Det mærkelige magtpar

Mette Frederiksen er omgærdet af voksende mystik. I Rom og Madrid har man stadig sværere ved at forstå, hvad der egentlig foregår nordpå.

Er de blevet gale i København? Er hun overhovedet socialdemokrat? Eller er problemet snarere, at man i Sydeuropa stadig tror, man ved, hvordan en socialdemokrat ser ud?

I et opsigtsvækkende brev til toppen af den europæiske socialdemokratiske familie kaldes Frederiksens alliance med Italiens højreorienterede premierminister Giorgia Meloni “inaccettabile”. Modtageren er en anden skandinav, Stefan Löfven, tidligere svensk statsminister og nu formand for Europas socialdemokrater.

For få år siden ville anklagen have lydt absurd: Danmarks socialdemokratiske statsminister er kommet for tæt på arvtageren til efterkrigstidens italienske nyfascisme.

Brevet er underskrevet af Peppe Provenzano, udenrigspolitisk ansvarlig for Italiens Partito Democratico, og den spanske socialist Javi López. De vil have Frederiksen-sagen taget op i Party of European Socialists. Udgangspunktet er konflikten om Ceuta, men anklagen er større: Europæisk solidaritet kan ikke være selektiv, skriver de. Det er uacceptabelt, at et medlem af deres egen politiske familie har valgt at koordinere med Meloni.

Allerede de to navne ved siden af hinanden ser forkerte ud: Mette Frederiksen + Giorgia Meloni.

Den nordiske velfærdsstats statsminister koblet sammen med en regeringschef fra den italienske postfascismes efterkommere. Det er ikke sådan, møblerne normalt står i det europæiske udstillingsvindue.

Corriere della Sera har døbt dem “la strana coppia”, det mærkelige par. Efterhånden er det svært at kalde samarbejdet enkelte sammenfald. De er begyndt at sætte kursen på Europas migrationspolitik. Måske også på mere end det.

Bevidst forvirring

Brevskriverne behøver ikke lede længe efter bevismateriale. Kun en uge tidligere havde Frederiksen og Meloni offentliggjort et fælles budskab om migration på Instagram. De gjorde selv forskellen mellem dem til en pointe: Trods Nord og Syd, socialdemokrati og konservatisme stod de sammen om at “forsvare Europa” mod ukontrolleret migration.

Sydfra er Frederiksen derfor ikke længere bare Danmarks aparte, stramme socialdemokrat. Hun er Melonis partner.

Forundringen kan aflæses direkte i de italienske aviser. I juni beskrev la Repubblica den danske model som “Sì welfare e no migranti”: ja til velfærd, nej til migranter. I august skrev samme avis om “il modello duro della Danimarca”, Danmarks hårde model, mens La Stampa kaldte Frederiksen “la socialdemocratica dei confini chiusi”: socialdemokraten med de lukkede grænser.

Danmark er stadig den nordiske velfærdsstat, som generationer af europæiske socialdemokrater har bladret i som et politisk IKEA-katalog: Sådan kunne man også indrette et samfund. Bare ikke længere på migration. Her er det pludselig den italienske højrefløj, der peger mod København.

For Meloni er det politisk næsten for godt. Jo mere Frederiksen forvirrer venstrefløjen sydpå, desto mere anvendelig bliver hun. En nordisk socialdemokrat kan gøre argumenter, der før lugtede af italiensk højrefløj, til almindelig europæisk politik.

Marxisten Antonio Gramsci ville have genkendt mekanismen. Han kaldte det hegemoni: den egentlige sejr kommer, når modstanderen begynder at tænke inden for ens begreber. Men han ville næppe have forestillet sig København som forsøgsstation.

Den nye normal

Frederiksen er ikke Melonis discipel. Hun er noget mere nyttigt: en normalisator.

Corriere della Sera kalder samarbejdet en “alleanza trasversale”, en alliance på tværs. For Meloni er forskellen mellem de to ikke et problem. Den er hele fidusen.

Og den virker. Da Italien og Danmark i begyndelsen af august krævede et fælles europæisk svar på Ceuta-krisen, stod 22 regeringschefer bag brevet.

Det er den bevægelse, Provenzano og López forsøger at standse. I brevet kalder de dagsordenen stadig mere “koordineret” og “strukturel”.

Men hvorfor blev det lige Mette Frederiksen?

Fredag den 21. april 2023 var hun privat i Italien. Alligevel tog hun til Palazzo Chigi. Meloni havde været premierminister i knap et halvt år. På dagsordenen stod migration.

Det gik bedre, end nogen af deres hidtidige politiske venner siden skulle komme til at bryde sig om. /Lars Trier Mogensen