En vandring til Europas indre

Vi er lidt uden for Dresden på kirkegården Heidefriedhof. Jorden er dækket af nyfalden sne, og demonstranterne er de første, der sætter fodspor ved mindesmærket. Rundt om en cirkelformet plads står fjorten massive søljer med navnene på nogle af de byer og koncentrationslejre, hvor der var store tab under Anden Verdenskrig; Dresden, Leningrad, Oradour og Warszawa. Auschwitz, Buchenwald, Dachau og Theresienstadt.

Malika begynder at fortælle om den mindre kendte massakre, som skete i Oradour-sur-Glane i 1944, hvor mere end 600 civile blev myrdet af nazisterne. Hun er en livlig og storrygende franskmand med algerisk baggrund, og hun skammer sig over den måde, franskmændene i dag mindes krigen og deres egen rolle. Manglen på modstand bliver ikke anerkendt, synes hun. Hendes landsmand Antoine – en gråhåret herre i forrygende form – går og filmer monumentet med stor koncentration. De to er enige om, at Frankrig ikke længere kan kalde sig et fyrtårn for menneskerettigheder, når flygtninge bliver behandlet så brutalt af politiet, som de har oplevet. De er fuldvoksne folk, som er taget med på fredsvandring, fordi de virkelig tror på, at de kan skabe forandring. Men de to franskmænd har ingen megalomane ideer om, at en vandring kan vinde en krig, hvor der er rigtige våben. Ligesom for mange af de andre deltagere er det snarere håbet om at skabe kontakt mellem mennesker og nye ideer, der driver dem.

Europa i fokus

Hver morgen holder Civil March for Aleppo et minuts stilhed for det syriske folk. De taler om Syrien, og om hvorfor de vandrer, og om aftenen kommer lokale syriske flygtninge ofte på besøg. Men i løbet af dagen er det for det meste europæiske emner, der præger samtalerne.

Hver dag på landevejene bliver demonstranterne konfronteret med nye folk og diskussioner. Den ene dag møder de en ung armensk kvinde, der slutter sig til. Hun fortæller, at hun er med til at vandre, fordi hun ved, hvordan det er at føle sig glemt, når ingen længere er interesserede i den konflikt, man lider under. Den næste dag møder de polske Kristian, der har arbejdet med humanitær hjælp i Ukraine, og som mener, at krigen er blevet glemt alt for hurtigt i de internationale medier.

De møder den 28-årige Alexander fra Stuttgart, som ser de nye venskaber mellem polske og tyske demonstranter som en sejr i sig selv, fordi forholdet mellem de to nabolande stadig kan være meget anstrengt i dag. Og de møder den lokale dame Utte, der serverer hjemmebag for demonstranterne, mens tårerne løber ned ad hendes kinder, fordi hun fortæller om en syrisk familie, som hun ikke er i stand til at hjælpe.

Hver dag finder nye møder sted. Hver dag er der borgmestre, præster og skoleelever, som må forholde sig til de fremmede, der ankommer til deres hjemegn med bannere og begejstring og beder om husly for natten. Hver dag ankommer Civil March for Aleppo til en ny by i Europa, og ved deres blotte tilstedeværelse presser de tilskuerne til at tage stilling til, hvor de selv står. Deres kroppe er spørgsmålstegn; Hvor står du?  Hvad gør du selv?

 I solidaritet med flygtningene

Mange kritiserer fredsvandringen for at være naiv og idealistisk, men demonstranterne er ikke virkelighedsfjerne drømmere. De befinder sig netop ude i virkeligheden. Med iskolde fødder, røde kinder og rigelig med tid.
Når gruppen hujer ”Fred til Syrien! Fred til Syrien!” i en lille soveby, hvor ingen hører dem, så virker projektet vanvittigt. Men når man oplever demonstranternes daglige møder med de lokale i landsbyerne, så virker det langt fra meningsløst. Vandringen sætter nye tanker og samtaler i gang, som ellers aldrig ville have haft tid og rum til at udvikle sig. Civil March for Aleppo kommer ikke til at gøre en stor forskel for dem, der lider i Syrien. Men den giver håb til de syriske flygtninge, som møder dem på vejen eller følger med online. Det kan have en effekt, fordi det er en en daglig konfrontation med os selv; hvem er europæerne? Og hvordan vi vil forholde os til de fremmede?

Fem spørgsmål om Civil March for Aleppo:

1) Hvordan er det at gå turen?

Man behøver ikke selv tænke særlig meget for at rejse med Civil March for Aleppo, men man skal forberede sig på at leve et relativt kollektivt liv med en gruppe fremmede mennesker. Næsten alt bliver gjort i fællesskab, og mange ting er sat i system. Turen blev arrangeret i løbet af tre uger, inden gruppen tog afsted fra Berlin den 26. december, så i begyndelsen herskede en god del af kaos. Nu er mange systemer allerede blevet etableret. For eksempel har holdet samlet penge ind til at kunne købe en brugt bil, som de har malet orange og kalder Habibi. Den tyske gartner Helga er blevet ansvarlig for at transportere madvarer i sin firmabil, så hver morgen og aften stiller hun forsyningerne frem. Det betyder, at et par frivillige forbereder morgenmaden hver dag og stiller den frem. Det eneste, man skal gøre, er at trille ud af sin sovepose og spise. Fra cirka 9 til 16 vandrer man, men nogle dage er turen kortere. I løbet af dagen holdes to pauser, og Helga har lidt frokost med i bilen, der følger flokken af vandrende. De fleste dage kan bagagen være i Habibi og andre biler, så deltagerne ikke behøver bære det hele på ryggen. Om aftenen bliver der lavet fællesmad, og lokale kommer ofte med forsyninger som suppe, pølser og kage. Overnatningen er langt fra luksuriøs. De fleste nætter bliver tilbragt på gulvet i gymnastiksale, som lokale borgmestre stiller til rådighed. I Tjekkiet er der sørget planlagt overnatning de første dage, men aftalerne laves løbende, som marchen bevæger sig frem.

2) Hvem er med på vandringen, og hvem fører an?

Den unge polske initiativtager Anna Alboth er selv med på marchen sammen med sin mand Thomas, men til dagligt er der andre, der har lederrollen. Hver morgen vækkes selskabet ved at 47-årige Stefan Oeknigk synger ”Goooood-morning everybody” med sin basbaryton. Han er en stor, rund tysker, som arbejder med IT til daglig og har taget ferie for at være med til at sørge for, at logistikken fungerer. Undervejs har hans rolle udviklet sig, så han ikke bare sørger for indkvartering og andet praktisk, men er en form for faderfigur, der sørger for, at stemningen er god i forsamlingen. Fordi han læste teologi i sin ungdom og dengang ville have være præst, føler han sig godt tilpas i rollen, og han kalder sig selv ”en form for fårehyrde”. Når han forlader gruppen, vil hans naturlige lederskab mangle, men han peger selv på 28-årige Alexander Stotkiewitz som en, der kan tage over. Han har sagt sit arbejde op for at kunne vandre hele vejen til Aleppo. Generelt er der dog stor udskiftning i gruppen. En hård kerne på omkring tyve mennesker har været med hele vejen fra Berlin, mens flere af arrangørerne rejser frem og tilbage undervejs for også at kunne passe deres almindelige liv. Mange deltagere kommer blot for at vandre nogle dage eller uger, hvis de bor i nærheden.

3) Hvad gør du, hvis du også vil gå med?

Alle er i udgangspunktet velkomne til at deltage i fredsvandringen. Man er ansvarlig for sig selv på turen, så hvis alt fejler, må man være klar til at sætte et telt op eller reservere et værelse på det lokale hotel, hvis man er så heldig at finde sådan et. Hvis man er interesseret i at være med, kan man kontakte arrangørerne over telefon eller på mail. Kontaktoplysningerne kan findes på marchens hjemmeside, hvor der også ligger en guide til, hvilke ting man skal have med. De lægger dagligt nyheder ud på Facebook, så her kan man få de seneste informationer om ruten, og hvor man kan møde marchen. Man dukker bare op i den by, hvor de befinder sig, og så kan man slutte sig til selskabet. Udover praktisk tøj, sovepose og andet nødvendigt udstyr, er der ikke noget, man skal medbringe. Hver dag kan man smide 1€ i marchens fælleskasse, og så er man velkommen til at spise med af de måltider, der bliver lavet. Det koster ikke meget at være med. Når først man er ankommet, vil der for det meste være sørget for overnatning og mad, så det eneste, man skal bruge penge på, er transport derned – og eventuelt øl og snacks, hvis man har brug for den slags.
Det lader til, at de mennesker, der dukker op til sådan en fredsvandring, generelt er venlige, så stemningen er i det store hele er overvejende positiv. Og ja – de fleste deltagere er relativt venstresnoede, selvom selve marchen er politisk neutral. Det er altså ikke neoliberale forretningskvinder, der er flest af i selskabet.

4) Hvad er vandringens største udfordringer?

To politibiler har fulgt med Civil March for Aleppo overalt i Tyskland. Ifølge tysk lov er marchen nemlig en demonstration, og reglerne for det overholdes meget nøje. Arrangørerne må råbe: ”Denne demonstration er nu overstået”, hver eftermiddag, når målet er nået, for ellers har politiet ikke tilladelse til at forlade gruppen. I Tyskland har der været nogle små moddemonstrationer, men ikke nogle egentlige farer, og så længe de befinder sig inden for EU, er arrangørerne ikke bekymrede. Problemerne begynder nok først, når marchen når den tyrkiske grænse om nogle måneder. Her er der ingen, der ved, hvad de kan forvente. Stefan Oeknigk, der er marchens daglige leder i øjeblikket, vil ikke garantere, at det faktisk bliver muligt at bevæge sig ind i Tyrkiet, fordi de endnu ikke ved, om det vil være sikkert for deltagerne. Først og fremmest er det ikke sikkert, at gruppen kan få tilladelse til at demonstrere i landet, og selv hvis den gør, kan sikkerheden ikke garanteres. En løsning kan være, at demonstranterne søger visum enkeltvis og rejser ind i landet på egen hånd, hvorefter de kan samles igen og vandre videre. Men Stefan Oeknigk foretrækker, at gruppen får tilladelse og beskyttelse fra myndighederne. Der har dog været mange attentater forskellige steder i Tyrkiet over det seneste år, så situationen vil blive vurderet endeligt, når marchen når længere sydpå.

5) Hvordan skal det hjælpe Syrien?

Hver deltager og arrangør i fredsvandringen har sine egne succeskriterier. De fleste siger, at deres mål med marchen ikke er at stoppe konflikten i Syrien, da de godt ved, at vandring ikke er et stærkt våben mod bomber. Det officielle formål er at lægge pres på de europæiske politikere, så de tager mere handling for at stoppe konflikten og gør mere for at hjælpe de mange flygtninge og internt fordrevne fra Syrien. Men det primære mål er at skabe håb. Både blandt de syrere, der fortsat befinder sig i landet og blandt dem, der er flygtet. Initiativtager Anna Alboth siger, at hun ville være ulykkelig, hvis hun selv var i samme situation som syrerne og oplevede, at resten af verden blot så passivt til. Derfor er solidaritet essensen af projektet. For arrangør Stefan Oeknigk føles marchen som en succes, hver eneste gang han møder en flygtning, som bliver berørt af det, de gør. Han siger, at han ”har oplevet voksne mænd græde” i sine arme, og at det budskab, de sender til syrerne, er nok i sig selv. De syrere, Føljetons Tatiana Tilly mødte på undervejs, sagde i høj grad det samme: At det betyder noget, når fremmede mennesker siger, at de ikke er ligeglade med deres lidelser. Det er et lidt vanvittigt projekt at vandre hele vejen til Syrien og gå direkte ind i krigen. Men en ting, Civil March for Aleppo allerede er lykkedes med, er at sætte samtaler om Syrien i gang. Både på gaderne og i landsbyerne på ruten, men også i medier verden over. Næsten dagligt er der radio-, TV- og avisjournalister der enten dukker op eller kontakter arrangørerne, og projektet er på den måde nået til Madagaskar, Massachusetts, Danmark og det meste af verden i øvrigt.

Her er Civil March for Aleppo nævnt på Al Jazeera English og på BBC.