Karen Minasyan/AFP/Ritzau Scanpix
Årets klimatopmøde, COP31, finder sted i næste måned i Tyrkiet. Men inden da løber en anden, mindre mediebevåget COP af stablen. Mandag indledtes COP17 i Armenien. Den handler om biodiversitet, ikke klima, og finder kun sted hvert andet år. Er man ikke COP-kender, kan det være svært at se forskel på de to topmøder. Hvilket FN’s informationskontor UNRIC da også selv anerkender med den informerende artikel: “COP17, COP31: hvad er forskellen?”.
Fokus for COP17 er en evaluering af, hvor godt det er gået med at opnå de 23 mål, som man nedsatte ved biodiversitets-topmødet i 2022. Målene inkluderer at genetablere 30 pct. af nedbrudte økosystemer inden 2030, bevare 30 pct. af land, vand og hav og desuden mindske menneskeskabte udryddelser af truede dyrearter.
‘Naturens Parisaftale’ er 2022-aftalen også blevet kaldt. Ligesom med den mere kendte Parisaftale for klimaet, halter det dog med at leve op til de etablerede mål. Forud for COP17 mødtes medlemslandene i Nairobi, hvor de endte med at konkludere, at de var bagud på næsten alle målsætninger. Eller som det lød på bureaukratisk-diplomatisk i FN’s efterfølgende rapport:
“Selvom mange parter rapporterer om tiltag, som vil styrke miljøforvaltningen, fremme mainstreamingen af biodiversitet […] og forbedre lovmæssig overensstemmelse, er fremskridt fortsat ujævne og utilstrækkelige.”
Herhjemme går det heller ikke så godt. Ifølge Aarhus Universitets rødliste er 1.932 arter af dyr, planter og svampe i Danmark i fare for at uddø. Danmarks Naturfredningsforening har ligefrem beskrevet det som en biodiversitetskrise. Derfor er det heller ikke mærkeligt, at nogle ser sig nødsaget til at gribe ind. Det gjorde miljøaktivisten Ida Nicolaisen eksempelvis i 2022, da hun og en række andre aktivister fik nys om, at man ville fælde en masse natur på Amager Fælled, hvor bl.a. den fredede stor vandsalamander – en dragelignende padde – lever:
“Vi havde anmeldt [bygherrerne] til politiet. [Vi] skrev til Miljøstyrelsen, til [Københavns Kommunes] Teknik- og Miljøforvaltning, og da intet af det havde noget resultat, så var vi også på stedet og satte os i vejen med vores kroppe,” fortalte Nicolaisen mandag i P1 Orientering. Samme dag deltog Nicolaisen i et retsmøde i Østre Landsret. Hun og hendes medaktivister er anklaget for at bryde loven, da de nægtede at flytte sig for politiet – en anklage, de faktisk allerede er blevet frikendt for i byretten, da lovbruddet skete i miljøets navn.
Om biodiversitetens Parisaftale – modsat sin lidt skuffende navnefælle – ender med at blive overholdt, er svært at sige. Men indtil da er folk som Ida Nicolaisen måske vandsalamanderens bedste bud. /Cecil Bank