Islands nei

Sprækker i Altinget

Var der valg til det islandske parlament i dag, ville den nuværende regeringskoalition ikke holde.

Leonhard Foeger/Reuters/Ritzau Scanpix

“Vi vil rådføre os med Parlamentets Udenrigsudvalg om, hvordan det her kapitel bedst kan afsluttes. Vi træffer på nuværende tidspunkt ingen endelige beslutninger herom.”

Islands socialdemokratiske statsminister Kristrún Frostadóttir havde lovet ikke at røre spørgsmålet i sin regeringsperiode, hvis islændingene lørdag stemte nej til at genoptage medlemskabsforhandlinger med EU. Men selvom det netop blev et nej, afviser Frostadóttir at trække den ansøgning om EU-medlemskab tilbage, som Island sendte af sted i 2009 – og som senere blev sat på pause af den EU-skeptiske regeringskoalition mellem landbrugspartiet Framsóknarflokkurinn og det konservative selvstændighedsparti Sjálfstæðisflokkurinn.

I et interview med Morgunblaðið onsdag understreger statsministeren, at intet er afgjort, hvad angår Islands fremtid i EU. “Spørgsmålet handler mere om, hvornår det ville være naturligt at trække ansøgningen tilbage, eller om dette kapitel kan lukkes på en anden måde. Jeg synes, det er naturligt, at vi tager os lidt tid til at tænke over de næste skridt,” lyder det i interviewet, der blev lavet efter et regeringsmøde tirsdag.

Med godt to år til parlamentsvalg i Island – der skal afholdes inden den 2. december 2028 – ville et ja ved lørdagens folkeafstemning have været afgørende for sammenhængskraften hos regeringspartierne Samfylkingin (Socialdemokratiet), Viðreisn (Det Liberale Reformparti) og Flokkur fólksins (Folkets Parti), der ellers er grundlæggende uenige om holdningen til EU.

Som det eneste af de tre regeringspartier er Folkets Parti imod EU-medlemskab. “Svaret er nej, Folkepartiet går ikke ind for, at vi ansøger om medlemskab af Den Europæiske Union,” sagde Flokkur fólksins’ formand Inga Sæland, landets børne- og uddannelsesminister, under en spørgetime i Altinget inden afstemningen lørdag.

Og opsummerede sin holdning sådan her:

“Vi lever bestemt i usikkerhed i det internationale system, der kræver, at vi er årvågne i forsvars- og udenrigspolitik, men en sådan situation retfærdiggør ikke radikale politiske ændringer. At blive medlem af EU ville være den største udenrigspolitiske beslutning, som Island ville træffe, siden landet blev republik, og det kræver omhyggelig forberedelse.”

Sæland gik dog med til at give befolkningen en folkeafstemning – som det blev lovet i regeringens koalitionsaftale – på den betingelse, at den islandske befolkning skulle have den endelige beslutning. Det vil sige en ny folkeafstemning om egentligt EU-medlemskab, hvis det i første omgang blev et ja til at genoptage forhandlingerne.

Siden det islandske nej har Flokkur fólksins-formanden afvist, at resultatet skulle skabe spændinger i regeringen.

Ikke desto mindre kæmper regeringskoalitionen med opbakning fra befolkningen. Ifølge den nyeste meningsmåling, der er publiceret tirsdag og omfatter svar fra både før og efter folkeafstemningen, ville Flokkur fólksins slet ikke få nogen pladser i parlamentet, hvis der var valg til Altinget i dag.

Som mediet RÚV skriver om meningsmålingen, ville det dermed betyde, at regeringen helt ville falde – selvom Socialdemokratiet kun er gået frem: Som ja-sigere er de stadig landets største parti og har kun vundet vælgere under deres kampagne for EU-medlemskab.

På paradoksal vis har ja-siden, der tabte ved lørdagens folkeafstemning, altså ikke lidt nogen større tab. Og således sender hverken folkeafstemningen eller meningsmålingerne et entydigt resultat om, at Island har sagt nej til EU. Intet om Islands fremtid i Bruxelles er for alvor afgjort. /Emma Louise Stenholm

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12