Umit Bektas/Reuters/Ritzau Scanpix
Spanien, Canada, Grækenland, Frankrig, Indonesien, USA. Alle seks lande har brugt de sidste dage på at sætte alt ind for at slukke de brande, der lige nu breder sig ukontrolleret.
I Europa alene har skovbrande – sammen med hedebølger – kostet mere end 3 milliarder euro at bekæmpe i eurozonens fem hårdest ramte lande, bare i år. Til Financial Times, der har tallene, beskriver økonomen Andrew Kenningham, hvordan sommerens skovbrande ligefrem kan have “visse paradoksale positive effekter” på bruttonationalproduktet BNP, der måler den samlede økonomiske aktivitet i et land. Men som han heldigvis tilføjer: “Det er ikke den slags økonomisk vækst, vi bryder os om.”
At skovbrandene lige nu løber mere løbsk end normalt, bliver underbygget, uanset hvor i skovbrandsstatistikkerne man vender blikket hen: EU-Kommissionen har i en opgørelse fra sidste uge vurderet, at 500.852 hektar “skov og terræn” er brændt i Europa i år – og at det er det højeste tal nogensinde. Og forskning fra tidligere på året viser, at skovbrande over hele verden ødelægger arealer dobbelt så hurtigt som for 20 år siden.
Det burde ikke være nødvendigt at forklare, at der ikke er noget, der peger på, at flere brande skulle være påsat af mennesker. Alligevel har eksempelvis de franske myndigheder haft travlt med at finde mennesker, de kan arrestere for at være årsag til skovbrandene – så travlt, at den franske advokat Muriel Gestas undrer sig over det høje antal sager: “Det virker overdrevet,” siger hun til BBC, der understreger, at kontinentets stigende temperaturer selv sagt gør det nemmere for gnister at fare vild end tidligere.
De hyppigere skovbrande i Europa fik i 2021 Grækenland til at oprette et særskilt ministerium for klimakrise og civilbeskyttelse. Da Føljetons chefredaktør David Dragsted året efter mødte Christos Stylianides, der dengang var minister for området, forklarede han, at det nye dogma netop var at være på forkant med brandene:
“Der er det her mundheld,” sagde Stylianides, der i dag er minister for maritime anliggender og øpolitik. “Du kan kontrollere en skovbrand med bare et lille glas vand inden for de første tre minutter. Du kan kontrollere en skovbrand med en gallon vand inden for de første syv-otte minutter. Og så kan du ikke længere kontrollere noget.”
Alligevel synes der rundt i Europa stadig at være konsensus om, at EU-landenes håndtering har mere karakter af brandslukning end forebyggelse. I EU er brandslukning en national kompetence, mens EU-landene kan hjælpe hinanden gennem værktøjet rescEU og leje fly og helikoptere til indsatsen – et samarbejde, der dog er presset af, at flere lande har brug for dem på samme tid, og at producenterne ikke kan følge med efterspørgslen, som Politicos Brussels Playbook skrev i sommer.
EU-landene udlåner desuden brandslukningspersonale til hinanden, og også de har fået flere opgaver. “Der er mere internationalt samarbejde, men det er et tveægget sværd, fordi konkurrencen er skærpet,” siger den canadiske skovbrandsforsker Cordy Tymstra til klimamediet Inside Climate News. “Der er kun en begrænset mængde ressourcer, og ressourceallokeringen er ikke steget i samme takt som behovet.” /Emma Louise Stenholm