Stilhed før Trump

Reaktionerne på midtvejsvalget har været så påfaldende afdæmpede, at det næsten virker ildevarslende. Donald Trump har ikke alene accepteret valgresultatet, hvor hans kandidater floppede, men præsidenten åbner tilmed for et fredeligt samarbejde med Demokraterne.

Er de seneste års onde drøm endelig ved at være forbi?

Man fristes næsten til at tro, at valgchokket har fået ham til at vågne som en ny mand i Det Hvide Hus.

Og så alligevel ikke. Trump er stadig Trump, for som han skriver på sit eget sociale medie Truth Social: ”Jeg var ikke på stemmesedlen, og hvis jeg havde været det, ville vi have vundet en JORDSKREDSSEJR!”

Valgresultatet har han accepteret. Det er fortsat de andre, der har tabt. Vælgernes mismod over tingenes tilstand har ikke desto mindre ændret magtforholdene i Washington.

Den første overraskelse er, at det amerikanske demokrati faktisk ser ud til at have overlevet. Vælgerne kan stadig koste magthaverne deres flertal. Men præsidenten selv var ikke på valg. Trump har to år tilbage til at demonstrere forskellen på at være blevet upopulær og være blevet magtesløs.

På Truth Social har Trump allerede fremvist en rød kasket med fire nye bogstaver: VETO. Det er næsten en hel politisk udviklingshistorie på et stykke merchandise. Bevægelsen, der lovede at forandre alt, kan ende med at sætte sin stolthed i at forhindre forandring.

Demokraterne kan vedtage lovforslag med deres nye flertal i Kongressens to kamre. Trump kan sende dem retur. At tilsidesætte hans veto kræver to tredjedeles flertal i begge kamre.

Den utilfredshed, der ændrede magtforholdene, kan vokse i en fastlåst situation, hvor vælgerne har svært ved at få øje på forbedringerne. Og hvor Demokraterne nøjes med at bruge deres mandater til procedurespørgsmål og juridiske søgsmål.

Lige nu er der dog opstået et fascinerende tomrum, der kan gå flere veje, og som kan få udslagsgivende indvirkning på, hvad der sker i resten af verden – fra slagmarken i Ukraine over krigsspillet i Iran og ruinerne i Gaza.

Den passive præsident

Trumps beundring for vindere kan måske forklare den pludselige venlighed. Fordi Demokraterne vandt, har de pludselig gjort sig fortjent til Trumps respekt.

I en verden befolket af vindere og tabere er sejren i sig selv et argument. Samtidig har han fundet en forklaring, der skåner selvbilledet: Republikanerne tabte, fordi han ikke selv var på stemmesedlen.

Partiets ydmygelse bliver dermed endnu et bevis på hans egen uundværlighed. Det er lettere at være storsindet, når andre bærer nederlaget.

For en mand, der har gjort sit eget navn til et varemærke, må eftermælet ligne den sidste store brandingopgave. Måske kan ønsket om at tage sig godt ud i historiebøgerne ligefrem få ham til at gøre noget håndgribeligt godt for sine samtidige, og ikke kun for sin egen families formue.

Den selverklærede store aftalemager kunne passende begynde med at forhandle sig ud af sine egne problemer. En særegen cocktail af ligegyldighed og forfængelighed kunne ligefrem give verden lidt ro. Trump er fyldt 80 år. Måske vil han gerne nå at blive savnet? Måske kan forfængeligheden ligefrem gøre ham forsonlig. Den vildeste omvæltning, han efterhånden kan skabe, kunne være at skrue ned for tempoet i Det Ovale Værelse.

Vælgernes desillusion kan forplante sig til præsidentiel passivitet.

For Trump kan hensynet til eftermælet komme til at veje tungere end loyaliteten over for de mest yderligtgående nationalkonservative. Hvis han fornemmer, at vibeshiftet er slut, kan der ske en stille kursændring i Washington. For hvis manosfærens vrede ikke længere kan omsættes til stemmer, bliver den også mindre interessant for Trump.

Krigsteatret fortsætter

Men forsoningen kræver, at Trump kan holde ud at blive begrænset. Når Demokraterne begynder at kræve dokumenter og indkalde hans folk til afhøringer, kan venligheden få vanskeligere vilkår. Som øverstbefalende har han stadig vidtgående beføjelser. Fristelsen kan blive at flytte opmærksomheden derhen, hvor en ordre fra ham fortsat kan ændre andre menneskers liv.

Den amerikanske præsident har meget vidtgående beføjelser som øverstbefalende for de væbnede styrker, og angrebspolitikken – som man nok retteligt bør omtale USA’s forsvarspolitik, efter Forsvarsministeriet officielt er blevet omdøbt til Krigsministeriet – er det område, hvor Trump har absolut størst handlerum i de kommende to år.

Et såret ego kan kræve større scener. Hvis Trump oplever de kommende års undersøgelser og blokeringer som en vedvarende ydmygelse, kan han søge derhen, hvor han stadig kan give ordrer og få verden til at reagere. Nye angreb mod Iran kan blive hans selvcentrerede måde at demonstrere, at vælgerne nok har svækket ham, men stadig har lang vej til at slippe af med ham.

Selv ønsket om et smukkere eftermæle kan føre til mere ødelæggelse. Det ville være den mest dystre følge af vælgernes utilfredshed: At forsøget på at bremse Trump får ham til at sætte farten op.

Utilfredsheden får nye årsager, mens ansvaret bliver ved med at vandre.

Og dermed er vi tilbage ved den sorte pille. Vælgerne har brugt deres stemmer og ændret magtforholdene. Hvis belønningen bliver mere krig, højere priser og to års gensidige beskyldninger, kan troen på forandring blive endnu sværere at mobilisere næste gang.

Det er sådan, politisk utilfredshed kan ende som afmagt: Man har gjort, hvad man kunne. Alligevel fortsætter det. /Lars Trier Mogensen