Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Har man set den glimrende tv-serie The Americans, vil man vide, at spionarbejde er overraskende banalt. Bevares, der er skruet op for både vold og parykker i serien, for den er trods alt et underholdningsprodukt. Som man følger de to KGB-agenter Philip og Elizabeth (eller Misja og Nadezjda, som de hedder på russisk) – der under dække af at være et almindeligt forstadsægtepar får tiltusket sig diverse amerikanske statshemmeligheder – står det dog klart, at spionnøglen ligger i charme og networking: Det gælder om at indsmigre sig hos ensomme, godtroende og hjælpsomme mennesker, som gladeligt fortæller ting, de ellers ikke burde.
Onsdag kunne man i Berlingske læse et ret vildt interview med PET’s kontraspionagechef Emil Græsholm. Han fortæller (betalingsmur), at man har afsløret Rusland i at lægge konkrete planer for sabotageaktioner mod virksomheder i Danmark. Meldingen kommer samtidig med, at Tyskland har beskyldt russerne for at stå bag en omtalt dronehændelse ved lufthavnen Leipzig/Halle. Ligesom den kommer i forlængelse af flere såkaldte gråzonehændelser den seneste måneds tid ved europæiske fabrikker, der leverer våben eller militært udstyr til Ukraine. Eksempelvis tyder meget på, at russerne også har været på spil i bl.a. Italien, Polen og Bulgarien. Ifølge Græsholm tegner der sig et billede af, at Rusland er begyndt at gå målrettet efter forsvarsindustrien i Europa. Hvilket igen kan indikere, at russerne er blevet mere pressede i krigen mod Ukraine, og derfor mere risikovillige.
Men hvorfor så fortælle om PET’s opdagelser til pressen? Hos DR har man fået Jacob Kaarsbo, tidligere chefanalytiker i Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), til at komme med den skarpe betragtning, at det kan være “et forsøg på at sende et signal til russerne om, at ‘vi ved godt, hvad I laver’”. Her vil vi så vove skinnet og sige, at det nok også er mere end et forsøg, når man i et offentligt interview siger, at man ved, hvad russerne laver. Hvilket bringer os videre til den forklaring, PET’s kontraspionagechef selv har i Berlingske: at ville kommunikere bredere om, hvordan Rusland rekrutterer “helt almindelige danskere”, som måske ikke engang ved, at de bliver rekrutteret af russerne.
PET har fx set eksempler på, hvordan folk via opslag på sociale medier bliver lokket til at udføre på overfladen uskyldige opgaver såsom at tage billeder af fabriksbygninger. De ved måske ikke, hvorfor de gør det, eller hvem de sender billederne til. Men når russerne modtager dem, er de kommet ét skridt nærmere i deres sabotageplanlægning. Det er, på mange måder, lige så skræmmende som det er banalt.
The Americans er blevet hyldet for sin relativt realistiske skildring af spionarbejdet. Serieskaber Joe Weisberg er da også tidligere CIA-agent. Ligesom idéen til serien kommer fra afsløringen af en ægte spionring tilbage i 2010, hvor en række russiske sleeper-agenter blev taget i at have levet som “almindelige” amerikanske par i årevis. For at gøre historien mere troværdig skruede Weisberg dog The Americans tilbage til koldkrigstiden, altså til dengang, alle frygtede russernes spionageevner. Gad vide, hvad folk havde sagt, hvis serien udspillede sig i Danmark anno 2026? /David Dragsted