Nyhedsanalysen

Talte dage

German Chancellor Friedrich Merz addresses journalists after a meeting with his conservative Christian Democratic Union (CDU) party's leadership on October 12, 2026 in Berlin. (Photo by Tobias SCHWARZ / AFP)

Friedrich Merz har i disse dage travlt med at tælle. Han tæller euro, kigger på finanser, prøver at skrabe sammen og spare, så det hele kan gå op, imens den tyske befolkning tæller dagene til, at han går af.

At Tysklands kansler stadig står oprejst, hans hele to meter, er efterhånden et under. Siden han kom til magten i maj 2025, har vejen ikke været belagt med andet end besvær, og der kan efterhånden nærmest ikke gå en dag, uden at Merz er ved at snuble over en national krise. Bare i sidste uge blev landets tidligere spionchef August Haaning afsløret som landsforræder. En skandale så omfattende, at den er blevet sammenlignet med Guillaume-skandalen i 1974, der resulterede i, at den daværende kansler Willy Brandt måtte gå af.

Der skorter altså ikke på kriser, men lige nu er det særligt pengetælleriet, der udgør et problem for den tidligere bankmand Merz.

Med oprejst pande har han døbt sig selv “reformkansleren” og sammenlignet sit enorme politiske projekt i form af en velfærdsreform, der skal barbere den tyske velfærdsstat og hæve pensionsalderen, med genopbygningen af Tyskland efter Anden Verdenskrig; et projekt, der skal redde den forplumrede tyske økonomi. Men pensionsreformen er frygtet blandt de i forvejen økonomisk pressede tyskere. En undersøgelse fra slutaugust viste, at 81 pct. af de adspurgte var bekymrede for Merz’ planer.

Efter hans partifællers hårdtslående nederlag til Alternative für Deutschland i delstaterne Mecklenburg-Vorpommern
og Sachsen-Anhalt tidligere på efteråret har Merz stået fast på, at hans store reformpakke vil være landets redning. Det er bare svært for tyskerne at tro på. Hjemløsheden i Tyskland er næsten fordoblet fra 2022 til 2025. Noget, der kan mærkes i de tyske gader.

En måned før Merz kom til magten sidste år, svarede 70 pct. af tyskerne, at de ikke havde tillid til den tyske velfærdsstat. Mistilliden skyldtes både bekymringer om velfærdsstatens indsats, og hvorvidt midlerne blev retfærdigt og ligeligt fordelt. “Den velfærdsstat, vi har i dag, kan ikke længere blive finansieret med, hvad vi producerer økonomisk,” udtalte Merz sidste sommer og foreslog en reformering af velfærdsstaten – først og fremmest ved at skære i den. Merz’ koalitionspartner, socialdemokraterne i SPD, var dengang og nu kritiske, men har holdt ved i et håb om et mere stabilt Tyskland.

Lige indtil i går, hvor landets beskæftigelsesminister og medformand i SPD Bärbel Bas sagde op og kastede en bombe under CDU og især Merz.

“Jeg må desværre konstatere, at de offentlige angreb på mig – desværre også fra koalitionspartnerens rækker – er blevet intensiveret yderligere i denne for mig personligt svære tid,” skrev Bas. Hun pointerede, at flere medlemmer fra det konservative koalitionsparti har kritiseret hende for at være fraværende til flere møder i forbindelse med reformforhandlingerne som følge af hendes steddatters død.

Bas’ afgang har sendt chokbølger igennem Merz’ i forvejen skrøbelige korthus af en regering.

Men Merz tæller videre. I kølvandet på hans beskæftigelsesministers opsigelse stod Merz tirsdag morgen fast på, at der kun er én vej frem, og det er reformer. “Jeg har ingen intention om at blive nationens kæledægge,” sagde han. Det er der dog ikke nogen fare for, siden han allerede er historisk upopulær. /Astrid Plum

 

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12