Remo Casilli/Reuters/Ritzau Scanpix
Italien er “populismens laboratorium”, som politologen Marco Tarchi engang døbte landet. Netop nu bobler en mikstur i reagensglassene, der trækker landets politiske system længere ud på det højreradikale overdrev, og som måske bør få de demokratiske alarmklokker til at ringe i resten af Europa.
Frem mod næste års parlamentsvalg er premierminister Giorgia Meloni – som mange ellers ville kalde rigeligt højredrejet – ved at blive overhalet indenom af en ny dreng i den populistiske klasse. Europaparlamentarikeren og den tidligere general Roberto Vannacci brød i februar med regeringspartiet Lega for at stifte National Fremtid, som ifølge den seneste meningsmåling står til at få 7 pct. af stemmerne.
Vannacci vandrer ad stier i den højreradikale urskov, selv ikke masseforføreren Meloni har turdet betræde. I 2023 blev han fyret som general efter at have udgivet bogen Il mondo al contrario (‘Verden vendt på hovedet’). Et værk, der nok var blevet affejet som fascistisk fuldemandssnak, hvis ikke det kom fra et af landets højest rangerende officerer.
Alle de velkendte samfundsundergravere stod for skud: Feminister, homoseksuelle og ikke-hvide. I en særligt fyringsværdig passage skrev han: “Det normale er heteroseksualitet … kære homoseksuelle, I er ikke normale, accepter det nu!” Et andet sted skrev han om den sorte italienske volleyballspiller Paola Egonu, at hun trods sit statsborgerskab ikke kan være italiensk, fordi “hendes somatiske egenskaber ikke repræsenterer italienskhed”.
Med en fortælling om sig selv som offer for systemets censur forvandlede han det militære exit til en politisk opblomstring. Og hans prorussiske parti, der prædiker “remigration” af indvandrere, truer nu Melonis magtposition med en fortælling om, at premierministeren er blevet for blød – en moderat liberal, der lefler for den europæiske elite.
Meloni har længe forsøgt at renvaske sit fascistiske – eller postfascistiske – image og omtalt sit eget parti som et traditionelt konservativt parti à la toryerne i Storbritannien eller CDU i Tyskland. Nu virker hun dog opsat på at overbevise højreorienterede italienere om, at hun er langt hårdere end Vannacci antyder. Som Politico skriver: “Meloni vil ikke slås i sit eget spil.”
Da nogle tusinde migranter ankom til Ceuta, tordnede regeringslederen som den første i EU mod den spanske regering. Hun indførte striks grænsekontrol mod rejsende fra Spanien – hvilket har fanget turister i et besværligt lufthavnslimbo – og stadfæstede sit tætte samarbejde med sin indvandrerfjendske kollega Mette Frederiksen. Ifølge europaparlamentarikeren Giorgio Gori fra centrum-venstre partiet Demokratiske Parti var Melonis reaktion “udelukkende resultatet af politiske kalkulationer på hjemmefronten”.
Melonis xenofobiske opskalering er en advarsel til resten af Europa. Herhjemme har vi allerede set, hvordan et parti som Dansk Folkeparti har vist sig som en mørk magnet, der har trukket det politiske centrum mod det yderste højres værdipolitik. Men Vannaccis indflydelse på Meloni viser, at magnetismen også virker på dem, man egentlig ikke troede kunne komme længere ud.
I Storbritannien er også Reform UK’s Nigel Farage tvunget til at forholde sig til det endnu mere yderligtgående Restore Britain. Partiet går ind for dødstraf, huser medlemmet Charlie Downes, som har antydet, at Farage er “købt af jøder”, og står pt. til 4 pct. af stemmerne. Indtil videre har Farage afvist at samarbejde med partiet, før de har smidt Downes på porten.
Ultimatummer har det dog med at sive væk, hvis vælgerne gør det samme. Og det populistiske laboratorium i Italien viser, at der tilsyneladende ikke er nogen grænser for, hvor ekstrem den politiske magnetisme kan blive. /Claes T. Sørensen