Kære læser

Præsidenten holder fridag

Simon Wohlfahrt/AFP/Ritzau Scanpix

Jeg var naglet til sandet af alle sommerens kræfter.

Bonjour Tristesse, Françoise Sagan. 1954.

 

Vi er over halvvejs i les aoûtiens, den store augustsommerferie. Bruxelles holder ferielukket, i Italien holder de villeggiatura, en lang, langsommelig ferie langt væk fra storbyen, og i Frankrig kører præsidenten på jet ski, og politikerne holder fri, også alle præsidentkandidaterne. Lige undtagen én.

I modsætning til sine konkurrenter har den 37-årige Gabriel Attal ikke tænkt sig at lade sig nagle til sandet eller stå og snave på stranden. Derimod har den tidligere premierminister holdt sig travlt beskæftiget med at rejse landet rundt og dominere nyhedsfladen bl.a. ved at antaste franske romaer, der også går under betegnelsen gens du voyage, for deres ulovlige ophold, i håbet om at indhente Édouard Phillippe, en anden og mere populær højresvingende centrist. Da de har en stort set identisk vælgerbase, lyder aftalen mellem Attal og Phillippe, at kun én af dem skal stille op.

En anden arbejdshest i sommervarmen er 40-årige Sébastien Lecornu, der har haft den utaknemmelige opgave at være premierminister i det seneste år. Lecornu var mandag ude at præsentere en hjælpepakke på 12 millioner euro til Gironde-området. Det sydvestlige område har været hårdt ramt af sommerens voldsomme brande, men hjælpen var øjensynlig kommet for sent, idet beboere i den nedbrændte by Le Porge buhede ad premierministeren, da han lagde vejen forbi.

I modsætning til Attal og Phillippe er Lecornu ifølge Le Monde præsident Emmanuel Macrons egen favorit til rollen som arvtager. Også selvom Lecornu igen og igen har afvist, at han stiller op. De to førnævnte har nemlig gjort sig noget upopulære i Élysée-palæet i deres afstandstagen til Macron, mens deres præsidentvalgskampagner har været præget af en lettere ubeslutsomhed i, hvorvidt de skal eller ikke skal kritisere deres tidligere chefs politik.

Men præsidenten holder fridag.

Attal og Lecornus sommerjobs taler ind i en større fransk tendens. Hele 40 pct. af franskmændene har ikke råd til at forlade deres hjem for at tage på sommerferie. Og i dag tirsdag bliver der udbetalt penge til tre millioner lavindkomstbørnefamilier, der repræsenterer fem millioner børn, som har svært ved at kunne betale deres børns skolegang her op til skolestarten i september.

Så franskmændene har altså sig temmelig sure på de billeder, tabloidmagasinet Paris Match har taget af en solbrun præsident på jetski.

“Under hedebølgen, hvor Frankrig brænder, og hvor nogle franskmænd ikke kunne tage på ferie, morer præsidenten sig på en jetski i Brégançon. Er det budskabet? Meget vellykket,” kommenterede den socialistiske leder Olivier Faure. Ifølge folk fra Macrons indercirkel bør man dog se billedet som et bevis på, at præsidenten ikke har tænkt sig at holde sig i baggrunden i det kommende valg. Derfor skal man kigge mod den pligtopfyldende Lecornu, der også var i Paris Match denne sommer:

“Jeg blander mig ikke i præsidentvalget. Til gengæld beder jeg præsidentkandidaterne om ikke at hindre regeringens arbejde,” sagde han tilbage i juli i et stort interview med magasinet (betalingsmur). Lecornu har til trods for at blive buhet af befolkningen nydt godt af faktisk at være forholdsvis vellidt i meningsmålingerne (for en fransk premierminister). Lecornu fortsætter dog med at afvise idéen om at stille op og har ifølge Le Monde kritiseret den privat, fordi det afsporer hans eneste virkelige mission: at få et kompromis igennem parlamentet, så han kan få et budget på plads inden den 31. december.

Her kan man altså tale om en mand med en sommerdrøm. /Astrid Plum

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12