Benoit Tessier/Reuters/Ritzau Scanpix
Da Friedrich Nietzsche erklærede, at “Gud er død” i Den muntre videnskab (1882), mente han, at religionen efter videnskabens fremvækst i oplysningstiden havde mistet sin rolle som et meningsgivende fundament i tilværelsen.
I takt med religionens dalende autoritet har vesterlændinge forsøgt sig med alternative flugtveje fra den eksistentielle tomhed. Samtiden byder på mere eller mindre håbløse forsøg som astrologi, teknofili og reformerpilates. Men også fodbold.
Den gamle sport er rig på ritualer og vækker i fans hellige følelser, man sjældent finder i en sekulariseret verden. Som den fodboldelskende filosof Simon Critchley har sagt: “Fodbold er et af de få områder i vores sociale liv, hvor overgivelsen til et højere kald kan finde sted.”
Fodboldens kvasireligiøse status i samtiden kan man mene om, hvad man vil. Men den virker afgørende for at forstå betydningen af det magtopgør, der i øjeblikket udspiller sig i og omkring det internationale fodboldforbund FIFA.
Flere tidligere spillere slutter sig nu til det voksende kor af kritikere, der ønsker et farvel til organisationens bundkorrupte præsident Gianno Infantino. Den forhenværende Manchester United-spiller Mikaël Silvestre – der sidder i et rådgivende Fifa-panel – delte mandag et opslag på X med titlen “nok er nok,” som siden er blevet delt af andre toneangivende boldpensionister. Samme dag meldte Irlands fodboldforbund, at man har trukket støtten til Infantino.
Oprøret brød ud i slutningen af juli, da Infantino foreslog at sælge 20 pct. af VM til private investorer. Korruptionens klokker ringede, da det kom frem, at den mest fremtrædende investor var Joshua Kushner, bror til Donald Trumps svigersøn Jared Kushner.
Efter den europæiske fodboldorganisation UEFA truede med at boykotte turneringen, trak præsidenten forslaget tilbage og beklagede. Men modstanden har holdt ved. For det kapitalistiske projekt bekræftede Infantinos kærlige forhold til autokrater og lyssky pengemænd, som fordærver sporten ved at føre den i en hyperkommerciel retning.
Oprøret kan måske undre. For har fodbold ikke længe været korrupt og ultrakapitalistisk? Jo, men det er, som om Infantino har overtrådt en hellig grænse. Som Weekendavisens sportskribent Asker Boye forklarer i Genstart: “Han bryder med en helt afgørende skillelinje i fodboldens verden. Uanset hvor korrupt FIFA har været før i tiden, har der været en adskillelse mellem det kommercielle og det organisatorisk-politiske.”
I lyset af fodboldens religiøse klangbund kan det vel sammenlignes med, at pave Leo XIV foreslår at sælge dele af den katolske kirkes årlige påskemesse til et amerikansk investeringsselskab. Mon ikke katolikker verden over ville protestere mod profittens indtog som et dæmonisk foretagende?
I fodboldens verden er Gianno Infantino djævlen, der må uddrives for at bevare sportens renhed. Indtil videre må oprørsbevægelsen dog vente på sin messias. I et afsnit af podcasten The Rest is Politics mandag afslørede UEFA’s præsident Aleksander Čeferin, at han ikke vil udfordre Infantino til FIFA’s præsidentvalg i foråret 2027.
Rebellernes europæiske leder fremstod ellers oplagt som arvtager. Men mon ikke, der nok skal vise sig en anden udfordrer? Som Čeferin selv sagde i interviewet: “Du kan udsætte mennesker for hvad som helst, men du kan ikke tage fodbold fra dem.” /Claes T. Sørensen