Kære læser

En ny brandmur

Odd Andersen/AFP/Ritzau Scanpix

Vi tror aldrig helt, vi vil vænne os til at se, hvordan højreradikale politikere, grebet af en kollektiv sejrsrus, offentligt lefler for verdens rigeste mand. Søndag cementerede Alternative für Deutschland (AfD) sin status som Tysklands mest bekymrende magtfaktor, efter partiet smadrede igennem ved delstatsvalget i Sachsen-Anhalt og vandt 43,8 pct. af stemmerne. Hvilket fik AfD-spidskandidaten Ulrich Siegmund til at takke Elon Musk på X for den taktfaste støtte. Man ser for sig, hvordan Musk, da han har læst takketweetet, har ladet “sit hjerte gå ud” til AfD i en særpræget gestus.

Brandmuren er altså faldet, endnu engang må vi forholde os til det europæiske skred mod højreradikalismen, og til hvordan alt er sammenfiltret i et uoverskueligt netværk af techgiganter, populistpolitikere og forargelsesalgoritmer, der som en effektiv tysk bilfabrik er ved at producere det perfekt-fascistoide køretøj, der vil transportere os alle ud over afgrunden. Eller er det bare os, der er blevet lidt fartblinde?

I det mindste kan vi glæde os over, at fremtidige generationer får marginalt sværere ved at få de digitale påvirkningskampagner ind med modermælken. I hvert fald hvis det står til regeringen herhjemme, som i dag mandag står klar med udkastet til et lovforslag, som vil forbyde store techplatforme for børn og unge under 15 år. Bedre sent end aldrig, også selvom de foreløbige erfaringer (betalingsmur) fra Australien – som har indført en digital aldersgrænse på 16 år – ikke er overvældende, hvad angår om de unge så faktisk opholder sig mindre på de sociale medier. Hvad bliver det næste: at teenagere ryger puff bars og drikker hård spiritus, selvom de ikke må?

Uanset hvad loven siger, står vi stadig med det problem, at os over 15 år heller ikke kan håndtere den hæmningsløse adgang til de digitale fristelser. For slet ikke at tale om, at staten nok heller ikke kan. Vi begynder i hvert fald at mistænke, at det kunstigt intelligente it-system, der skulle levere fuldautomatiske ejendomsvurderinger (og som med tiden har udviklet sig til det dyreste offentlige it-projekt nogensinde), måske slet ikke er så smart igen. Kunne det tænkes, at Skat har jagtet et fatamorgana af techoptimering, som kun kan føre til demokratisk selvskade?

Nej, måske er vi for hurtige på aftrækkeren her efter flere års kontinuerlige møgsager om ejendomsvurderingerne, som allerede er blevet gennemhullet af nærmest samtlige boligejere i landet. Men vi er da ikke hurtigere end Rigsrevisionen, der i sidste uge meldte, at nu vil man altså undersøge det skandaleramte ejendomsvurderingssystem.

I undersøgelsen kan man passende medtage den dugfriske afsløring fra DR om, at de såkaldte “endelige vurderinger” af 100.000 lejligheder – svarende til en tredjedel af alle ejerlejligheder i Danmark – har vist sig at være forkerte. Til DR fortæller direktør i Vurderingsstyrelsen Anne-Sofie Jensen, at det ikke er så slemt som det lyder. Vurderingerne af 80.000 af lejlighederne er ikke mere end 20 pct. forkerte, hvilket er inden for det, man i styrelsen kalder “vurderingsnormen”. Hvor befriende må det ikke være: at kunne ramme 20 pct. forkert og stadig have ret.

Måske er vurderingsnormen den brandmur, vi i virkeligheden har brug for. /David Dragsted

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12