Tilbage til dit hood

Dagen efter Columbus Day ledsagede jeg præsidenten, da han og hans formidable følge skulle besøge North Carolinas A & T State University i Greensboro. Fire dage tidligere havde Washington Post offentliggjort et gammelt videoklip, hvor man kunne høre Donald Trump udtrykke ærgrelse over en mislykket seksuel erobring og straks efter lovprise seksuelle overgreb som den perfekte scoreteknik. Næste dag forsvarede Trump sig imod den offentlige forargelse med, at det jo bare havde været ”omklædningsrums-snak”. Da vi fløj til North Carolina, var præsidenten i en tilstand af undrende vantro. Han kastede sig ned i en stol i personalekabinen på Air Force One og udbrød: ”Jeg har været i en masse omklædningsrum i min tid. Jeg tror ikke, jeg nogensinde har hørt den der før.” Han var afslappet og rolig. En fornemmelse af, at den var hjemme bredte sig til hans stab, og hvorfor ikke? Hver dag syntes at bringe nye, endnu mere chokerende afsløringer af og beviser på, at Trump ville være uegnet til at bestride præsidentembedet: Han havde mistet næsten 1 milliard dollars af sin formue på ét år. Han havde sandsynligvis ikke betalt skat i 18 år. Han havde været økonomisk bagmand for og lagt navn til et ’universitet’, som betød, at han nu var genstand for en formel retlig undersøgelse for bedrageri. Han havde trampet på sin egen kampagnes budskaber ved at indlede et Twitter-korstog mod en tidligere deltager i skønhedskonkurrencer. Han var blevet undsagt af ledelsen i sit eget parti, og strømmen af prominente republikanere – både i og uden for Washington – som offentligt tog afstand fra ham, truede nu med at svulme op til en gejser. På det tidspunkt var alene tanken om, at en kampagne, der var så gennemsyret af hadefulde fordomme, kvindeforagt, kaos og sandsynlig korruption, kunne vinde et nationalt valg, komplet latterlig. For det her var jo Amerika.

Præsidenten var på vej til North Carolina for at holde den indledende tale ved et vælgermøde for Clinton, men først skulle han deltage i en debat i regi af My Brother’s Keeper, hans initiativ til fordel for dårligt stillede unge. Da han annoncerede My Brother’s Keeper eller MBK, som det kom til at hedde, i 2014, havde præsidenten søgt at undgå at give programmet partipolitisk valør og bemærket, at det ikke var tænkt som et ”nyt stort statsligt program”. I stedet lagde det op til, at staten skulle gå sammen med nonprofitorganisationer og frivillige partnere i erhvervslivet om at gribe ind i tilværelsen for unge farvede mænd, der var kommet ’i fare’. MBK skulle fungere som en slags netværk for de elementer hos de forbundsstatslige, statslige og lokale myndigheder, der måske allerede var kommet i berøring med disse unge mænd. Det var indbegrebet af et typisk Obama-program – beskedent i sig selv, men med målbare konsekvenser.

”Det kommer lige ud af hans eget liv,” fortalte Broderick Johnson, kabinetssekretær og assistent for den formand, der leder MBK, mig for nylig. ”Jeg har hørt ham sige: ’Jeg vil ikke have, vi skal være en masse fora for race’. Han husker folk på, at ’Ja-ja, vi kan tale om det her, men hvad har vi tænkt os at gøre?” Det, Obama gjorde den eftermiddag i North Carolina, var at sætte sig ned sammen med en gruppe af unge mænd, der takket være MBK havde fået sat skik på deres liv igen. De fortalte historier om at være på gaden, om at vælge hurtige penge over skolegang, om at få skudt deres hjem i stykker – og om hvordan de ved hjælp af mentorordninger og jobprogrammer formidlet af MBK – nu var på vej ind i uddannelsesforløb eller jobs. Obama lyttede højtideligt og empatisk til hver af dem. ”Det kræver ikke så meget igen,” sagde han til dem. ”Hvad det kræver, er bare, at nogen lægger sin hånd på deres skulder og siger: ’Hey, mand. Du tæller også’.”

Da han spurgte de unge mænd, om de havde et budskab, han skulle tage med tilbage til politikerne i Washington D.C., bemærkede en af de tilstedeværende, at uanset at de havde ydet deres bedste individuelle indsats, ville de stadig blive nødt til at tage tilbage til de selvsamme udsatte boligområder, der var kilden til alle de problemer, de var kommet ud i. ”Det er vores miljø,” sagde den unge mand. ”Du kan gøre, hvad du vil, men du skal stadig tilbage til the hood.”

Det var en helt korrekt betragtning. USA’s ghettoer er det direkte resultat af årtiers offentlige politiske beslutninger: redlining af bydele i adskilte zoner, de udvidede beføjelser til politi og anklagemyndigheder, de øgede bevillinger afsat til det omfattende fængselsvæsen. Og alt dette blev som spot føjet til spe gjort imod mennesker, der stadig døjer med at indhente den negative arv efter 250 år med slaveri. Resultaterne af disse negative investeringer er åbenlyse: Afroafrikanere rangerer stadig nederst efter næsten enhver socioøkonomisk målestok i landet.

Obamas formel for, hvordan denne kløft mellem det sorte og det hvide Amerika kan lukkes, er den samme, som mange andre progressive politikere hylder i dag. At fortsætte med at føre den samme politik for hele Amerika. Sorte drager uforholdsmæssigt store fordele af disse initiativer, fordi de også har et uforholdsmæssigt større behov for bistand. Affordable Care Act, som sænker den uforsikrede sats i det sorte samfund med mindst en tredjedel, er Obamas mest fremtrædende eksempel. Mange afroamerikanere har dog endnu til gode at opleve det fulde udbytte af den, da flere stater i Syd har afvist at udvide Medicaid. Men da præsidenten og jeg mødtes, mente ACA’s fortalere, at presset på statsbudgetterne ville fremtvinge denne udvidelse, og der var allerede tegn på, at noget i den retning var ved at ske: Louisiana havde tidligere i 2016 udvidet Medicaid og forkæmperne for denne politik var ved at ruste sig til de slag, der skulle stå i Georgia og Virginia.

Obama understregede også behovet for at have et stærkt justitsministerium med et dedikeret engagement i ikke-diskrimination. Da Obama flyttede ind i Det Hvide Hus i 2009, lå justitsministeriets ’Borgerrets-division’ ”i ruiner”, fortalte tidligere justitsminister Eric Holder mig for nylig. ”Jeg mener – jeg havde været der i 12 år som tovholder i afdelingen for public integrity. Jeg startede i ’76, så jeg har tjent under både republikanere og demokrater. Og det [George W.] Bush-administrationen og Bushs amerikanske justitsministerium gjorde, var i fuldstændig modstrid med, hvad der tidligere var set inden for politiseret ansættelse.” Karriere-embedsmændene under de politisk udnævnte, sagde Holder, blev end ikke inviteret med til de møder, hvor de vigtigste ansættelser og politiske beslutninger blev taget. Efter Obamas indvielse fortalte Holder mig, kan jeg huske, at jeg var nede og sige til ”alle medarbejderne i Borgerretsdivisionen, at ’nu er Borgerretsdivisionen igen åben for forretninger’. Præsidenten gav mig endda ekstra midler til at ansætte folk.”

Den politiske presse udviklede en fortælling om, at fordi Obama følte, han måtte nedtone sin retorik om racespørgsmål, var Holder hans administrationens sande og dermed mørkere samvittighed. Holder er afgjort mere kontant, og det bekymrede flere af statsmedarbejderne i Det Hvide Hus. Tidligt i Obamas første embedsperiode udtalte Holder sig skarpt om racespørgsmålet i en offentlig tale, i hvilken han sagde, at USA havde været en ’nation af kujoner’ i forhold til race. Men at stille de to mænd op som hinandens modsætninger er at overse et vigtigt faktum: Holder blev udpeget af præsidenten og gik kun så langt, som præsidenten ville tillade ham. Jeg spurgte Holder, om han selv havde nedtonet sin retorik efter sin kontroversielle tale. ”Nix,” sagde han. I tilbageblik på sit forhold til præsidenten sagde Holder: ”Vi er også to forskellige mennesker, må du forstå. Han er en Zen-fyr. Og jeg er en varmblodet caribier. Jeg mener selv, at vi udgjorde et godt hold, men der er ikke noget, jeg nogensinde har gjort eller sagt, som jeg tror, ​​han ikke også kunne have skrevet under på – jeg har støttet ham 100 procent.”

”Okay, når du nævner min ’nation af kujoner’-talen, ville præsidenten nok have formuleret sig anderledes – det ville han sikkert have gjort. Men han og jeg abonnerer på det samme verdenssyn, må du vide. Og når jeg hører folk sige: ’Nå, så du er sortere end ham’ eller sådan noget, tænker jeg ved mig selv: Hvad fanden snakker I om?”

I en stor del af hans præsidenttid har et standardrepertoire i Obamas taler om race bestået af formaninger om, at sorte mennesker måtte lære at slukke for fjernsynet, stoppe med at spise junkfood og holde op med at give hvide mennesker skylden for alle deres problemer. Det var en given ting, at Obama i taler til et sort publikum ville inkludere disse betragtninger, uanset kontekst. Det var eksempelvis bizart at opleve præsidenten advare unge mænd, der netop havde uddannet sig fra Morehouse College, et af ​​de mest sagnomspundne sorte colleges i landet, om, at de ikke skulle lede efter ’undskyldninger’ og skyde skylden på de hvide.

Denne del af Obama-opskriften er den mest foruroligende og den mindst gennemtænkte. Den dom fælder jeg på baggrund af mit eget livshistoriske udgangspunkt. Jeg er et produkt af sorte forældre, der opfordrede mig til at læse; af sorte lærere, der ikke mente, at min arbejdsmoral matchede mit potentiale, af sorte college-professorer, der lærte mig intellektuel stringens. Og de gjorde det i en verden, som hver dag bød på nye fornærmelser imod deres menneskelighed. Det var ikke, fordi de sorte dagdrivere og dødvægte, som Obama formanede i sine taler, var uigenkendelige. Jeg har også set den slags mennesker. Men jeg har set den samme type blandt hvide mennesker. Hvis sorte mænd var overrepræsenterede blandt denne verdens narkohandlere og fraværende fædre, havde dette en direkte sammenhæng med, at de også var underrepræsenterede blandt denne verdens Bernie Madoffs og Kenneth Lays. Magt var det afgørende, og hvad der kendetegnede forskellene mellem det sorte og det hvide Amerika, var ikke en forskel i præstation, men eksistensen af et system konstrueret til at placere den ene oven på den anden.

Systemets kendetegn er synligt på alle niveauer af det amerikanske samfund, helt uafhængigt af kvaliteten af ​​ens valg. For eksempel er ledigheden blandt sorte collegekandidater (4,1 procent) næsten den samme som ledigheden blandt hvide high-school-studenter (4,6 procent). Men universitetsgraderne har som regel en højere pris for sorte end for hvide. Ifølge undersøgelser foretaget af Brookings Institution er afroamerikanere tilbøjelige til at have stiftet en større studiegæld fire år efter endt uddannelse (53.000 dollars versus 28,000 dollars), og de må acceptere en højere forrentning af deres lån (7,6 procent i forhold 2,4 procent) end hvide amerikanere. Dette er både et resultat og en faktor for social inerti, som kan føres tilbage til den enorme velstandskløft, der findes mellem racerne. Hvide husstande er i gennemsnit syv gange rigere end sorte husstande – en forskel så stor, at den gør sammenligninger mellem den ’sorte middelklasse’ og den ’hvide middelklasse’ meningsløse – de er slet og ret ikke sammenlignelige. Ifølge Patrick Sharkey, en sociolog ved New York University, der studerer økonomisk mobilitet, bor sorte familier, der tjener 100.000 dollars om året eller mere, i mere udsatte kvarterer end hvide familier, der tjener under 30.000 dollars. Den forskel er ikke bare blevet synlig ved et trylleslag. Den er et resultat af amerikanske regeringers indsats gennem mange årtier for at skabe et pigmentokrati – og den vil vare ved i al ubestemt fremtid, medmindre der decideret gribes ind imod den.

Obama er flere gange citeret for, at han er modstander af en kompensation for sorte. Men nu, sent i sin præsidentperiode, ser han ud til at være blevet mere åben over for idéen –  i al fald i teorien, om ikke i praksis.

”I teorien er der selvfølgelig rigtig gode argumenter, der taler for, at århundreder med slaveri, Jim Crow-love og diskrimination er den primære årsag til alle disse huller,” sagde Obama med henvisning til de kløfter i uddannelse, rigdom og beskæftigelse, der adskiller det sorte og det hvide Amerika. ”Og at dette er en uret, som er blevet begået imod det sorte samfund som helhed og imod sorte familier specifikt, og at man for at lukke det hul som samfund har en moralsk forpligtelse til at foretage en stor og aggressiv investering, selv hvis det ikke er i form af individuelle erstatningschecks, men i form af en Marshall-plan.”

De politiske problemer med at føre argumentet for realisering af erstatning igennem er dog mangfoldige, fortsatte Obama. ”Hvis vi ser på lande som Sydafrika, hvor man har haft et sort flertal, har der været bestræbelser på at bruge skattemidler og hjælpe det sorte flertal, men det er ikke sket i form af et formelt erstatning program. Eller vi har lande som Indien, der har forsøgt at hjælpe de kasteløse med væsentlige affirmative action-programmer, men det har ikke fundamentalt ændret strukturen i deres samfund. Så resultatet bliver, at det er svært at finde en model, hvor man praktisk kan administrere og opretholde politisk støtte til den slags arbejde.”

Obama sagde videre, at det ville være bedre og mere realistisk, at få landet til at slutte op om en robust liberal dagsorden og bygge videre på de enorme fremskridt, der trods alt er gjort for at få hvide amerikanere til at acceptere ikke-diskrimination som en grundlæggende præmis for, hvordan samfundet agerer. Men de fremskridt i retning af ikke-diskrimination, der er sket, er ikke kommet fra den ene dag til den anden. De blev kun til virkelighed, fordi der var mennesker, der var villige til at insistere på dengang upopulære argumenter og leve på kanten af ​​den offentlige mening. Jeg spurgte ham, om vi ikke – trods de praktiske hindringer – blev nødt til at insistere på, at staten har et kollektivt ansvar, også for historiske synder.

”For mig er det afgørende, at mine børn – at Malia og Sasha – forstår, at de har ansvar, der rækker ud over, hvad de selv gør,” sagde Obama. ”At de har et ansvar for det større samfund og for nationen som helhed, og at de skal være opmærksomme på og reflekterede omkring situationen for de mennesker, som er blevet undertrykt i fortiden, og som bliver undertrykt i dag. Så det er en moralsk indsigt, jeg ønsker at bringe videre til mine børn … Men jeg vil sige, det er en høj grad af oplysning, som du forventer at få fra et flertal af samfundet. Og det kan godt være, det bliver noget, som fremtidige generationer vil være mere åbne for, men jeg er ret sikker på, at inden for en overskuelig fremtid vil argumentet om ikke-diskrimination og ’lad os i det mindste prøve at gøre det rette for den generation af børn, der er her lige nu’ og give dem de bedst mulige betingelser, være det mere overbevisende argument.”

Obama er uforbederlig optimist i forhold til den amerikanske befolknings empati og evner. Hans job gør det også nødvendigt: ”På et eller andet niveau vil folk gerne opleve, at den person, der leder dem, ser det bedste i dem,” sagde han til mig. Men jeg fandt det interessant, at hans optimisme ikke var omfattende nok til at rumme muligheden for, at den brede offentlighed ville acceptere indsigter – som den moralske kompensationslogik – som præsidenten for egen regning har accepteret for sig selv og er villig til at give videre til sine børn. Obama siger, at han altid siger til sine medarbejdere, at ’det bedre er det gode’. Forestillingen om, at en præsident må forsøge at opnå de forandringer, der ligger inden for grænserne af den accepterede konsensus, er måske passende for embedet. Men Obama er næsten konstitutionelt skeptisk over for alle, der søger at opnå forandringer uden for samme konsensus.

I begyndelsen af 2016 havde Obama inviteret en gruppe afrikanske amerikanske ledere til at mødes med ham i Det Hvide Hus. Da nogle af de aktivister, der er tilknyttet Black Lives Matter afslog at deltage, begyndte Obama at revse dem i taler: ”I kan ikke bare lade være med at mødes, fordi I mener, det kompromitterer renheden i jeres position,” sagde han. ”Sociale bevægelser og aktivisme har kun værdi i det omfang, det får jer til at sidde med omkring bordet; når det får jer ind i rummet, så I bagefter kan prøve at finde ud af, hvordan det her problem kan løses. Og i næste omgang har I selv et ansvar for at forberede en dagsorden, der er gennemførlig – der kan institutionalisere de forandringer, I søger at opnå, og som kan engagere den anden side.”

Opal Tometi, en nigeriansk-amerikansk aktivist og en af ​​de tre stiftere af Black Lives Matter, forklarede mig, at gruppen har en mere diffus struktur end de fleste borgerretsorganisationer. En grund til dette er, at man vil undgå den personlighedsdyrkelse, der har plaget sorte organisationer i fortiden. Så grundlæggerne spurgte deres medlemskreds i Chicago, præsidentens hjemby, om de skulle mødes med Obama. ”Og den generelle opfattelse var – for mange af vores medlemmer, vil jeg sige – at diskussionen så ikke ville få den dybde, de syntes, den skulle have,” sagde Tometi til mig. ”Og hvis der ikke blev plads til at få en åbenhjertig og kammeratlig samtale, og hvis det bare skulle foregå på et overfladisk niveau, ville det være at gøre bevægelsen en bjørnetjeneste.”

Tometi bemærkede, at der var andre aktivister allieret med Black Lives Matter, der havde tænkt sig at deltage i mødet, således at bevægelsen følte, at dens synspunkter ville være repræsenteret. Ikke desto mindre ser Black Lives Matter sig selv som engageret i protest mod den måde, sorte mennesker behandles af den amerikanske statsmagt, så Tometi og store dele af gruppens ledelse var bekymrede for, at de vil blive misbrugt i fotoopstillinger af den samme statsmagt, som de protesterede imod, og besluttede sig for ikke at tage med.

Da jeg spurgte Obama, om han kunne forstå det perspektiv, svingede han imellem forståelse for, hvor aktivisterne kom fra til at være såret over at blive afvist: ”Jeg vil sige, at når jeg har følt mig mest frustreret i min præsidenttid, har det været de gange, hvor jeg blev presset for hårdt af aktivister til at se retfærdigheden i en årsag eller essensen af ​​et problem,” sagde han. ”Jeg vil sige, at der, hvor jeg til tider er blevet frustreret, er, når jeg møder den her tiltro til, at præsidenten kan gøre lige, hvad han vil, hvis bare han ønsker at gøre det. Og den slags manglende kendskab hos en aktivist til vores politiske systems begrænsninger og de begrænsninger, som det her embede er underlagt, kan nogle gange få mig til at bande indvendigt. Meget sjældent mister jeg dog fatningen offentligt. Normalt plejer jeg bare at smile.”

Han lo og fortsatte så: ”Grunden til, at jeg siger det, er, at der kommer de her tidspunkter, hvor man faktisk føler sig en smule såret. Fordi man får lyst til at sige til de her mennesker: ’Tror I ikke, at jeg – hvis jeg virkelig kunne gøre den slags – havde gjort det for længst? Tror I virkelig, at det eneste problem er, at jeg ikke er bekymrer mig nok for situationen for fattige mennesker eller for homoseksuelle?”

Jeg spurgte Obama, om han ikke mente, at demonstranternes mistillid til de nu engang herskende magthavere i sidste ende kunne have noget sundt i sig. ”Jo,” sagde han. ”Og det er også derfor, jeg ikke bliver alt for såret. Jeg mener, at det kan være en fordel at holde magtens fødder til ilden, indtil man ser den levere varen. Det forstår jeg godt. Og det, synes jeg, er vigtigt. Og helt ærligt – nogle gange er det nyttigt at have aktivisterne i gang derude til at henlede opmærksomheden på, hvad der foregår ude i virkeligheden, så man ikke forfalder til at være selvtilfreds, uanset om man i sidste ende synes, at noget af deres kritik er forfejlet.”

Obama selv var aktivist og socialarbejder i lokalsamfundet i South Side, om end kun i to år, men han er ikke af temperament en demonstrant. Han er konsensus-skaber. Konsensus, mener han, er i sidste ende årsagen til forandring. Han forstår den følelsesmæssige effekt af protester, at det er nødvendigt at lufte sin utilfredshed over autoriteterne, men selve tilgangen er ret fremmed for ham. Med hensyn til erstatning sagde han: ”Nogle gange tænker jeg, hvor meget disse debatter har at gøre med et helt elementært ønske, et helt legitimt ønske om, at hele denne historie blive anerkendt. For der er en psykisk helende kraft i anerkendelse, som ikke bliver tilfredsstillet gennem universelle programmer; der ikke lader sig nøje med Affordable Care Act, udvidelsen af Pell Grants-ordningen eller udvidelsen af det optjente indkomstskattefradrag.”

Obama sagde videre: ”Selv om programmer virker og er til uforholdsmæssigt større gavn for sorte mennesker, taler de ikke til følelsen af at være blevet gjort fortræd, til følelsen af uretfærdighed og den selv-tvivl, der opstår af, at afroamerikanerne er sakket bagud, og det får os nogle gange til at tænke, at der må være et eller andet i vejen med os – medmindre man er i stand til at se gennem historien og sige: ’Det er utroligt, at vi alligevel er nået så langt, når man ser på, hvad vi har været igennem’.”

”Så til dels tror jeg, at de diskussioner, jeg nogle gange har ført med folk, som er langt mere interesserede i race-specifikke programmer i mindre grad er en diskussion om, hvad der er praktisk muligt, og til tider måske mere en diskussion om, at ’vi vil have samfundet til at forstå, hvad der er sket og internalisere det og reagere på det på påviselige måder’. Og de impulser kan jeg udmærket forstå, men mit håb vil være, at vi, når vi bevæger os igennem verden, som den er nu, bliver i stand til at få den psykiske eller følelsesmæssige fred, når vi helt konkret ser, at vores børn klarer sig bedre, er mere håbefulde og har større muligheder.”

Obama så – i hvert fald indtil få øjeblikke før Donald Trumps valgsejr – en lige vej til den verden. ”Bare stil det her op som et tankeeksperiment,” sagde han. ”Tænk, hvis vi havde ægte, højkvalitets uddannelse at give til alle børn lige fra den tidligste barndom, og ethvert sort barn, men også ethvert hvidt barn af fattige forældre og ethvert latinobarn fik en virkelig god uddannelse. Og tænk, hvis sorte børn, lad os lige holde os til dem, får lige så mange studentereksamener fra high schools som hvide og kommer på college i samme omfang som hvide og har råd til at gå på college i samme omfang, fordi staten tilbyder universelle programmer, der sikrer, at man ikke skal afskæres fra at få en god uddannelse, bare fordi ens forældre ikke har så mange penge.”

”Så nu tager de alle deres afgangseksamener. Lad os så ydermere sige, at Justitsministeriet og domstolene sikrer, som jeg har sagt i en tale før, at når Jamal indsender sit CV, bliver han behandlet på samme måde, som når Johnny indsender sit CV. Vil vi så meget hurtigt få det samme antal administrerende direktører, milliardærer, etc., som det hvide samfund har? Om 10 år? Sandsynligvis ikke, måske ikke engang om 20 år.”

”Men jeg kan garantere dig for, at vi vil få et samfund i langt større trivsel og med mange flere succeshistorier. Vi ville ikke have et stort antal unge afrikanske amerikanske mænd i fængsel. Vi vil have mere familiedannelse, når universitetsuddannede piger møder drenge, som er deres jævnaldrende, hvilket igen vil betyde, at næste generation af børn vokser op under meget bedre forhold. Og pludselig får vi en hel generation, der er i stand til at begynde at bruge den utrolige kreativitet, vi ser i musik og sport – for at være ærlig, selv på gaden – ansporet til at starte alle former for virksomheder. Jeg føler, at vi i sådan situation vil stå med rimeligt gode odds.”

Og tankeeksperimentet holder ikke op. De programmer, Obama ville indføre, ville også være til fordel for det hvide Amerika – for uden en særlig forpligtelse på lighed ville der ikke være garanti for, at programmerne ville modvirke diskrimination. Obamas løsning bygger på en velvilje, som hans egen personlige historie fortæller ham, eksisterer i den større offentlighed. Min egen historie fortæller mig noget andet. Det store antal sorte mænd i fængsel, for eksempel, er ikke blot resultatet af en dårlig politik, men af ikke at se disse mænd som medborgere og medmennesker.

Da præsident Obama og jeg havde denne samtale, forekom det mål, han sigtede efter, at være mange generationer væk, og nu, hvor Trump gør klar til at overtage embedet, ser den ud til at lægge endnu flere generationer ude i fremtiden. Obamas bedrifter var virkelige: En aftale, der gav sorte landmænd et tilskud på 1 milliard dollars, et justitsministerium, der afslørede Fergusons kommunale udplyndringer, den øgede tilgængelighed af Pell Grants (og deres tilgængelighed for visse fængselsindsatte) og annulleringen af crack/kokain-forskellen i retningslinjerne for strafudmåling for at nævne nogle få. Obama var også den første siddende præsident, der har besøgt et forbundsstatsligt fængsel. Der var en følelse af, at han havde rejst et fundament, hvorpå der kunne udvikles yderligere progressiv politik. Det er fristende at sige, at det fundament er truet nu. Sandheden er, det aldrig var sikret.