Nogen må begynde, hvis noget nyt skal tage form

Det gamle Østtyskland kan stadig fornemmes i Radeburg. Her har mange af husene stadig de typiske gråmelerede facader, og den lokale skole inviterer demonstranterne indenfor til tyk kartoffelsuppe. En klassiker på egnen. Skolebørnene er 11-12 år og aner ikke, hvorfor en flok fremmede med bannere er kommet på besøg, men de insisterer på at vide det.

Emilia Köhn, 17, fra fredsmarchen samler en flok piger i en sofagruppe. Her sætter hun sig i lotusstilling, før hun begynder på den store fortælling om Syrien; en lang og kompliceret forklaring om Assad, oprørsgrupperne og de civile, der må flygte. Da Emilia siger, at hun vandrer for at støtte de familier, som er ramt af krigen, begynder Linda på 12 at klappe i hænderne.

Lisa-Maria med de lilla briller udbryder spontant, at hendes far ”ALDRIG ville have fået sådan en idé!” Hendes forældre er skilt, og moren har fået en ny kæreste, som er fra Syrien. Faren kan ikke lide ham, fordi han er udlænding, men han er ikke anderledes end tyske mænd, siger Lisa-Maria. Det vil sige ret sød.

Generelt er pigerne positive over for flygtninge, men de er bekymrede for, om de kommer til Tyskland og ”ødelægger noget”. En af dem mumler ”terroranslag”. Emilia Köhn forklarer, at hvis man har tusind æbler, så vil der altid være et par af dem, som er dårlige. Sådan er det nok også med mennesker, men derfor skal man ikke smide dem alle sammen væk. Pigerne nikker og pludselig er et internt møde gået i gang. De vil med på marchen. Hvad har de brug for? Støvler og soveposer. Hvor mange dage kan de rejse fra deres forældre? En, måske to. Men hvad så med skolen? ”Keine Schule!,” siger Lisa-Maria.

Emilia Köhn går selv i gymnasiet og skal snart tilbage til Hamborg. Hendes forældre har betalt billetten, så hun kunne rejse herned, og hendes vigtigste opgave er at sprede mere information om Syrien, siger hun. Børn fra Massachusetts, Polen og Madagaskar har allerede lavet støttesange og –videoer til Civil March for Aleppo, som de har uploadet på YouTube, og Emilia vil gerne aktivere endnu flere unge, ”så de kan skabe en sneboldseffekt”.

I går aftes kom en lokal politiker uanmeldt på besøg i gymnastiksalen, hvor fredsvandringen havde fået husly. Sebastian Fischer er medlem af det kristendemokratiske CDU ved Sachsens delstatsparlament. Han startede med at sige, at han ikke var udpræget positiv over for projektet, men at han gerne ville debattere med demonstranterne. Frem for alt tvivlede han på, at de vil kunne skabe fred i Syrien. Emilia Köhn forsøgte ihærdigt at udfordre ham.

”Vi tror ikke, at en vandring kan stoppe Assads bomber. Men det er vigtigt at fastholde opmærksomheden. For det syriske folks skyld. Det er vigtigt at blive ved med at huske dem, og det er derfor, vi gør det her,” svarede hun.

Efter mødet var Fischer mere positiv og sluttede af med en parallel til Dreyfus-affæren i Frankrig i 1898; efter at den indflydelsesrige forfatter Émile Zola skrev sit åbne brev ‘J’accuse…!’ i avisen L’Aurore som støtte til den jødiske officer Alfred Dreyfus, der var blevet dømt skyldig i spionage til fordel for Tyskland, begyndte mange flere at protestere – og den uskyldige mand blev renset. Nogle må begynde, hvis noget nyt skal tage form.