Den islandske model

EU-skeptikere udlægger Islands nej til at forhandle medlemskab af EU som en sejr.

Især på højrefløjen: Fra Frankrig skriver Marine Le Pen på X, at “afstemningen minder os om, at et andet Europa er muligt – et Europa bestående af frie, suveræne nationer, der frivilligt samarbejder om spørgsmål af fælles interesse”. Mens den britiske Reform-leder Nigel Farage ønsker Island “tillykke … med at bevare sin uafhængighed”.

At lørdagens folkeafstemning om at genoptage medlemskabsforhandlinger med EU var et spørgsmål om decideret uafhængighed, er dog en sandhed med modifikationer. Island er allerede dybt integreret i det europæiske samarbejde, og netop derfor har EU-Kommissionen været anderledes lavmælt.

EU-Kommissionen “respekterer” det islandske folks valg, sagde en talsperson, da 52,8 pct. stemte nej til at forhandle EU-medlemskab her og nu. “Island er fortsat en af EU’s nærmeste og mest betroede partnere,” lød det ligeledes fra António Costa, formand for Det Europæiske Råd.

Ikke ligefrem noget, der bare minder om reaktionerne på Brexit – eller dem, der potentielt kunne komme i kølvandet på den slags Frexit, Marine Le Pen siger, at hun arbejder for. For Le Pen handler Frexit ikke om at forlade unionen – “det er ikke mit mål”, sagde hun for fire år siden – men om at ændre den indefra.

Klar på kompromis

EU ville ikke være ligeglad med at få Island med ombord. Mest af alt, fordi det kunne have skabt momentum i de stillestående forhandlinger med de andre lande, der venter på medlemskab af EU – herunder Ukraine, Moldova og Georgien, der på grund af krigen i Ukraine har stillet sig i kø for at blive optaget.

Men når reaktionerne fra Bruxelles er mere afdæmpede end EU-skeptikernes, skyldes det, at der langt fra er det samme på spil for de pågældende lande.

Island er allerede en aktiv del af EØS-samarbejdet samt bl.a. Schengen og det indre marked. Dog med en række forbehold: EU’s fælles fiskeripolitik (CFP) og den fælles landbrugspolitik (CAP) er undtaget – hvilket nej-siden har spillet på i kampagnen for fortsat at holde Island formelt ude af EU.

Som Dagbladet Information skriver i en analyse søndag (betalingsmur), har der dog i Bruxelles været tegn på, at EU ville kunne være klar på kompromiser, hvis islændingene omvendt signalerede, at de var klar på at prøve igen – Island sendte allerede en ansøgning om medlemskab af sted i 2009, der fire år senere blev droppet af den efterfølgende regering.

“EU havde også stærke grunde til at være fleksibel i forhandlingerne. Et islandsk medlemskab ville give unionen en velstående og ukompliceret udvidelseshistorie på et tidspunkt, hvor andre optagelsesforhandlinger med lande i Østeuropa og på Balkan er langt vanskeligere,” lyder det fra avisens europakorrespondent Martin Gøttske.

Et halvt ægteskab

For lande som Ukraine, Moldova og Georgien er EU-medlemskab betinget af, at de gennemfører gennemgribende reformer. Og fordi Island praktisk talt allerede er en del af den europæiske økonomi – også uden for euroen – kan man derfor ikke konkludere, at lørdagens folkeafstemning var et nej til EU.

Som den italienske journalist David Carretta påpeger i dagens udgave af nyhedsbrevet Morning Post Europe, har flere kommentatorer da også forsøgt at finde den positive udlægning af det islandske nej: At “den islandske model” kan tjene som eksempel på, at man godt kan have et tæt samarbejde med EU, uden nødvendigvis at være helt med – en model, som eksempelvis Storbritannien kunne lære af ved at genindtræde i dele af EU-samarbejdet.

Carretta kalder det et registreret partnerskab frem for et fuldt ægteskab og citerer Alberto Alemanno, professor ved HEC Paris, der i et indlæg på Substack skriver, at den islandske folkeafstemning derfor ikke skal læses som et nej tak til mere europæisk integration. “Det viser, at den nuværende EØS-aftale – adgang til det indre marked, fri bevægelighed og deltagelse i EU-programmer uden stemmeret i forhold til EU-reglerne – er tilstrækkeligt attraktiv til at opretholde status quo.”

Ifølge David Carretta kommer cherrypicking ikke uden konsekvenser. I forholdet til Storbritannien har tilgangen fra Brurxelles også været tydelig: Hvis man vil være med, må man være med helt – og betale for det. For som Carretta også skriver: Med et “Europa à la carte” følger en risiko for politisk disintegration.

“En dag, hvis hun bliver valgt til Élysée-paladset, kunne Marine Le Pen henvise til den ‘islandske model’ for at fremstille Frexit som et billigere ‘civilpartnerskab’ med EU.” /Emma Louise Stenholm