Nils Meilvang/Ritzau Scanpix
I weekenden publicerede det undersøgende medie Redox et billede af en maskeret demonstrant, der heilede under lørdagens ‘March for Danmark’-optog i København, der var arrangeret af den nationalkonservative organisation Det Danske Folk (DDF). Visse højreradikale, herunder løsgængerpolitikeren Jacob Harris, har sået tvivl om billedets autenticitet, men i går mandag kunne TjekDet bekræfte, at billedet er ægte.
Det var ikke bare en enkelt demonstrant, der heilede. Ifølge billeder fra demonstrationerne var der flere. DDF, der med egne ord har til formål at arbejde for en ’fair og realistisk remigrationspolitik’ – hvad end det betyder – har taget afstand fra de heilende deltagere. Men ifølge forfatter, idéhistoriker og højrefløjsekspert Mathias Hee lugter det hele lidt af 90’ernes neonazisme: “Det ligner den type højreekstremisme, man så tidligere med de her sortklædte og heilende mænd, som går gennem gaderne i samlet flok,” siger han til Dagbladet Information (gavelink).
Cyrus Razavi, der er talsperson for DDF og arrangør af lørdagens optog, insisterer på, at der kun var tale om “få brodne kar”, og benægter ligeledes, at DDF har forbindelser til det højreradikale miljø. Det lader generelt til at have overrasket arrangørerne, at danske nynazister har følt sig velkomne til demonstrationen.
Før demonstrationen fandt sted, kunne Redox afsløre, at kendte danske nazister som Lars Hartvig og Martin Grønmark offentligt havde meddelt, at de ville deltage i optoget – viden, som de også forelagde for DDF. Allerede tilbage i august kunne samme medie berette, at en af DDF-lederne, Mick Fiala Lauritzen, flere gange har udvist sympati for kendte nyfascistiske frontfigurer, herunder den britiske Tommy Robinson.
Det er ikke kun i Danmark, at det radikale højre er blevet mere synligt i gadebilledet. Samme dag som ‘March for Danmark’-optoget blev der i England afholdt en antiimmigrationsprotest i den sydøstengelske by Dover. Protesten var arrangeret af Patriot Platform – en højreradikal gruppe stiftet af Tommy Robinsons næstkommanderende Daniel Thomas. Ligesom DDF er Patriot Platform både anti-islam og tilhængere af remigration.
Dagen efter afholdt Patriot Platform endnu en demonstration. Denne gang i havnebyen Portsmouth, hvor man havde fået nys om 140 asylansøgere, der ville ankomme med båd i løbet af aftenen. Begge protester blev hurtigt fordømt af britiske politikere. Også Nigel Farage, partileder af det fremmedfjendske Reform UK, kaldte efterfølgende Patriot Platform-demonstranterne “modbydelige” – måske i et strategisk forsøg på selv at fremstå stueren, på samme måde som DDF forsøger at tage afstand fra de nynazister, de udmærket selv vidste ville møde op.
Nynazismen ser altså ud til at blive mere og mere normaliseret. Som Mathias Hee siger til Information, er det i hvert fald hans indtryk, at gruppen af nynazister er “voksende” i Danmark: “Vi har ikke set nogen demonstrationer i mange år, hvor så mange fra den gruppering har været så tydelige i gadebilledet. Og hvis man kigger på de sociale medier, er det meget tydeligt, at man kan fornemme et retorisk skifte.”
Fik vi for resten nævnt, at Morten Messerschmidt (DF) var hædret gæst ved Robinsons festival sidste år? /Cecil Bank