Nyhedsanalysen

Nu er det ikke sjovt længere

Dagen efter at Danmark blev ramt af stormflod og oversvømmelser, stod vandet stadigvæk højt mange steder. Her er det Stege på Møn torsdag d. 5 januar 2017. (Foto: Bax Lindhardt/Scanpix 2017)

På DR’s P4 København her til morgen havde radioværterne telefonisk kontakt til en husmor i Hvidovre, hvor flere ejendomme tog vand ind i aftes. Hende her var nu sluppet med skrækken – vandet fra stormfloden var løbet uden om hendes hus eller måske kommet på bedre tanker og stoppet ved dørtrinnet og vendt rundt. Hun var således ikke den optimale case, som det hedder i journalist-lingo, eftersom hendes stueplanter ikke var druknet, og hendes madrasser ikke var flydt ud gennem havedøren  og ned ad strandvejen. Værterne forsøgte alligevel febrilsk at piske noget radiodrama op: Hvad ”gik der gennem hovedet på dig”, da du hørte, at diget var blevet løbet over ende, fortæl, fortæl. Og kvinden forsøgte efter bedste evne at levere varen.

Sådan er medierne i dag fulde af historier om pedellen, der heroisk har holdt realskolen tør; om faren, der var kørt fast med sin bil og måtte bære sin søn i skole; om Havnegrillen i Aabenraa, der gav gratis pølser til brandmændene; om kanoen, der sejlede rundt på en parkeringsplads i Dragør.

Nu skal der lige gå lidt tid. Vandet skal trække sig tilbage, hvor det kom fra, og berørte borgere skal have udfyldt stormflodserstatningsformularer. Man vil føle, at tingene begynder at normalisere sig. Problemet er bare, at der ikke længere er noget, som er normalt. Eller formuleret lidt anderledes: stormfloder, skybrud, vanvittige blæsevejr og andre af naturens måder at udtrykke sig på er the new normal, som Danske Bank ville have sagt det med et frisk udtryk for nogle år siden. Vi har længe vidst (eller i hvert fald fået at vide), at de menneskeskabte klimaforandringer ville præge verden et stykke ude i fremtiden. Men fremtiden syntes så langt væk – selv når Danmarks Meteorologiske Institut i 2012 vurderede, at ”om 100 år” ville København hvert andet år blive ramt af det, som vi i dag kalder en 400-års stormflod. Blandt andet fordi middelvandstanden globalt vil stige op til 120 centimeter i løbet af de kommende 100 år. Det var vurderingen for fire år siden, og FN’s Klimapanel opererer stadig med en stigning i verdenshavene på en meter inden år 2100. Men tidligere i år talte internationale forskere i en artikel i Nature om en stigning på to meter inden 2100, særligt i tilfælde af at iskappen på Antarktis kollapser.

Det er katastrofalt og ikke rigtig sjovt længere. Selv en gratis pølse hos Havnegrillen i Aabenraa vil ikke føles som nogen særlig kompensation.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12