Aktivist Aka Hansen havde i går, tirsdag, en opsang: ”Stilheden fra danske feminister er larmende i disse dage,” skrev hun på Instagram. Hun har fat i noget.
Siden spiralrapporterne udkom i sidste uge, har der været en masse snak. Det flyder med debatter, kronikker og interviews, men udover, at ingen af dem er fra de berørte kvinder selv, handler de heller ikke om selve spiralsagen. I stedet er fokus et helt andet sted.
”Begik Danmark folkedrab?” spørger vært Gitte Hansen i P1 Debat.
”Vil Trump bruge spiralsagen mod Danmark?” lyder spørgsmålet i Politiken.
”Folkedrab eller ej. Det er spørgsmålet.” begynder en artikel i Weekendavisen.
”Der er ingen evidens, der taler for, at Danmark begik folkedrab,” siger Jonas Christoffersen, advokat og udarbejder af den ene rapport, i Radio 4 formiddag.
”Dansk folkedrab?” hedder dagens Genstart.
Internationale medier er heller ikke fri for vinklen, som det fx ses i artikler fra BBC og Al Jazeera.
Formlen er næsten den samme på tværs af medierne. De to rapporters forskellige konklusioner – som i virkeligheden ikke er så forskellige – stilles skarpt op over for hinanden. Cullen og Dorough-rapporten vil ikke udelukke, at der kunne være tale om folkedrab. Christoffersen og Nedergaard-rapporten er skråsikker i sit nej i spørgsmålet om folkedrab. Herefter følger ofte et interview med jurist Jonas Christoffersen – af en eller anden grund er han den eneste fra kommissionen, som journalisterne kan få fat i. Til sidst kommer en korrespondent-type ind for at diskutere, hvordan Trump kunne finde på at udnytte ordet ’folkedrab’ i sit forsøg på at splitte Rigsfællesskabet op. Fra tid til anden optræder der en repræsentant fra Naleraq; partiet, der er de største tilhængere af grønlandsk uafhængighed.
Ønsker man et perspektiv fra inuit-kvinderne selv, skal man lede længe. Og det kan nok forklares rimelig simpelt: det her er ikke længere deres debat. Torsdag vedtog Folketinget en lov om godtgørelse for de berørte inuitkvinder, der uden samtykke eller uden tilstrækkeligt samtykke fik opsat spiral i perioden 1960-1991. De vil nu modtage en godtgørelse på 300.000 kr.
Det var en sejr, der vakte lettelse hos flere af kvinderne: “Jeg har det fantastisk godt over, at det overhovedet gik igennem. Det er jeg taknemlig for på vores kvinders vegne,” lød det fra en tilstedeværende i Folketingssalen. Dagen efter udkom spiralrapporterne, og det eneste ord Mediedanmark har tænkt på lige siden, er ’folkedrab’. Imens har kvinderne været tavse.
Mandag forklarede forpersonen for styregruppen i spiralsagen, Naja Lyberth, stilheden: ”Vi ønsker ikke at kommentere på folkedrabsbegrebet. For os i styregruppen i spiralsagen er begrebet folkedrab så alvorligt og vil blive stærkt retraumatiserende for de berørte, at vi møder det med stor varsomhed. Dette for at passe på vores medsøstre.”
Lyberths ord er klare. Det er nok derfor, den nuværende mediedebat virker så tonedøv. Pludselig handler det endnu en gang om jura og Danmarks følelser, frem for inuits oplevelser. Med det sagt vil vi igen overlade ordet til styregruppen:
”Vi ønsker fred til at være grønlændere – til at være kalaallit, der er født i Kalaallit Nunaat.” /Cecil Bank