Afstemning om en afstemning

Nei- og já-siden lå ellers i dødt løb i meningsmålingerne op til lørdagens folkeafstemning i Island. Alligevel var det kun knap fem procentpoints forskel, der afgjorde, at Island ikke skal genoptage forhandlingerne om at blive en del af EU. 52,8 pct. sagde nej, 47,2 pct. sagde ja – med en overvægt af jasigere i hovedstaden Reykjavík. Mere end otte ud af ti islændinge var mødt op for at afgive deres stemme.

Island ansøgte i 2009 om at blive en del af EU. Som Føljeton tidligere har beskrevet i en reportage om det udeblevne islandske EU-medlemskab, troede man engang, at optagelse kun ville være et spørgsmål om formalia. Men da de EU-kritiske partier Framsóknarflokkurinn og Sjálfstæðisflokkurinn fik magten ved valget i 2013, satte de EU-planerne helt på pause med bekymringer om fiskekvoter og Islands suverænitet:

“Selvom det hidsigt blev diskuteret i Alþingi – det islandske parlament, Altinget – hvorvidt man skulle inddrage befolkningen direkte, kom og gik Islands EU-forhandlinger uden en folkeafstemning. Af samme grund er det nu [europabevægelsen] Evrópuhreyfingins første og vigtigste mål: At få en konkret dom over, om der faktisk er opbakning til et EU-medlemskab blandt islændingene.”

Det er der – i hvert fald delvist – stadig ikke.

Kun midlertidigt

Folkeafstemningen var et løfte fra regeringen, der blev valgt i 2024, bestående af Socialdemokratiet, Det Liberale Reformparti og Folkets Parti – selvom sidstnævnte egentlig var imod. Den skulle holdes “senest i 2027”, lød det i regeringens koalitionsaftale.

Men folkeafstemningen var reelt ikke en afstemning om EU-medlemskab, snarere en afstemning om en afstemning. Havde de islandske vælgere sagt ja til forslaget om at genoptage forhandlingerne, kunne der gå op til flere år, før Island så skulle holde en egentlig folkeafstemning om at sige ja eller nej til konkret at tiltræde EU. Folkeafstemningen var altså blot en måde at tage temperaturen og én gang for alle lægge fast, om regeringen både internt og med oppositionen skulle blive ved med at strides om EU.

Den socialdemokratiske islandske statsminister Kristrún Frostadóttir var forhåbningsfuld forud for lørdagen: “Jeg ved, at man vil træffe den rigtige beslutning. Jeg vil respektere den beslutning, uanset hvad den måtte blive,” sagde hun til mbl.is, men uddybede så: “Enten går vi ind i disse forhandlinger, stræber efter en god aftale og ser så, hvad der sker, eller også lægger vi diskussionen om Den Europæiske Union på hylden, i det mindste foreløbig.”

I det mindste lige foreløbig.

Svækket hjemmefront

Kristrún Frostadóttir har flere gange insisteret på, at hun ikke vil forhandle med EU i sin regeringsperiode, hvis svaret blev nej. Alligevel var nederlaget tilsyneladende tilpas småt til, at hun ikke kunne undgå at vende glasset fra halvt tom til halvt fuldt i weekenden:

“47 pct. af befolkningen var interesseret i det,” sagde Frostadóttir efter afstemningen. “Jeg synes, det er vigtigt, at vi i de kommende måneder og uger tager hensyn til dette synspunkt.”

Der er altså intet, der på papiret stopper hverken den siddende eller en kommende regering i at tage spørgsmålet op igen.

“Det er afgørende, at vi lige nu gør status og træffer en beslutning om, hvad vi skal gøre med … ansøgningen,” sagde Frostadóttir ifølge Politico også om ansøgningen fra 2013, der aldrig formelt blev trukket tilbage.

Til samme medie udtaler professor i statskundskab ved Bifröst Universitet Eiríkur Bergmann, at afstemningen ikke desto mindre er et “hårdt slag” for regeringen.

“Koalitionen vil komme ud af det her mærkbart svækket på hjemmefronten, da den har sat betydelig politisk kapital på spil for at sikre sig mandat til at genoptage forhandlingerne.” /Emma Louise Stenholm