De nye lejekammerater

Jimmie Åkesson har en veludviklet næse for mere end høje benzinpriser. Han har fat i en endnu bredere folkelig utilfredshed, der retter sig mod alt fra gebyrgribbe til bolighajer.

Da Sverigedemokraterna (SD) skød valgkampen i gang i Upplands Väsby tidligere på sommeren, kortsluttede han straks den klassiske blokopdeling:

“Vi siger nej. Sværere er det ikke,” sagde partiets leder Jimmie Åkesson og stillede sig på tværs af dele af det borgerlige regeringsgrundlag.

Han lagde klart afstand til blå forslag om at lade huslejerne flyde frit på markedet, og dermed viser Åkesson også, hvorfor SD er så vanskeligt at placere økonomisk.

På migration og kriminalitet har partiet presset svensk politik markant mod højre. Men når konflikten bliver mere økonomisk kontant og kan aflæses direkte på den enkelte vælgers budgetkonto, støtter Åkesson ikke nødvendigvis de blå markedsløsninger.

Han ved udmærket, at Sverigedemokraterna derved krydser den gamle højre-venstre-linje. Åkesson lægger heller ikke skjul på, at han ikke fører traditionel borgerlig politik her. På huslejen står SD, siger han selv, “mere i midten”.

Kristersson kan altså vinde med det mest højreorienterede parlamentariske grundlag i nyere svensk tid og alligevel få sværere ved at gennemføre klassisk borgerlig økonomisk politik.

Jimmie Åkesson vil stramme grænserne for migranter og asylansøgere, men han går også til valg på at tøjle markedskræfterne. Det er dét, der gør Åkessons kurs så ubehagelig for Magdalena Andersson.

Hun går til valg på at beskytte “almindelige menneskers økonomi”, advarer mod et borgerligt “huslejechok” og siger klart nej til markedsleje.

Problemet er blot, at Åkesson har rykket ind på det samme terræn. Strammere grænser, hårdere straffe og samtidig en hånd på huslejen. Det er SD’s særlige form for velfærdsnationalisme.

Boliger til folket

Det er ikke første gang, huslejen får de svenske blokke til at gå i opløsning. Sidste gang spørgsmålet for alvor eksploderede, kostede det socialdemokraten Stefan Löfven statsministerposten. Han blev smidt ud af Regeringskancelliet på grund af en politisk set forfalden husleje.

Efter valget i 2018 brød Centerpartiet og Liberalerna med den gamle borgerlige blok for at holde Sverigedemokraterna væk fra regeringsmagten. De lod i stedet Löfven fortsætte med afsæt i den såkaldte Januaravtalen, men til en høj markedsliberal pris. Et af kravene var friere huslejesætning i nybyggeri.

Vänsterpartiet gjorde straks markedsleje til en rød linje. Da regeringen alligevel gik videre, gjorde venstrefløjen alvor af truslen, og for første gang i svensk historie blev en siddende statsminister fældet ved en mistillidsafstemning. Det mærkværdige flertal bestod af Moderaterna, Kristdemokraterna og Sverigedemokraterna på den ene side og Vänsterpartiet på den anden.

Når markedet driver huslejerne op, sprækker svensk politik på tværs. Og det kan skyldes, at boligen var selve kernen i det klassiske folkhem: Under Millionprogrammet blev der fra 1965 til 1974 bygget over en million boliger. Næsten en femtedel af den nuværende svenske boligmasse stammer fra perioden.

Millionprogrammet var ikke altid kønt, men det var folkhemmet støbt i beton: også almindelige lønmodtagere skulle kunne få et ordentligt hjem, der ikke først og fremmest var et investeringsobjekt.

Først i 1990’erne begyndte staten for alvor at trække sig tilbage fra dele af efterkrigstidens boligpolitik. Men én bastion stod dog stadig tilbage: huslejereguleringen. Og det er netop den sidste bastion, som Sverigedemokraterna nu stiller sig op foran for at beskytte. Folkhemmets fundament.

Den ubudne lejer

Jimmie Åkesson har placeret sig et ubekvemt sted for Socialdemokraterna. Fra valgkampens startskud har Magdalena Andersson derfor forsøgt at udstille SD som et parti, der er i lommen på storkapitalen, og som ikke interesserer sig for almindelige menneskers smalhals i hverdagen. Hun forsøgte sig tilmed med et slogan: “Mindre i lommen til Åkesson og Kristersson – og mere til Svensson.”

Men det er svært at trænge igennem, når Jimmie Åkesson ikke vil spille med på den politiske koreografi. I stedet har Socialdemokraterna forsøgt sig med et klassisk angreb: De siger én ting, men gør i virkeligheden noget helt andet, når de skal stemme i Riksdagen.

Så sent som i maj stemte SD sammen med Kristersson-regeringen for at gøre dele af lejeboligmarkedet mere fleksibelt og åbne for friere prisdannelse ved blandt andet privat udlejning og særlige virksomhedsboliger. Socialdemokraterna kalder det markedsleje ad bagdøren og bruger afstemningen som bevis på, at Åkessons nye rolle som lejernes beskytter ikke helt holder til et eftersyn.

SD svarer, at Socialdemokraterna blander to forskellige ting sammen. De nye regler gælder særlige dele af boligmarkedet, siger partiet, mens de almindelige lejeboliger fortsat skal være beskyttet mod markedsleje. Og Åkesson kan samtidig sende anklagen retur: Det var trods alt Socialdemokraterna selv, der under Stefan Löfven accepterede C og L’s krav om friere huslejer i nybyggeri for at beholde regeringsmagten.

Socialdemokraterna og Sverigedemokraterna kan pege på hinandens gamle fingeraftryk, men begge lægger klart afstand til markedsleje og nye liberale eksperimenter. Så selv om højrefløjen ser ud til at vokse, gør markedsliberalismen det ikke nødvendigvis. /Lars Trier Mogensen