Skolepengene tilbage

Folkhemmet har leveret et pænt afkast i år. Midt i valgkampen kom der godt nyt til aktionærerne i landets største skolekoncern: Omsætningen i AcadeMedia har netop passeret 20 milliarder svenske kroner, og overskuddet nærmer sig en milliard. På Stockholmsbørsen steg aktien straks 3,5 pct.

Socialdemokraternas uddannelsespolitiske ordfører Anders Ygeman regner anderledes. I SVT’s Aktuellt oplistede han, hvor de offentligt betalte skolepenge efter hans mening ender: “På jagtslotte, vaffelhytter og sportsbiler”.

Men Ygeman har fået uventet selskab. Også Liberalerna, der kæmper for at holde Ulf Kristersson ved magten, vil nu helt “udfase aktieselskaberne fra skolen” og fjerne “profitinteressen” fra skolevæsenet.

På den anden side står Centerpartiet. Partiet har forkastet Kristersson på grund af samarbejdet med Sverigedemokraterna, peger nu på Socialdemokraternas Magdalena Andersson og forsvarer samtidig skolekoncernernes ret til at tjene penge.

Opgøret om markedsgørelsen af skolerne er kommet til at dominere den svenske valgkamp frem mod søndag, men skærer samtidig på kryds og tværs af blokkene: Andersson kan vinde på et løfte om at få profitten ud af skolen, men bagefter blive afhængig af et borgerligt midterparti, som vil bevare den.

Omvendt kan Kristersson kun fortsætte som statsminister med hjælp fra et liberalt parti, der vil afvikle selve den selskabsform, som de borgerlige ellers gjorde til et ideologisk prestigeprojekt.

Sverige har altså ikke bare fået Nordens mest vidtgående skolemarked. Partierne kan heller ikke længere blive enige om, hvad de skal stille op med det.

Og imens fortsætter forretningen.

Skalerbar skole

Klokken otte er der morgensamling. Klokken ni åbner Nasdaq Stockholm. Tickerkoden er ACAD.

Det store svenske skoleeksperiment begyndte imidlertid ikke med en aktie. Da Carl Bildts borgerlige regering kom til magten i begyndelsen af 1990’erne, åbnede han skolesystemet for et friere valg mellem kommunale og private skoler. De offentlige penge skulle følge barnet.

Dengang var der langt fra klasseværelset til jagtslottet. Reformen blev lanceret som et frihedsprojekt: pædagogiske alternativer og mulighed for at vælge den dårlige skole fra. De første friskoler var da også hovedsagelig små og lokale.

Der var bare noget ved modellen, som først for alvor blev interessant senere: Den kunne skaleres.

Flere elever gav flere offentlige kroner. Flere skoler gav større omsætning. Små friskoler kunne blive til kæder, og kæder til koncerner. Det pædagogiske alternativ kunne også sættes på regneark.

Det er på sin vis Milton Friedman med madpakke.

Bortset fra én ret svensk detalje: Forældrene betaler ikke selv ekstra for den private skole. Friskolernes indtægter kommer hovedsagelig fra offentlige midler, som kommunen betaler for hver enkelt elev. Og hvis skolen giver overskud, ja, så kan værdien trækkes ud til ejerne (betalingsmur).

Når pengene først følger eleverne ind ad døren, begynder forretningen for alvor på udgiftssiden. Det er her, gevinsten ligger. Først og fremmest i form af billigere lokaler og mindre personale.

De store skolekoncerner har således i gennemsnit færre lærere pr. elev og en lavere andel af både uddannede lærere og fastansatte.

Det er også her den politiske sårbarhed vokser frem. Færre lærere er vanskeligt at bortforklare.

Profit til eksamen

Problemet for skolemarkedet er, at politikerne også er begyndt at give karakterer. Og de er dårligere end AcadeMedias nye regnskabstal.

Det bugnende årsregnskab kom med udsøgt dårlig timing. Allerede dagen efter sad Socialdemokraternas leder Magdalena Andersson på tv og fældede sin dom over hele forretningsmodellen: “Profit og undervisning hører ikke sammen”.

Hun er langt fra alene om at mene, at tre årtiers skolemarked er løbet af sporet. Selv den borgerlige regering taler nu om “indbyggede fejl” i friskolesystemet og har lanceret en “helrenovering” med strammere kontrol og begrænsninger på, hvornår nye skoleejere må trække værdier ud.

I 1990’erne var konkurrencen løsningen. I 2026 er den blevet noget, selv dens gamle fortalere vil have mere kontrol med.

Magdalena Andersson har al mulig grund til at gøre mest muligt ud af retræten. Hun vil gerne flytte valgkampen over på skole og velfærd, hvor Socialdemokraterna står stærkere, og væk fra kriminalitet og migration, hvor højrefløjen helst vil slås.

Behovet er vokset, efter at oppositionens forspring i Novus/TV4 på blot to uger er skrumpet fra 6,9 til 2,6 procentpoint. Socialdemokraterna står samtidig kun til 25,8 pct.

Problemet for Andersson er bare, at valgkamp og regeringsmagt er to forskellige discipliner.

Hun kan muligvis hente de sidste afgørende stemmer på at love skolepengene tilbage til klasseværelset. Men allerede mandag morgen begynder mandatregningen at trække den anden vej. Uanset hvem der vinder, skal en ny regering hvile på partier, som er uenige om, hvor meget af det gamle skolemarked der faktisk skal rulles tilbage.

Den gamle højre-venstre-akse passer med andre ord stadig dårligere. Det er ikke længere bare venstrefløjen mod markedet og højrefløjen for. Liberaliseringsprojektet er begyndt at møde modstand fra sine egne sider.

Skolen er det mest børsnoterede eksempel. Men folkhemmet knirker flere steder end i klasseværelset. I boligpolitikken bliver mønstret endnu mærkeligere. Her er det Sverigedemokraternas Jimmie Åkesson, der vil trække håndbremsen på endnu en gammel liberaliseringsidé. /Lars Trier Mogensen