Kan man købe sig til autenticitet?

En forårsdag for små ti år siden kom min daværende kæreste og jeg til denne lille bjergby Sa Pa i det nordvestlige Vietnam. En tæt, grå dis omgav sovebussen, da den kørte ind på holdepladsen.

Vi trådte ud og lod os øjeblikkeligt omsværme af ivrige, lokale kvinder. “Homestay? Homestay?” gentog de med håbet om at sætte krogen i potentielle kunder.

De havde luret os. Målet med at rejse hertil var netop at finde et homestay, hvor man mod betaling indlogerer sig hos en familie fra en af de etniske minoritetsgrupper, der bor i regionens små bjerglandsbyer omkranset af endeløse rismarker.

Andre, vi havde mødt på vores rygsækrejse gennem Syd- og Sydøstasien, omtalte det som en unik og autentisk oplevelse. En direkte adgang til det lokale liv, man som turist normalt må nøjes med at betragte nysgerrigt på afstand.

Ikke at vi vidste meget om folket, vi skulle besøge. Vores ungdommelige backpackerbevidsthed var mest af alt optaget af at opleve en kultur, der var så uspoleret af den vestlige modernitet som muligt. Det skulle vise sig en del sværere end antaget.

Vi takkede ja til kvinden med det største smil og en lyserød termojakke over sin højgravide mave. Mu, som hun hed, ledte os målrettet gennem de tågebelagte rismarker til en vis Mama Susu for at overnatte – en rutine, hun tilsyneladende var vant til.

Da vi ankom til den lille bolig af blik og træ, hilste den ældre Mama Susu med et kort nik og henviste til et privat gæsteværelse. Mu ville hente os i morgen. Her boede hun åbenbart ikke.

Senere, da vi sad ved ildstedet og observerede familien tilberede aftenens måltid, gik det gradvist op for os, at oplevelsen var alt andet end off the beaten track, som flosklen lyder. Da familiens yngste søn, måske fire år gammel, dukkede op, ænsede han os ikke. Hans ligegyldighed vidnede om, at vores tilstedeværelse var en nærmest daglig hændelse. En samlebåndsøvelse.  Nogle hvide mennesker dukker op og betragter din dagligdag, som var det et slags levende museum.

Falsk autenticitet

I 1973 skrev den amerikanske sociolog og turismeforsker Dean MacCannell en forskningsartikel med titlen ‘Staged Authenticity’ eller iscenesat autenticitet. MacCannells teori er bygget på antagelsen om, at menneskers sociale liv er opdelt i front- og bagområder (“front and back regions”).

Som rejsende bevæger du dig typisk i forgrunden: I hotelreceptioner, iskiosker og andre steder, hvor den lokale spiller en rolle, der er skræddersyet til at imødekomme turistens behov. Bagområdet er omvendt der, hvor de lokale smider masken: I hotellets baggård eller hjemme i dagligstuen.

Ifølge MacCannell drives turister af at komme bag kulisserne. Efter masseturismens fremvækst fra 1970’erne lærte turistindustrien derfor at imødekomme efterspørgslen ved at kuratere og sælge autentiske oplevelser. I kraft af deres iscenesatte natur ender oplevelserne som det modsatte: inautentiske. Som MacCannell skriver: “Det er altid en mulighed, at det som opfattes som et bagområde i virkeligheden er et frontområde, som er blevet sat op på forhånd som et turistisk besøg.”

På overfladen fremstod besøget i Sa Pa som et reelt indblik bag kulisserne. Men den undseelige sandhed var dog, at seancen var opsat. Vi deltog i en slags koreografi – en tilrettelagt pakkerejse, forfinet gennem flere års turistvenlig praksis. Iscenesættelsen er kun blevet mere professionel siden: Turistindustrien i Vietnam er vokset massivt siden 2017, og homestays i Sa Pa-regionen tilbydes nu også i luksusvarianter med svømmebassin  og aircondition.

Familien, som vi besøgte, var økonomisk afhængig af de besøgende. Situationen brød derfor de normale grænser mellem front og backstage. Som turister var vi på besynderlig vis selv en del af den hverdag, vi var nysgerrige på at opleve.

Mu var måske det bedste billede på den sammensmeltning. Med sin naturlige venlighed og solide engelskkundskaber var hun den fødte fixer. Til perfektion spillede hun rollen som bindeled mellem turisterne og de lokales verden – en position, der aldrig havde eksisteret, hvis ikke det var for vestlige backpackeres sult efter autenticitet.

Lige ved og næsten, men aldrig igen

Dagen efter inviterede familien os på langbordsmiddag med nogle af de andre fra landsbyen. Der var svin, vildt, kylling samt tofu og ris. En skål med grise- og hønseblod gik rundt om bordet, mens de lokale hældte risvin på os – eller som de kaldte det: “happy water”.

Rusen slørede vores kritiske sans. Blodets sødme, kødets sejhed, ja hele det fremmede sansevirvar gav os en flygtig følelse af at have fundet den hellige gral: Den autentiske oplevelse. Fornemmelsen forsvandt dog hurtigt igen.

“Hello everyone!” lød det entusiastisk fra en amerikaner, der pludselig stod i indgangen. Mu var ankommet med næste hold. Foruden amerikaneren slog en hollænder, to svenskere og en brite sig til selskabet. Turisterne i den ene ende af bordet, de lokale i den anden. Åh, hvor var det dog bittert, at disse andre rejsende skulle snylte på den ægthed – den oprindelighed (!) – vi langt om længe havde fundet.

Resten af middagen brugte vi på en ørkesløs samtale med amerikaneren, som netop havde færdiggjort sin bachelor i økonomi på et universitet i Californien. “I feel like I know the world now,” sagde han uironisk om sin afsluttede uddannelse og cementerede sig selv som en parodi på verdens værste gruppe af mennesker: Bedrevidende backpackere. Den smertelige erkendelse var, at vi var på samme hold. Vi rejste os fra bordet, betalte de lokale for deres gæstfrihed og kom aldrig igen. /Claes T. Sørensen