Bliver Bornholm et samfund på deltid?

Storbyoaser pipler frem i Bornholms sommerlandskab. Engang var Pilen en traditionel bodega på Nordbornholm, i juli føles det mere som at være til kendistræf i Kødbyen. På en cocktailbar i Listed mikser tv-værten Anders Breinholt palomaer, mens et nedlagt pumpehus i Nexø Havn har forvandlet sig til en kaffebar med metropolpriser.

Udviklingen fra det provinsielle til det urbane hænger dels sammen med, at klippeøen modtager stadig flere købestærke turister fra storbysegmentet. Men tendensen er også koblet til et besværligt barn af turismen: Deltidsbeboelse.

Forskning fra Center for Regional- og Turismeforskning (CRT) viser, at kommuner med mange turister oplever markant vækst i boliger, hvor ejerne kun opholder sig en lille del af året: “Når en stor del af boligerne bruges på deltidsbasis, ændrer det  forudsætningerne for et helårssamfund fuldstændig,” siger Rikke Brandt Broegaard, kulturgeograf og seniorforsker ved CRT, til Føljeton. “Det er en reel problemstilling, der vokser meget hurtigt for landkommunerne.”

Fænomenet har rødder i finanskrisen, som efterlod landdistrikterne med et stort antal forfaldne spøgelseshuse. På den baggrund liberaliserede Bornholm og andre landkommuner boligmarkedet med weekend- og fleksboligtilladelser, der gav ejere mulighed for at bo i husene på deltid. Dermed blev boligerne tilgængelige for købere i hele landet.

Ifølge Rikke Brandt Broegaard har væksten i deltidsanvendte boliger på flere områder haft den ønskede effekt. Ejerne har vedligeholdt boligerne, hvilket har givet arbejde til lokale håndværkere og pustet liv i boliger, der ellers stod tomme: “Hvis alternativet er, at der slet ikke er lys og liv i de huse, så er det jo absolut at foretrække,” siger hun.

Broegaard har desuden forsket i, hvordan engagerede deltidsbeboere – såkaldte tilvalgsbeboere – aktivt bidrager til foreningsliv, bestyrelser og kulturprojekter. Dog finder de ofte sammen med nogen, der ligner dem selv: “Ofte skaber tilvalgsbeboere projekter med folk, der deler deres mere urbane værdier. Dermed bliver det en lokal udvikling, som tilgodeser nogle dele af helårsbefolkningen, men ikke så meget andre.”

Et samfund kræver borgere på fuldtid

De deltidsanvendte boliger risikerer at puste til den spøgelsestilstand, de oprindeligt blev fremstillet som løsningen på.

Det siger næsten sig selv: Skal et samfund fungere hele året, kræver det indbyggere, der arbejder og betaler skat. Og i en tid, hvor andelen af befolkningen, der bor i landsbyer og landdistrikter falder markant, er små ø-kommuner hårdt presset på indbyggertallet. Befolkningstallet på Bornholm er i dag 38.679 og forventes ifølge en prognose fra konsulentbureauet COWI at falde til 36.020 i 2038: “Befolkningsgrundlaget kan blive så småt, at ting som skoler, uddannelser og daginstitutioner ikke længere kan fungere. Nogle af de ting ligger lige på vippen,” siger Rikke Brandt Broegaard.

De mange deltidsanvendte boliger hæmmer dog kommunernes evne til at tiltrække tilflyttere. For når de mest attraktive huse bliver brugt som sommerhuse, ligger de uden for rækkevidde for permanente tilflyttere. Dermed mister ø-samfundet et gyldent trækplaster: “Man dræner den pulje af knappe ressourcer, som de attraktive boliger er, når man går fra kravet om helårsanvendelse til at tillade deltidsanvendelse,” siger Rikke Brandt Broegaard.

Tendensen går også ud over lokalbefolkningen. En rapport fra CRT beretter, at deltidsbeboernes overlegne købekraft begrænser lokalbefolkningens mulighed for at købe boliger i de attraktive områder. Ifølge rapporten kan det medføre “en gentrificering af områderne, og en ’udskubning’ af de oprindelige beboere”.

Desuden er det en væsentlig udfordring, at kommunekassen kun får begrænset gavn af deltidsbeboernes indkomst og formue. Når en fjernejer fx udlejer sin bornholmske feriebolig via Airbnb, tilfalder skatteindtægter ikke Bornholms Regionskommune, men ejernes hjemkommune. Ifølge Rikke Brandt Broegaard er problemet et symptom på, at vores samfund ikke er indrettet til at håndtere, at mange ønsker sig “multilokale liv” – altså en tilværelse, hvor man ikke opholder sig ét sted, men bevæger sig rundt efter sæsonen:

“Hvordan kan vi få systemet til at fungere, så det ikke undergraver den økonomiske og sociale bæredygtighed, de steder folk faktisk gerne vil opholde sig en del af året?” siger hun. “Det overrasker mig, at vi ikke tænker på os selv som et helt land, der har brug for, at yderområderne også er selvbårne og attraktive.” /Claes T. Sørensen