Rottens år

For nogle år siden, da jeg lige var blevet skilt, lå jeg en nat og halvsov alene i mit store hvide soveværelse med lyset tændt. Klokken var fire om morgenen, og det var uklart, om jeg sov eller var vågen, men i en pinsom tilstand et sted midt imellem hørte jeg pludselig en aggressiv kradsende lyd fra det ene hjørne af rummet. Først var jeg usikker på, om det var noget, jeg havde drømt, men så kom det igen. Det lød som et kæmpe dyr få meter fra mit hoved, der fægtede for at komme igennem væggen. Hidsigt og intimiderende i hurtige små ryk, der kom og gik. Og så lige så pludseligt som det var kommet, holdt det op, og jeg kunne høre noget pile hen over loftet. Der var helt stille i rummet. Jeg var nu lysvågen og sad ret op og ned i sengen og rystede. Mit hjerte bankede mod mine trommehinder, og jeg følte trang til at kaste op og græde på én gang. Intuitivt vidste jeg, hvad der havde ramt mig. Det var ikke en mus, der lavede den slags kradselyde, det var ikke en fugl eller en syg byræv, der var ude efter føde. Det var rotter. Og der findes ikke noget mere modbydeligt dyr end rotter.

Det her er en føljeton om rotter. Om at have rotter, om at føle rotter, om at være en rotte, og om hvordan man kommer af med dem igen. Som jeg ser det, er rotter et slags djævelsk spejlbillede på selve civilisationen. Hvor vi er – er de. I skyggen af vores kultur. De lever af vores affald, urenheder og overforbrug. I vores kloakker under jorden, ved skraldespandene, i undergrunden, i hulmuren, på loftet og under gulvet. De er klodens mest udbredte pattedyr og har indtaget alle kontinenter, sejret overalt og fortrængt alle andre dyr, indtil de begynder at bekæmpe hinanden. De er ikke et stykke natur, de er et stykke civilisation. Hvis du ser en hjort eller en grævling, vil du kunne sige: ”Nej se, der er et stykke natur!”, men hvis du ser en rotte, ser du noget, civilisationen har kastet op – formentlig i gang med at fortære afføring, skrald eller ådsler. Den er det værste i os selv. Den bruger de ressourcer, der er omkring den, presser dem til det yderste, ødelægger alt og flytter videre. Rotter er naturens hooligans. Hærgende, ulækre og udstødte. Det er nærmest, som om dyret ikke er accepteret som et rigtigt dyr. Det er en dæmon.

Nøgternt set er der fysisk ikke meget at frygte eller at foragte ved en rotte. Det er en almindelige gnaver, og renser man sin hjerne for projektioner og alt, hvad man ved og har lært om rotter, kan den nærmest se lidt sød ud. Store runde sorte øjne, lange knurhår og en blød pels. Fortænderne er store og gullige med en emalje, der bogstavligt talt er hårdere end stål og aluminium. De voksne rotter topper i størrelsen efter en otte-ti måneder, hvor de kan veje op til et halvt kilo, og de største kan blive op til 25-30 centimeter fra næsen til haleroden, mens halen bliver lidt kortere. Og lige netop her starter én af de første årsager til dyrets problemer med popularitet: halen. Den er nøgen, tyk og underligt uproportioneret lang. På hver pote har den fire skarpe kløer, der gør den i stand til at bevæge sig på næsten lodrette flader – som vi kender det fra egernet – et dyr, de fleste mennesker har det noget bedre med. Men ok, et egern har ikke en lang nøgen hale og er bedre til at ligne et lille fint menneske på den måde, den bruger sine forben.

Der er en hel del rottearter, men den man typisk taler om – og den type, jeg fik – er den såkaldte brune rotte eller Rattus norvegicus, der i engelsktalende lande bliver kaldt Norwegian Rat, selv om den nu slet ikke fandtes i Norge, da den blev døbt af britiske zoologer tilbage i 1728. Russiske fragtskibe bragte den til både Danmark og England, hvor den fortrængte husrotten (Rattus rattus), der ellers havde fået lidt af et navn op gennem middelalderen som pestbringer og en generel pestilens. Men den brune rotte var lidt større end husrotten, lidt stærkere og mere adræt med en kortere hale, mindre ører og en længere krop. Den er mindre sky, mere territorial og så passede de nyanlagte kloaksystemer i Vesten perfekt til rottens habitus fra sit hjemland, ligesom den var bedre til at overleve vintrene end den sorte rotte. Den var simpelthen bedre til at tilpasse sig.

Og her når vi så ind til de egenskaber hos rotten, der formentlig betyder en hel del mere for dens dårlige rygte end den nøgne hale: Dens ufattelige evne til at tilpasse sig, grænseoverskride og formere sig. Dyret bliver kønsmodent allerede efter fire til seks uger og får seks til otte unger per kuld. Forsøg har vist, at ét rottepar skulle kunne blive til 900 rotter på ét år. Når den så først har bosat sig, er den en mester i at hærge, ødelægge og undgå at blive indfanget. Dyret er nemlig i sin natur en sjælden kobling mellem det, som forskerne betegner som neofob – angst for alt nyt – og så det ekstremt undersøgende og nysgerrige.

Det var vel noget af det, der gik igennem mit søvnunderskudsramte hoved i timerne, fra jeg havde hørt kradselyden og frem til solen stod op, og jeg endelig kunne ringe til kommunens skadedyrsafdeling. Ud over døden selv og enkelte sære angstaversioner er der næppe noget, jeg frygter så inderligt som de rotter, og jeg ved, at forbavsende mange har det som mig. Faktisk er jeg efter mange år som småmanisk rotte-historiefortæller ved større forsamlinger ret sikker på, at der stort set ikke findes mennesker, der ikke afskyr det dyr. Ret beset fik rotten gjort det af med en tredjedel af jordens befolkning under pesten, men det var trods alt i middelalderen, og der var sikkert andre end rotten, der havde hygiejneproblemer dengang, så det kan ikke kun være det, vi afskyr så absolut. Det er svært at tale sig ind til den afsky, for dybest set er der blot tale om en lille gnaver, men der er noget med dens måde at trænge sig ind på mennesker. Noget ved rottens størrelse og hurtighed. Noget ved det, den roder i, noget med de sygdomme, den bærer, noget ved den hast, den formerer sig med og så selvfølgelig dens skarpe kløer og tænder. Men frem for alt, må jeg nok indrømme, er der noget med mig. Vi skal helt til bunds i begge dele med denne føljeton.