Folkhem på børsen

Modstandernes politik

Sverige kan på søndag rykke endnu længere mod højre i værdipolitikken og samtidig væk fra tre årtiers markedsliberalisme. Jimmie Åkesson står til at vinde på begge bevægelser.

Arkivfoto. Pontus Lundahl/TT/Ritzau Scanpix

Partierne i Sverige slås om retten til at føre modstandernes politik. Valgkampen handler mindre om nye projekter end om, hvem der bedst kan overtage den andens gamle erkendelser: Socialdemokraterna er rykket mod højre i værdipolitikken, mens de borgerlige ruller baglæns mod venstre i synet på privatisering.

Det er en mærkelig form for politisk kappestrid, der foregår lige på den anden side af Øresund: Ingen af de to blokke har for alvor lyst til at forsvare det sted, de selv stod for ti eller tyve år siden.

Socialdemokraterna vil ikke længere beskyldes for at være bløde over for kriminalitet og migration. Højrefløjen vil omvendt ikke længere forbindes med markedseksperimenter, der er løbet af sporet.

Onsdag aften rykkede konkurrencen til Gasklockorna, Gävles gamle gasværk. Her mødtes de to meget forskellige produkter af svensk politisk kultur: På den ene side 59-årige Magdalena Andersson, socialdemokratisk systemmenneske med økonomuddannelse, finansministerium og en barndomsdrøm om at bestyre en Konsum-butik. På den anden 62-årige Ulf Kristersson, politisk opdraget i 1980’ernes markedsliberale højrebølge.

Og usynligt mellem dem 47-årige Jimmie Åkesson fra Sölvesborg i det gammeldanske Blekinge. Han har ledet Sverigedemokraterna siden 2005 og brugt to årtier på at flytte partiet fra yderkanten og helt ind i svensk politiks maskinrum.

Allerede inden kameraerne blev tændt, lå der også et brev mellem Andersson og Kristersson.

Kristersson krævede svar på, hvorfor Socialdemokraterna ikke straks havde stemt for at afskaffe den såkaldte ‘mängdrabatt’, som kan give rabat i den samlede straf for flere forbrydelser. Han gjorde en konkret voldtægtssag til eksempel og anklagede Andersson for at svigte ofrene.

Andersson kom op i det røde felt. Kristersson “spreder bevidst løgne”, sagde hun og kaldte det uværdigt af en statsminister at bruge en voldtægtssag som valgkampsvåben.

Men det mest interessante var, hvad hun ikke sagde.

To tanker i hovedet

Forhåndsfavoritten Andersson forsvarede ikke mildere straffe. Tværtimod.

Socialdemokraterna vil også fjerne strafrabatten for seksualforbrydelser og grov vold, og Andersson understregede, at det skal ske så hurtigt som muligt. Uenigheden med Kristersson handler mest om tempo og om, hvor hurtigt fængslerne kan skaffe plads til de mange ekstra indsatte.

Så i Gävle skændtes de to statsministerkandidater ikke om, hvorvidt Sverige skulle straffe hårdere. De skændtes om, hvem der mest troværdigt kunne gøre det.

Jimmie Åkesson behøvede ikke engang at stå på scenen. Han har brugt mere end tyve år på at flytte spørgsmål, der engang gjorde SD til politisk paria, ind i svensk mainstream: mindre indvandring, lettere udvisning og en hårdere stat over for kriminalitet.

Efter valget i 2022 fik SD direkte indflydelse gennem det blå Tidö-samarbejdet, og tiltag som visitationszoner, anonyme vidner og strammere statsborgerskabsregler står ikke længere blot i SD’s ønskekatalog. De er blevet lovgivning eller regeringspolitik. En del af den nye normalitet i Sverige.

Nu kan Sverigedemokraterna måske snart få ministerposter. For virkeligheden har leveret rigeligt med ammunition til Åkesson: Sverige har været igennem år med skyderier mellem kriminelle netværk, bomber mod opgange og en stadig mere grotesk rekruttering af børn til volden. Teenagere hyret som lejemordere.

Sverige har givet Åkesson en virkelighed, der passer ubehageligt godt til hans fortælling. Så godt, at Socialdemokraterna i dag ikke længere først og fremmest modsiger højrefløjens problemformulering. Socialdemokraterna har sågar fundet en formulering for øvelsen: Et regeringsparti skal kunne “holde to tanker i hovedet samtidig”.

Markedet afnoteres

Socialdemokraterna forsøger ikke længere at rulle højredrejningen tilbage. De forsøger at overtage den og føre den uden Sverigedemokraterna.

Og præcis den samme manøvre foregår spejlvendt i den modsatte blok.

Folkhemmet kom på børsen. Nu er markedstroen begyndt at blive afnoteret: Reformerne, som engang blev solgt som modernisering, frit valg og effektivisering, omtales nu stadig oftere som problemer, også af de partier, der selv var med til at gennemføre dem.

Jobformidlingen skulle ud på markedet. Nu vil den liberale minister tage kontrollen tilbage. Skolen kom helt på børsen. Nu vil Liberalerna begrænse profitten. Huslejen skulle sættes fri. Åkesson siger nej.

Det er ikke en tilbagevenden til 1970’ernes folkhem. Private velfærdsfirmaer består, og Centerpartiet forsvarer fortsat markedsløsningerne. Men den gamle selvfølgelighed er væk: At mere konkurrence, flere private leverandører og friere priser i sig selv pegede fremad.

I 1990’erne var markedet moderniteten. I 2026 er markedet noget, politikerne skal forklare sig for.

Og så er de tre der igen.

Andersson kan blive statsminister ved at føre strammerkursen videre uden Åkesson. Kristersson kan blive siddende ved at lægge afstand til dele af den markedsliberalisme, hans egen generation voksede politisk op med.

Og Åkesson? Han kan ende uden statsministerposten og stadig have vundet begge diskussioner.

Folkhemmet er stadig på børsen. Men højre og venstre handles ikke længere til de gamle kurser. Sverigedemokraterna behøver ikke vinde valget for at vinde retningen. /Lars Trier Mogensen

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12