Ild og sindsbevægelse

Kunst (eller det der ligner) er en integreret del af Folkets Folkemøde. I gårsdagens tekst om folkemødets åbning med Poul Nyrup Rasmussen kaldte jeg måden, hvorpå lokalbussen ankommer til Stubbekøbing Havn, for en ‘performance’ (i anførselstegn). Og sådan er der jo en masse ting i hverdagen, som kan have den effekt, som kunst med skiftende held forsøger at emulere. Der sker noget, som sætter en i en eller anden følelse. Det behøver sådan set ikke være andet end synet af et gammelt træ eller en fugl, der synger fra toppen af det. Ja, så banalt er det jo.

Klokken lidt over 11 begyndte en stor folkemængde at samles foran et sted på havnen, der hedder Den Grønne Hal. Lagerhallen er en del af det gamle, aflagte industrikompleks i beton, som DLG (Dansk Landbrugs Grovevareselskab) i sin tid brugte til at behandle og opbevare korn. Når folk stimlede sammen, var det, fordi der i folkemødeprogrammet var annonceret en åbning. Et nyt værk af den dansk-vietnamesiske kunstner Danh Vo ville blive afsløret derinde. Nyt, fordi der stod et i forvejen. Det er en længere historie, men jeg skal gøre det kort.

I 2017 købte Danh Vo et hus sammen med nogle venner lige uden for Stubbekøbing. Han havde egentlig postadresse i Mexico City, men ville gerne have et samlingssted i det danske, som lå tæt på havet og ikke for langt fra lufthavnen. Da det heller ikke måtte være for dyrt, kom Falster ind i billedet. Der var noget ved Falster, der tiltalte ham. I løbet af de næste år købte han flere ejendomme i området, bl.a. to i Stubbekøbing. Under coronapandemien var han i en periode mere eller mindre strandet på Falster, og det var i den tid, at han mødte nogle mennesker med lokal tilknytning, der havde samme glæde ved at se ting tage form – bare andre ting. En dag gik det op for den lille gruppe, at der var nogle uafviselige muligheder i det store rå industrikompleks på havnen. Måske kunne komplekset bruges som et værktøj til at give den lettere ramponerede by, ja, måske endda hele regionen, lidt vind i sejlene. Det lykkedes at overtage bygningerne. Gruppen kaldte sig for nemheds skyld 48halvtreds efter Stubbekøbings postnummer.

I 2023 var Danh Vo med i et gruppeshow på udstillingsstedet Bourse de Commerce i Paris. Han bidrog med den enorme installation Tropaeolum – bestående af træstammer, der var væltet i stormen i de franske skove og placeret i og omkring nogle store strukturer af ubehandlet træ. Værket gik rent ind hos publikum.

Da udstillingen var slut, spurgte folkene på Bourse de Commerce, hvor kunstneren ønskede værket sendt hen. “Det skal til Stubbekøbing,” sagde Danh Vo. Året efter stillede han Tropaeolum op i Den Grønne Hal, hvor den blev præsenteret for de lokale ved en stor åbning i juni måned. Igen tog installationen folk med storm. Som en af de lokale (der godt nok var en tilflytter), skrev i en Stubbekøbing-Facebookgruppe efter åbningen:

“Hvis jeg må være ærlig … så har jeg aldrig været særligt optaget af installationskunst. Og jeg kender meget lidt til Danh Vos kunst (…) Så jeg ankom til den Grønne Hal uden den helt store viden eller forventning. Jeg trådte ind i rummet, og til min store forundring begyndte tårerne bare at løbe ned ad mine kinder … jeg  var dybt bevæget. Hvorfor? Jeg vidste det ikke. Jeg fik tørret tårerne væk og gik ind i og rundt omkring i installationen. Og langsomt forstod jeg, at den, installationen … instant, formåede at reflektere en øjeblikkets sindstilstand hos mig. Min dybe angst for, og ulykkelighed over, at jorden og dens skabninger er fucked. Stammerne hang og lå smidt som forrevne fossiler i de stramme menneskeskabte rammer. Ulykkeligt gået til grunde i kaos og klimaforandringer, med en refleksion til de store dinosaurer.”

Så er vi fremme ved Folkets Folkemøde, hvor et nyt Danh Vo-værk havde fået en plads inde i det gamle: Chicxulub. Det er det amerikanske flag, skabt af stablede brændestykker og 13 stjerner af stål, der repræsenterer de 13 kolonier, som oprindeligt udgjorde USA. Et velkendt nationalt symbol, der pludselig fremstår ualmindeligt porøst. Det hele kunne jo gå op i røg. Der var allerede taget nogle brændestykker fra taget, nærmest som en opfordring til at gøre det samme.

Danh Vo selv havde sagt, at han ikke kunne nå til Folkets Folkemøde, fordi han var bortrejst. Han var der alligevel, viste det sig. Jeg mødte ham på gaden på vej ned til åbningen af Den Grønne Hal. Han kom gående den modsatte vej. Da de store porte blev åbnet ind til hallen, var der tændt små bål. Det var en del af værket, og det var kunstneren selv, der havde arrangeret og tændt dem. /Oliver Stilling