De red på en tiger

Obamas største fejltrin udspringer også af hans største indsigt. Kun Obama, en sort mand, der kom fra det bedste af det hvide Amerika og dermed var i stand til at vinde det hvide Amerikas oprigtige tillid, kunne føle sig sikker på at nå en så bred national appel. Og alligevel var det kun en sort mand med den samme biografiske baggrund, der så fatalt kunne undervurdere sine modstanderes vilje til at knække ham.

I en vis forstand kunne Obamas embedsperiode aldrig have fået nogen lykkelig udgang bedømt efter normale præsidentielle standarder. Han havde brug for en partner, eller partnere, i Kongressen, der kunne sætte regeringsførelse over partipolitisk rivalisering. Men han måtte konstant kæmpe, endda for at vinde nogle af sine egne formodede forbundsfæller over. Ben Nelson, den demokratiske senator fra Nebraska, som Obama bistod under hans valgkamp, stillede sig f.eks. i vejen for hans sygeforskrings-reform.

Joe Lieberman, som Obama reddede fra straffesanktioner fra Senatets demokrater – fordi Lieberman havde kæmpet for Obamas modstander i 2008, John McCain – modarbejdede på tilsvarende måde ObamaCare. Og blandt republikanerne udviste de senatorer, der førhen havde tilkendegivet forståelse for Obamas dagsorden – Chuck Grassley, Susan Collins, Richard Lugar, Olympia Snowe – ham nu for den ene afvisning efter den anden.

Alle disse hindringer voksede ud af snævre politiske incitamenter. ”Hvis republikanerne ikke ville gå ind i et konstruktivt tværpolitisk samarbejde,” fortalte Obama mig, ”og ikke ville bidrage til at skabe et billede af en forbundsregering, der fungerede, så ville det parti, der var ved magten, komme til at betale en høj pris, og så ville de kunne genvinde flertallet i både Senatet og Repræsentanternes Hus. Og man må indrømme, at det var en korrekt kalkyle.”

Obama er ikke sikker på, hvor meget individuel racisme kan have spillet ind på kalkulen. ”Jeg husker, hvordan Bill Clinton var lige ved at få en rigsretssag imod sig, og hvordan Hillary Clinton blev anklaget for at have bestilt et mord på Vince Foster,” sagde han. ”Og spurgte man dem, er jeg sikker på, at de ville sige: ’Nej, faktisk oplever du ikke at blive udsat for den slags, fordi du er sort – det er, fordi du er demokrat.”

Men personlig animositet er blot en af flere manifestationer af racisme; den dybere fjendskab forekommer, kan man hævde, snarere på interessernes niveau. Den seneste kongressamling kunne prale af at have 138 medlemmer fra de stater, der omfattede den gamle konføderation (Sydstaterne, red.). Af de 101 republikanere i denne gruppe var de 96 hvide og én sort. Af de 37 demokrater var 18 sorte og 15 hvide.

Og fra det dybe Syden var der ingen hvide kongres-demokrater. Exit-polls i Mississippi fra 2008 viste, at 96 procent af de vælgerne, der betegnede sig selv som republikanere, var hvide. Det republikanske parti var ikke blot et parti af hvide, men også det foretrukne parti for hvide, for hvem det var en primær interesse at forsvare hvidhedens historiske privilegier. Forskerne Josh Pasek, Jon A. Krosnick og Trevor Tompson kunne i 2012 konstatere, at 32 procent af demokraterne havde ”antisorte” anskuelser, mens de tilsvarende tal for republikanerne var 79 procent.

Disse holdninger kunne endda smitte af på de hvide demokratiske politikere, fordi de blev set som repræsentanter for de sortes parti.  Da han undersøgte 2016-valget, konstaterede politolog Philip Klinkner, at det mest afslørende spørgsmål, hvis man ville pejle sig ind på, om en vælger foretrak Hillary Clinton eller Donald Trump, var: ”Er Barack Obama muslim?”

I vores samtaler sagde Obama, at han ikke var i tvivl om, at der fandtes et oprigtigt ikke-racistisk og rettighedstænkende segment inden for The Grand Old Party (Republikanerne, red.) Og alligevel havde han mistanke om, at der måtte være mere i det. ”Selv med et rudimentært kendskab til amerikansk historie må det være indlysende, at forholdet mellem den forbundsstatslige regering og staterne er blandet op med holdninger til slaveri, holdninger til Jim Crow, holdninger til fattigdomsbekæmpelses-programmer og til hvem, der nød godt af hvad, og hvem der ikke gjorde det,” sagde han.

”Så jeg vil passe på med at forklare en specifik modstand eller modvilje ud fra race. Men hvad jeg til gengæld vil sige, er, at hvis nogen ikke havde noget problem med, at deres far var ansat af den forbundsstatslige regering; ikke havde noget problem med, at Tennessee Valley Authority elektrificerede visse samfund; ikke havde noget problem med, at interstate highway-systemet blev bygget; ikke havde noget problem med GI Bill-loven og ikke havde noget problem med Federal Housing Administrations tilskud til forstadsudbygningen af Amerika eller noget imod alle de andre politikker, som i efterkrigstiden bidrog til at skabe en større velstand og en større middelkasse –  … men når så pludselig afroamerikanere eller latinoer udviser interesse for at benytte sig af de samme mekanismer til at løfte sig selv ind i  middelklassen, og man så får en voldsom modstand imod dem – så tror jeg, man i det mindste er nødt til at stille sig selv spørgsmålet om, hvor konsekvent man er, og om, hvad der er anderledes, og hvad der har ændret sig.”

Obama mødte racisme i rigelige doser i både sine primærvalgkampe og under præsidentvalgkampen i 2008. Fotos blev udsendt af ham i somalisk klædedragt. Rush Limbaugh døbte ham Barack Magic Negro. Roger Stone, som senere skulle blive rådgiver for Trump-kampagnen, hævdede, at Michelle Obama på et lydklip kunne høres råbe ‘Whitey’. Modstanderne satte e-mails i omløb, der hævdede, at den kommende førstedame havde skrevet en racistisk afhandling på Princeton. En femtedel af alle West Virginias vælgere ved det demokratiske primærvalg i 2008 indrømmede åbent, at raceovervejelser havde påvirket deres stemme. Hillary Clinton smadrede ham i staten med 67 mod 26 procent.

Da Obama vandt præsidentposten trods al denne racemæssige modvind, steg trafikken til Stormfront, en hjemmeside for bevægelser, der går ind for hvidt overherredømme, med en faktor seks. Før valget i august, lige før Det Demokratiske Nationale Konvent, afdækkede FBI et attentatplot udklækket af hvide racister i Denver. Mainstreamkonservative publikationer flød over med den forestilling, at Obamas memoirer var for ”stilfulde og velpointerede” til at være skrevet af kandidaten og udpegede en plausibel ghostwriter i den radikale (og hvide) tidligere Weatherman-terrorist Bill Ayers. Den republikanske kvindeklub i Californien trakterede med anretninger kaldet Obama Bucks bestående af skiver af vandmelon, spareribs, og stegt kylling.

På Values Voter Summit samme år kunne deltagerne forsynes sig med ”Obama Waffles”, et vaffelmiks indpakket i æsker, hvis forside viste et negroidt skulende billede af kandidaten. Falske hiphop-tekster var indgraveret på siderne (’Barrys Bling Bling Waffle Ring’), og på bagsiden af samme pakke var der en karikatur af Obama iført en turban og en inskription, der lød: ’Ret æsken mod Mekka for lækrere vaffelsmag’. Gimmicken blev fordømt af topmødets sponsor, Family Research Council. Man ville kunne tilgives for at møde den fordømmelse med hånlatter.

Rådets præsident, Tony Perkins, havde engang talt om hvidt overherredømme i Rådet for Konservative Borgere med et sydstatsflag hejst bag sig. Og i 2015 skulle Perkins kalde debatten om Obamas fødselsattest for ’legitim’ og hævde, at det var fornuftigt at konkludere, at Obama faktisk var muslim.

På det tidspunkt havde birtherismen – som i høj grad havde fået næring af en ejendomsspekulant og reality-tv-stjerne ved navn Donald Trump – overtaget baglandet i det republikanske parti. I 2015 viste en meningsmåling, at 54 procent af de republikanske vælgere troede, Obama var muslim. Kun 29 procent mente, at han var blevet født i Amerika.

Ikke desto mindre vandt Obama en klar valgsejr i 2008. Hans tilhængere jublede. Som Jay-Z huskede begivenheden:

My president is black, in fact he’s half-white, So even in a racist mind, he’s half-right.

Ikke helt. En måned efter Obama var rykket ind i Det Hvide Hus, overtog en CNBC-personlighed ved navn Rick Santelli børs-salen i Chicago Mercantile Exchange og fordømte den nye præsidents indsats for at hjælpe boligejere, som var truet af boligkrisen. ”Hvor mange af jer vil betale til en nabo, som har optaget realkreditlån til et ekstra badeværelse, men ikke kan betale sine regninger?” spurgte Santelli de forsamlede tradere. Han proklamerede, at Obama skulle ”belønne de folk, der bærer vandet” snarere end dem, der ”drikker vandet” og fordømte de boligejere, der stod over for tvangsauktioner som ”tabere”.

Racefordomme var den underforståede forudsætning i Santellis udfald – boligkrisen og den aggressive udlånspolitik havde trukket et hærgende spor gennem de sorte samfund og gjort velstandskløften dybere – og det hele kulminerede med en opfordring til ”Tea Party-bevægelsen” om at bekæmpe Obamas præsidentielle politik. Faktisk havde højreorienterede ideologer haft planer om at opflamme en sådan modstand i årtier. De skulle ivrigt følge op på Santellis opfordring.

En af de intellektuelle forløbere for Tea Party siges at have været Ron Paul, en uortodoks republikaner, to gange præsidentkandidat, modstander af krigen i Irak og forkæmper for borgerrettigheder. På andre områder var Paul imidlertid mere traditionel. Op igennem 1990’erne udgav han en række racistiske nyhedsbreve, hvor han udnævnte New York til et Welfaria, kaldte Martin Luther King Jr. Day for Hate Whitey Day og hævdede, at 95 procent af de sorte mænd i Washington D.C. var enten ”halv- eller helkriminelle”. Pauls apologeter har hævdet, at han ikke havde skrevet nyhedsbrevene selv og ikke havde noget med dem at gøre, selv om de stort set alle blev offentliggjort i hans navn (”The Ron Paul Survival Report”, ”Ron Paul Politisk Report”, ”Dr. Ron Pauls Freedom Report”) og skrevet i hans særlige tonefald. Hvordan det nu end forholder sig, vakte nyhedsbrevene betydelig genklang hos hans ideologiske fæller.

I Obamas første embedsperiode udtrykte Tea Party-aktivisterne deres beklagelser i uskrømtede racistiske vendinger. Aktivister svingede med bannere med påskrifter om, at Obama ville indføre ”hvidt slaveri”, flagede med sydstatsfaner, afbildede Obama som heksedoktor og råbte slagord om, at han skulle ”tage tilbage til Kenya”. Tea Party-tilhængere skrev ”satiriske” breve, som de underskrev ”We Colored People” og nærede i det hele taget birtherismens flammer. En af Tea Party-bevægelsens mest fremtrædende sympatisører, radioværten Laura Ingraham, skrev en racistisk pamflet, hvor Michelle Obama blev skildret som en, der mæskede sig i højreb, mens radioværten Glenn Beck erklærede, at præsidenten var en ”racist” med et ”dybtliggende had til hvide mennesker”.

Tea Party-bevægelsens førende eksponent, Andrew Breitbart, iscenesatte et karakterdrab på Shirley Sherrod, det amerikanske landbrugsministeriums direktør for udvikling af landdistrikterne i Georgia, ved at udsende groft manipulerede videoer, hvor Sherrod fejlagtigt blev tillagt antihvide racistiske skældsord, som endte med at føre til hendes afskedigelse. (I en ukarakteristisk fej handling gav Obama-administrationen krysteragtigt efter for denne kampagne.)

Ved de sjældne lejligheder, hvor Obama fandt anledning til at angribe racismen i offentlige udtalelser, opstod der hver gang forargelsesstorme, som truede med at forstyrre hans regeringsdagsorden. Da præsidenten i juli 2009 gjorde indsigelse mod anholdelsen af ​​den fremtrædende Harvard-professor Henry Louis Gates Jr., da sidstnævnte forsøgte at låse sig ind i sit eget hus, og påpegede, at den betjent, der foretog anholdelsen, havde ”handlet dumt”, erklærede en tredjedel af hvide i en efterfølgende meningsmåling, at den bemærkning gav dem et mere negativt syn på præsidenten, mens to tredjedele var enige i, at det var Obama, som havde ”handlet dumt” ved overhovedet at kommentere episoden. En forslået Obama besluttede sig herefter for, at hans offentlige udtalelser om race ikke længere skulle være løsrevne og løbende kommentarer, men være formuleret overordnet med henblik på at få en kalkuleret effekt.

Det var muligvis et klogt træk, men de verbale overfusninger fortsatte. Under Obamas tale i 2009 om sygeforsikringsreformen til en samlet kongres, afbrød Joe Wilson, republikansk kongresmedlem fra South Carolina, ham i en uhørt overtrædelse af præcedens og anstændighed med tilråb som ”du lyver!”. Et Missouri-kongresmedlem sammenlignede Obama med en abe. En republikansk partiembedsmand i Californien tog temaet op og sendte et billede til sine venner, der forestillede Obama som chimpanse med en ledsagende tekst, der forklarede:

”Nu ved I, hvorfor der ikke findes nogen fødselsattest!” Den tidligere vicepræsidentkandidat Sarah Palin vurderede præsidentens udenrigspolitik som ”shuck and jive shtick”. Newt Gingrich gav ham tilnavnet ”madkupon”-præsidenten. Alle disse retoriske angreb imod præsidenten blev fulgt op af reelle angreb mod hans politiske base – i 2011 og 2012 indførte hele 19 stater stemmeretsbegrænsninger, som gjorde det sværere for afroamerikanere til at stemme.

Men ligesom i 2008 formåede Obama alligevel at vinde valget overlegent i 2012. Forud for valget havde den evigt optimistiske Obama hævdet, at før eller siden ville de uforsonlige republikanere beslutte sig for at arbejde sammen med ham om skabe fremskridt til nationens og det fælles bedste. Men intet tværpolitisk arbejde var under opsejling. I stedet gik lovgivningsarbejdet i stå og velkendte temaer dukkede op igen. En Idaho-GOP-embedsmand lagde et foto på Facebook, der viste en fælde, der ventede på Obama. Lokkemaden var en skive vandmelon.

Billedteksten lød: ”Breaking: Sikkerhedstjenesten har netop afsløret et komplot om at kidnappe præsidenten. Flere detaljer, når vi får dem … ” I 2014 forsamledes konservative aktivister om at støtte Cliven Bundys væbnede protest mod forbundsstatslige opkrævninger af afgræsningsafgifter. Da journalister begyndte at ankomme til Bundys ranch i Nevada, tilbød Bundy dem sine udtalelser om ”Negeren”. ”De aborterer deres små børn, de sætter deres unge mænd i fængsel, for de har aldrig lært at plukke bomuld,” forklarede Bundy. ”Og jeg har ofte spekuleret på, om de ikke ville være bedre stillet som slaver, hvor de kunne plukke bomuld og have et ordentligt familieliv og gøre ting, end de er nu med bistandspenge fra staten? De fik ikke mere frihed. De fik mindre frihed.”

Samme år efter drabet på Michael Brown indledte Justitsministeriet en undersøgelse af politiet i Ferguson, Missouri. Deres efterforskere fandt en by, der gennem racemæssig profilering, vilkårlige bøder og udbredt chikane havde misbrugt sit politiarbejde til selvberigelse. Disse plyndringer blev sanktioneret gennem en racistisk humor, der florerede via interne e-mails blandt politifolk, der senere kom for dagens lys. USA’s præsident, som i sit første år i embedet angiveligt fik tre gange flere dødstrusler end nogen af sine forgængere, var et yndet mål.

Megen blæk er spildt i forsøg på at forstå Tea Party-protesterne og Donald Trumps præsident-kandidatur i 2016. En teori, som er populær blandt (primært) hvide intellektuelle af varierende politisk observans, fastslår, at svaret i overvejende grad er utilfreds rumlen hos ​​en hvid arbejderklasse, der føler sig truet af den globaliserede kapitalisme og dens oligark-vælde. At afvise disse rumlerier som ren racisme var at udtale sig nedladende om det svigtede proletariat, som alt for længe havde lidt under kysteliteternes kulturelle foragt og de hjerteløse teknokraters ufølsomhed.

Racisme var ikke noget, der skulle vurderes køligt og empirisk, men en bagvaskelse af den jævne, arbejdende mand. Afindustrialisering, globalisering og bred indkomstulighed var de reelle faktorer. Men de har ramt med mindst lige så stor kraft blandt sorte og latinoer i vores land, som de har blandt hvide mennesker. Og alligevel har disse grupper mærkeligt nok ikke nogen repræsentation i denne nye populisme.

Christopher S. Parker og Matt A. Barreto, politologer ved henholdvis University of Washington og UCLA, har konstateret en forholdsvis stærk sammenhæng mellem racisme og Tea Party-medlemskab. ”Hvide er mindre tilbøjelige til at føle sympati for Tea Party af materielle grunde, hvilket tyder på, at det i forhold til andre grupper snarere handler om social prestige,” siger de. Forestillingen om, at Tea Party skulle repræsenterer en retfærdig, men ufokuseret harme hos en forurettet klasse, gjorde det muligt for alle fra venstreorienterede til neoliberale til hvide nationalister at overse en langt mere gruopvækkende og enkel virkelighed: Store dele af befolkningen i dette land har ikke brudt sig om, at deres præsident var sort, og disse dele var ikke først og fremmest sammensat af mennesker, der var blevet ofre for årtiers blinde tiltro til samfundets markeds-gørelse.

Det var lettere at forestille sig, at forurettelsen, som rettede sig mod præsidenten, var et spøgelse fra lukkede fabrikker og nedlagte fagforeningskontorer, end det den virkelig var: en bevægelse igangsat af fanatiske og skræmte hvide kapitalister, der rasede fra børslokalerne i et af verdens store finansielle centre.

At bevægelsen i sommeren 2015 blomstrede op i fuldt flor med Donald Trumps kandidatur – en mand, der bragte sig selv i politisk mediefokus ved at kolportere den racistiske myte, at præsidenten slet ikke var amerikaner. Det var birtherisme – ikke handelspolitik, ikke arbejdsmarkedsforhold, ikke isolationisme – der blev afsættet for Trumps indtog i valgkampen. Efter uventet at være steget helt op til stratosfæren af ​​det republikanske politiske hierarki førte Trump en skamløs og ikke-imødegået kampagne på kvindehad, islamofobi og fremmedhad. Og den 8. november 2016 vandt han præsidentvalget. Historikere vil komme til at bruge det næste århundrede på at analysere, hvordan et land med så angiveligt storslåede og indgroede demokratiske traditioner så hurtigt og så let kunne bringes til randen af ​​fascisme. Men man behøver ikke strække sig specielt langt for at konkludere, at en otte-årig kampagne af sammenhængende og åben racisme rettet mod lederen af ​​den frie verden har bidraget til at bane vejen for ham.

”De ville ride på tigeren. Og nu æder tigeren dem,” sagde David Axelrod til mig med henvisning til Det Republikanske Parti. Det var i oktober. Men hans ord var for optimistiske. Den tiger vil æde os alle.