Nyhedsanalysen

Gammel politik på gamle flasker

Den brasilianske Luiz Inácio Lula da Silva har løftet Brasilien ud af fattigdom, sænket arbejdsløsheden og halveret afskovningen af Amazonas. Så hvorfor vandt den højreradikale Flávio Bolsonaro første valgrunde?

Brian Snyder/Reuters/Ritzau Scanpix

Lula kæmper i disse dage for sit liv. I hvert fald det politiske. Så vidt vides er den ellers 80-årige præsident i Brasilien ved godt helbred.

I løbet af det seneste år har forholdene for den siddende præsident ændret sig drastisk. I starten af året gik det ellers strålende. Den tidligere metalarbejder havde i løbet af sin tredje præsidentperiode i det 21. århundrede formået at mindske arbejdsløsheden, holde inflationen nede og på sit laveste niveau i syv år, imens Brasiliens aktiemarked var i top. Sejrens vinde syntes at hviske Luiz Inácio Lula da Silvas navn.

Men som mediet Americas Quarterly tørt konstaterede i marts måned, så er det svært at være en 80-årig præsidentkandidat, der ikke ejer en telefon, i et land med et af verdens højeste skærmforbrug. Og det er svært at være siddende regeringschef i et land med en stor vælgerskare, der gerne ser et større systemskifte.

Så gør det kun ondt værre, når det viser sig, at algoritmen foretrækker modkandidaten, den 45-årige Flávio Bolsonaro. Fredag afslørede den brasilianske avis Folha de S.Paulo interne beskeder udvekslet blandt Meta-ansatte, at Lulas Instagram-konti havde været påvirket af restriktioner under og op til den første valgrunde, den 4. oktober. Ifølge Lulas arbejderparti Partido dos Trabalhadores optrådte nogle af hans opslag uden en del-knap, hvilket begrænsede deres rækkevidde, mens hans stories ikke kunne deles, og nogle gange ikke afspillede lyd. Meta har benægtet og sagt, at årsagen til medarbejdernes beskeder handlede om problemets alvor og ikke, at de blandede sig i politik.

Den tidligere præsident tabte valgets første runde med lige under to procentpoint.

Forandringens vinde

Som Ana Lankes, The Economists Brasilien-korrespondent opsummerede det inden valget, så er stemningen blandt de brasilianske vælgere, at det er tid til et systemskift. Det skyldes til dels landets utallige korruptionsskandaler, der konstant truer med at vælte regeringer – som det fx var tilfældet, da Lula selv blev fængslet i næsten to år på korruptionsanklager, men dog senere frikendt.

Nu er det en større korruptionsskandale blandt landets højesteretsdommere, som truer med at vælte den siddende regering, og hermed Lula, til trods for at han ikke er direkte indblandet. Det er derimod den højesteretsdommer, Alexandre de Moraes, som fik hans nuværende modkandidats far, Jair Bolsonaro, dømt og fængslet. Og fordi de Moraes på den måde er politisk forbundet til præsident Lula, selvom Lula end ikke har udpeget ham, kaster det lange skygger over den siddende regering.

I løbet af sin nuværende og tredje præsidentperiode har den brasilianske præsident ellers formået at løfte sit velfærdsprogram Bolsa Familia, som han startede tilbage i sin første periode, og hæve udbetalingerne samt forbudt sportsbetting. Derudover har præsidenten også formået at sænke arbejdsløsheden i landet med 5,3 pct. med 14 millioner mennesker, der er blevet løftet ud af fattigdom.

Men som Ana Lankes siger: “At brænde systemet ned favoriserer aldrig den siddende.”

De brasilianske vælgere og klima

Den tidligere metalarbejder Lula har denne gang sine tal i orden (i kontrast til tidligere præsidentperioder, såsom hans første, hvor hans parti blev anklaget for at købe stemmer). Da han genindtog sin plads i Palácio da Alvorada i 2023, havde hans forgænger, sin nuværende modstanders far, Jair Bolsonaro stort set brændt det hele ned. Især landets skove.

I 2023 talte Føljeton med Marie Kolling, seniorforsker i brasiliansk politik ved Dansk Institut for Internationale Studier, kort efter Lulas sejr over Jair Bolsonaro. Her beskrev Kolling et fattigere og mere sultent Brasilien, som Lula skulle arve, sammen med en regnskov og en klimapolitik, der havde resulteret i, at over Bolsonaos tre årige regeringsperiode mistede den brasilianske Amazonas 60 pct. mere skovområde end de forrige år. Som Kolling sagde til Føljeton dengang:

“Under Bolsonaro blev ulovlige aktiviteter i Amazonas legitimeret, både retorisk og lovgivningsmæssigt. Han gjorde det nemmere for ulovligt tømmer og minedrift på indfødte folks jord, jagten på guld, mineraler og så videre. Han havde en plan om, at indfødte folks jord skulle inddrages ud fra en diskurs om, at de skulle inkluderes i samfundet, og at de ikke skulle leve i isolerede reservater.”

Da Lula kom til magten for tredje gang i 2023, var det derfor med et løfte om, at afskovning skulle stoppe helt i 2030. Et mål, han er kommet tættere og tættere på. Tidligere i år kunne han prale af, at under hans tre år er afskovningen af Amazonas nu på rekordlave niveauer med et fald på 41,8 pct. Til trods for kritik – som fx af hans olieeventyr – er Lula generelt set som en særdeles grøn præsident i et af verdens vigtigste økosystemer.

Men selvom valget på søndag den 25. oktober er et klimavalg i storskala, så viser Lulas indledende nederlag, at den brasilianske regnskov ikke er brasilianernes største bekymring. Og dog.

Olieeventyr

En undersøgelse fra i sommers viste, at 91 pct. af brasilianerne vil have præsidentkandidater til at fremsætte klimapolitik til valget. Her svarede 85 pct., at de var påvirkede af klimakatastrofer i deres hverdag. Tal, der afspejler virkeligheden. Siden 1990’erne har landet oplevet en stigning på 460 pct. i mængden af klimakatastrofer.

Og apropos Lulas olieeventyr. Det startede ud med, at COP28 i 2023 blev afsluttet ved, at der blev bortauktioneret 602 områder til olieudvinding, foruden hans salg i 2025 af 19 nye uudforskede olie- og gasblokke i havet ud for Amazonflodens munding, hvoraf der i sommer blev fundet olie i én af dem. “Et pas til fremtiden,” kaldte præsidenten det tilbage i august 2026. Samtidig med at der på nuværende tidspunkt bliver ført retssag i Brasilien mod olievirksomheden Shell for at have del i oversvømmelseskatastrofen i Rio Grande do Sol, der dræbte 200 mennesker og fordrev over 600.000, i 2024.

Men selvom Lulas grønne farve også indeholder nogle sorte pletter, så er der langt over til Flávio Bolsonaros klimapolitik. Den yngre Bolsonaro er også imod ulovlig afskovning af Amazonas, men hans løsning er lidt en anden: Han vil også have ulovlig afskovning af Amazonas stoppet et år før Lula, altså i 2029. Det vil han bl.a. gøre ved at fjerne de love, der gør det ulovligt. På nuværende tidspunkt er de brasilianske jordejere forpligtet til at bevare 80 pct. af deres ejendom til naturlig vegetation. Allerede i 2019 stillede Bolsonaro et lovforslag, der ville fjerne den regel.

Nonprofitorganisationen Amazon Watch har advaret, at 17 pct. af hele Amazonas allerede er brændt eller blevet afskovet, og at hvis det tal når op på 20-25 pct., vil det være et absolut vendepunkt for verdens klima – og kriserne. Og umuligt at komme tilbage fra.

“Det kommer til at blive en genkomst af Bolsonaro, og derfor en mere radikal Bolsonaro,” udtalte Claudio Angelo, international politisk koordinator ved Climate Observatory, der er et netværk af brasilianske klima-NGO’er, til Deutsche Welle:

“Af fare for at lyde alarmistisk vil jeg sige, at Lulas genvalg er det eneste, der står mellem os og ødelæggelsen af Amazonas.”

Forældet politik

Søndag aften tørnede de to kandidater så sammen i en debat på landsdækkende fjernsyn. En noget dramatisk omgang. Allerede i de indledende bemærkninger provokerede Bolsonaro ved at træde ind baggrunden og mime med på Lulas tale. Fingeren kom op og blev vrikket. Den siddende præsident prøvede at fjerne sig fra provokatøren, der også blev forsøgt vinket væk af tv-værterne. De endte med at beskylde hinanden for at være tyve og løgnhalse. Og således i gang.

Selvom Lula har løftet Brasilien ud af fattigdom og sult, har Bolsonaro stadig et forspring i meningsmålingerne. Senest i fredags med 46,8 pct. over for Lulas 45,9 pct. Imens nogle peger på Lulas alder som værende hans største problem og andre på korruptionsskandaler, så vidner hans nedgang i meningsmålingerne og tabet den 4. oktober om en større krise på den brasilianske venstrefløj.

“Mens de forskellige højrefløjsfraktioner smedede denne revolution, kørte vi på den progressive fløj endnu en gang trætte,” skriver den 42-årige brasilianske forfatter og sociolog José Henrique Bortoluci i magasinet Equator, hvor han giver 17 grunde til Lulas indledende nederlag. I Bortolucis seneste bog Geração democracia (2026) undersøger han sin generation, født i midt-80’erne i kølvandet på to årtiers militærdiktatur. Og han peger altså på, at Lula fører gammel progressiv politik på gamle flasker.

“Den dominerende centrum-venstrefløj nævner, både i sin regeringsførelse og i sine taler, stort set kun politiske tiltag, der for længst er blevet rutine (mange af dem implementeret for næsten 20 år siden), eller lovforslag, der kun ændrede tingenes tilstand i ringe grad. Dette skyldes til dels den betydelige succes med tiltag som Bolsa Família, forhøjelsen af ​​mindstelønnen og udvidelsen af ​​netværket for videregående uddannelser. Der var tale om afgørende politiske gennembrud, men i dag tager flertallet dem for givet som en selvfølge – eller endnu værre: betragter dem som utilstrækkelige,” forklarer sociologen.

Det er altså ikke Lulas alder, der er imod ham. Det er en mangel på fornyelse. Og her virker den yngre Bolsonaros bøllemetoder åbenbart bedre blandt den brasilianske befolkning. /Astrid Plum

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12