Lars Løkke Rasmussen til demokratisk valgarrangement. Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En gang efter midtvejsvalget skal den amerikanske regering udpege en ny talsperson i Det Hvide Hus. Den seneste pressesekretær Katie Zacharia snublede over sine ord og blev fyret efter fem dage, så det ville ikke være helt dumt at ansætte en professionel ordsmed. Såsom rapperen Nicki Minaj. “Mine damer og herrer, jeg tror, vi har fundet den nye pressesekretær!” skrev kommunikationschef Steven Cheung, da han postede et billede af sig selv og Minaj om bord på Air Force One på X i weekenden. “Det er en god idé. Jeg tror, jeg bliver nødt til at tænke over det. Jeg vil tænke over det,” sagde Donald Trump, adspurgt om Superbass-stjernen Minaj var en mulig kandidat. I så fald skal Minaj nok i gang med at finde ud af, hvad der rimer på Iran, Putin og “svage” europæiske ledere.
For selvom europæerne håber og hepper på en blå bølge ved midtvejsvalget i USA tirsdag, har Europa ikke grund til at fejre, hvis de amerikanske meningsmålinger holder stik, og Demokraterne får flertal i det ene eller begge af Kongressens kamre. Det mener den toneangivende tyske diplomat Wolfgang Ischinger i hvert fald.
“Hvis Donald Trump bliver indblandet i kongresundersøgelser og rigsretssager og på det indenlandske plan hæmmes af en fjendtligt indstillet Kongres, vil han uundgåeligt søge hen mod de områder, hvor Kongressen er svag – nemlig udenrigs- og handelspolitikken,” siger Ischinger til Politico: “Vi må forberede os på, at de transatlantiske relationer ikke bliver mere harmoniske, men tværtimod præget af større bitterhed og endnu flere krav fra Trump over for Europa.”
Som Minaj siger i en video optaget om bord på præsidentens fly: “[Trump] er stærk på den internationale scene. Han fortæller dem, hvad vi har brug for, ikke hvad de har brug for. Vi har ikke tænkt os at betale for at kysse deres røv. Det er dem, der skal betale os for at være allieret med USA.”
Anonyme EU- og Nato-diplomater er ligeledes bekymrede for, at et republikansk valgtab kan få konsekvenser for sikkerhedssituationen i Europa. Og resten af verden.
I sidste måned meddelte Trump, at USA ikke ville angribe Iran “på noget tidspunkt inden midtvejsvalget”. Han har dog ikke udtalt sig om, hvad der sker efter valget. “USA har aktivt bidraget til denne regionale følelse af uro, idet landet fortsat sender signaler om, at endnu en eskalering kan være nært forestående,” siger seniorforsker ved International Institute for Strategic Studies Hasan Alhasan til CNN. “Men det bliver sværere og sværere at skelne mellem taktisk pres og ægte signaler.”
Trumps signaler er mest bare forvirrende. “Alle siger: ‘I er i krig!’ Men hvornår har vi egentlig affyret noget sidst? Det her er ikke en krig. Det er en meget blød krig,” sagde præsidenten i et interview med Fox News mandag. Samme dag angreb USA den iranske ø Qeshm, der ligger i Hormuzstrædet. I mellemtiden presser Benjamin Netanyahu, som for nuværende stadig er premierminister i Israel, angiveligt på for flere angreb mod Iran.
Vi forestiller os, at Trump nynner med, når Minaj rapper “pink wig, thick ass, give ’em whiplash/ I think big, get cash, make ’em blink fast”. Tab eller vind, Trump er et motherfucking monster, der giver Europa – og resten af verden – piskesmæld. /Emilie Ewald