Betydningsløshed

I det store hele uden betydning

Lars von Trier føler, at hans efterladte film “i det store hele” er uden betydning. Sådan noget kan man ikke altid selv bestemme. Men i det helt store tidsperspektiv er alt jo egentlig ligegyldigt.

Stillbillede fra udstillingsfilm af Agnes Trier.

På TV-2-albummet Tæt trafik i Herning fra 2018 er der et uptempo-nummer, som hedder “Er vi glade eller hvad”. Titlen er en frase, man godt kan høre for sit indre øre blive fyret af i en lang række sammenhænge, ofte fra hoften. Det kan være en mand, der træder ind på et værtshus, hvor jukeboxen er stoppet med at spille, og stemningen er lidt død. “Er vi glade eller hvad” er en frisk variant af lægens “hvordan har vi det i dag?” Der stilles et spørgsmål, som vel næppe er svært at svare på, men det omklamrende, patroniserende ”vi”, som det er pakket ind i, får det til at løbe koldt ned ad ryggen på enhver adressat med selvrespekten i behold. Skal man svare med “vi” eller “jeg”? Steffen Brandt, der har skrevet sangen, har løst det sådan her: “Er vi glade eller hvad?/ Svaret er ja/ Vi er glade eller hvad”.

Længere nede lyder det: “Må vi tænke stort/ Om det lidt, vi har gjort?” Dette spørgsmål bliver ikke besvaret, men sangens lette antrit lægger op til, at også her er svaret ja; for at holde sig selv kørende og holde snuden i sporet, bliver man vel nødt til at tænke, at det, man laver, har en eller anden nytteværdi og måske ligefrem gør en forskel for nogen eller noget. At det har en betydning.

Willumsens Museum i Frederikssund viser for tiden særudstillingen På hvis skuldre, som er lidt af et scoop. Den er kurateret af vores filminstruktør Lars von Trier, der fyldte 70 tidligere i år, og som han selv bliver citeret for at sige inde på museets hjemmeside: “Udstillingen er måske dybest set tænkt som noget, der i virkeligheden handler mere om kuratoren end de for det meste sublime værker, den indeholder. At man kan se sammensætningen og metoden ved udstillingen som en slags afsløring af kuratorens kunstneriske igleagtige forhold til den ‘familie’, han selv i høj grad har defineret og levet af.”

Lars von Trier har altid haft masser af selvfølelse som kunstner. Det har han i hvert fald givet udtryk for igen og igen. Han har heller aldrig lagt skjul på, at han står på skuldrene af andre i hans øjne større kunstnere. Der findes vel fx ikke nogen anden dansk filminstruktør, der har snakket mere om den store russiske instruktør Andrej Tarkovskij – og om den indvirkning, Tarkovskij har haft på ham.

Til udstillingen har von Triers datter Agnes lavet en lille film, hvor hun taler med sin far om forskellige ting. På et tidspunkt, da de sidder ude i det grønne, spørger hun ham, hvordan han har det. Han er “angst ad helvede til”, siger han, og sygdommen, han lider af – Parkinson – ville han ikke ønske for sin værste fjende. De taler om at efterlade sig noget, efterlade sig et værk, noget mindeværdigt måske. Han siger, at han jo “har nogle film, jeg holder af”, og dem vil han “selvfølgelig gerne efterlade”. Men, tilføjer han en smule overraskende, “på en eller anden måde set i det store hele med smerten og træerne, der smider deres sæd på jorden, har det jo ingen betydning”.

Udsagnet kunne godt være noget krukkeri, men det virker ikke sådan. Lars von Trier lyder en smule resigneret, men også afklaret. Smerten og træerne… Hvis “det store hele” er et tidsperspektiv på tusind år, har han jo nok ret. Men en kortere horisont kunne jo også gøre det. Da Watergate-journalisten Bob Woodward engang spurgte USA’s tidligere præsident George W. Bush, hvordan han mente, at historien ville dømme ham, svarede han: “History, we won’t know. We’ll all be dead.” I et tidsperspektiv, hvor vi alle sammen er døde, er vi alle sammen betydningsløse.

I denne uges serie vil jeg meditere over begrebet betydningsløshed. I morgen besøger jeg Frederiksberg Kirkegård. /Oliver Stilling

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12