Mark Schiefelbein/Reuters/Ritzau Scanpix
Solen var netop gået på hæld, da USA’s udenrigsminister Marco Rubio sidste onsdag talte på et podie foran Akropolis i Athen. Dagens emne var den vestlige civilisation: “Her i Athen fandt vi den første fulde realisering af alle de essentielle træk, der ville komme til at definere Vesten: Slagkraftig individualitet og nådeløs ambition,” sagde han. Udenrigsministeren talte om de antikke grækeres styrke, deres tro på “store mænd,” og Trump-administrationen som et værn mod Vestens tab af “selvsikkerhed.”
Rubio skulle måske have lyttet bedre efter i oldævl. Den nok mest berømte græker, der har betrådt Parthenons fliser, ville næppe have nikket anerkendende. I Den nikomakhæiske etik beskrev Aristoteles dyden som en gylden mellemvej mellem to ekstremer: At være modig, ikke kujonagtig eller dumdristig. At være gavmild, frem for nærig eller ødsel.
Selvom Rubio insisterer på MAGA som den sande arvtager til de græske dyder, svælger hans regering som regel i ekstreme laster. Fredag annoncerede den såkaldte krigsminister Pete Hegseth, at den tidligere psykiater Nidal Malik Hasan, der i 2009 skød og dræbte 13 personer på en militærbase i Texas, vil blive offentligt henrettet ved riffelskud på selvsamme base i begyndelsen af december. Selvom konventionelle henrettelser er brutale nok i sig selv, vælger de den endnu mere ekstreme vej: Et middelalderligt voldsspektakel.
Når USA’s præsident beskriver sig selv som “den bedste præsident nogensinde,” omdøber amerikanskproduceret kunstig intelligens til “superintelligens,” og hævder, at hans angrebskrig i Iran “vil slutte meget snart,” kunne man få det indtryk, at manden er selvsikker. Aristoteles havde dog hurtigt påpeget, at præsidenten snarere udviser den tilsvarende last: Hovmod. Intet beskriver præsidenten og hans kumpaner bedre end en ufatteligt opblæst tro på egne evner.
Klichéen lyder, at hovmod står for fald. I MAGA’s tilfælde ligger nøglen nok snarere i at sammentrække de to sidste ord: Forfald. For trods evige påstande om at være uovervindelig, føles Trump-administrationens fremfærd mere og mere som et bevidst forsøg på selvudslettelse.
Som den amerikanske historiker Timothy Snyder forleden skrev på Substack: “I sit halvandet år ved magten, har [Trump] skabt, hvad man kun kan beskrive som et supermagtselvmord.” Snyder fremhæver Trumps systematiske føjelighed over for Ruslands præsident Vladimir Putin og den strategisk katastrofale krig i Iran som de særligt selvmorderiske tiltag.
Ved Iran-krigens begyndelse ødslede USA krudt og kugler væk på et niveau uden fortilfælde i nyere historie. De tomme ammunitionslagre betyder nu, at USA ikke evner at varetage sine interesser i Mellemøsten. Saudi-Arabien – en af USA’s tætteste allierede – skriger på hjælp mod Houthi-bevægelsens eskalerende bombardementer. Men den korrumperede Onkel Sam står magtesløs på sidelinjen. For han må for alt i verden undgå endnu en katastrofisk krig før midtvejsvalget i begyndelsen af november.
Det lille lys i det amerikanske mørke er, at regeringen jo ikke blot underminerer USA’s magt i verden, men også sit greb om landets egne politiske institutioner. Det lover godt frem mod novembervalget, at kun 34 pct. af amerikanerne støtter Trump. Falsk græsk visdom er ikke meget værd, når man ikke kan betale for benzin. /Claes T. Sørensen