Goksel Yapar/AFP/Ritzau Scanpix
“Det er sådan lidt at chance den,” sagde en kvinde i lufthavnen til DR torsdag, før hun hoppede ombord et fly med kurs til Spanien. Denne uge har flere fly over Europa modtaget bombetrusler, og torsdag påvirkede det mindst 25 flyvninger. Alle fly landede sikkert, og der er ikke blevet fundet nogen bomber i gennemsøgninger af flyene.
I disse tider skaber det frygt for hybridkrig, men i Kim Stanley Robinsons spekulative roman Fremtidsministeriet (2020) er det klimaaktivisterne i den økoterroristiske gruppe Kalis børn, der retter sine skyts mod himlen. At angribe den fossile udledende transportform bliver et vendepunkt for at opnå de CO2-reduktioner, som klimadiplomatiet ikke har formået.
I virkelighedens – frem for fiktionens – verden håber vi stadig på, at klimadiplomatiet kan klare opgaven. Det får chancen, når COP31 åbner i Tyrkiet på mandag. “Trods visse fremskridt i de seneste år ser det ud til, at den globale opvarmning vil overstige 1,5 grader,” udtaler Martin Krause, som er direktør i FN’s Miljøprogram (UNEP). “Vi skal sørge for, at denne overskridelse bliver så lille og kortvarig som muligt. COP31 udgør en afgørende mulighed for at omsætte forpligtelserne på klimaområdet til handling – og for at begynde at få temperaturkurven til at vende nedad igen.”
Derfor er det også ufatteligt, at statsminister Mette Frederiksen (S) – for andet år i træk – ikke deltager ved årets klimakonference. Sidste år meldte hun afbud, fordi konferencen kolliderede med kommunal- og regionsvalget. Også selvom Frederiksen selvsagt ikke var på stemmesedlen. I år har hun ikke engang en dårlig undskyldning for ikke at møde op.
COP-møderne plejede ellers at være en prioritet for statsministeren. “Jeg er her selv, fordi jeg synes, det er vigtigt, at vi er nogen, der bliver ved med at skubbe på den internationale klimadagsorden,” sagde Frederiksen for to år siden ved klimatopmødet i Aserbajdsjan.
Den dagsorden er kun blevet vigtigere i mellemtiden.
I år har FN konkluderet, at gennemsnitstemperaturen vil overstige Parisaftalens 1,5 grader, og i en rapport udgivet i onsdags advarer organisationen om, at den globale klimatilpasning går for langsomt og mangler finansiering.
Forhåbentlig er Frederiksen i det mindste optaget af den nationale klimadagsorden.
Tidligere i år vurderede regeringens uafhængige ekspertorgan Klimarådet, at det er usikkert, om Danmark kan nå sit klimamål for 2030, der omfatter at reducere udledninger af drivhusgasser med 70 pct. Torsdag udgav Klimarådet et notat med observationer og bemærkninger til den nye regerings første årlige klimaprogram. “Meget politik er vedtaget, men mangler fortsat at blive omsat til reduktioner,” konkluderer Klimarådet.
“Det er positivt, at der er vedtaget meget politik. Men på flere områder mangler vi stadig at se de potentielle klimagevinster blive til virkelighed, og 2030 nærmer sig. Implementering af klimapolitikken bør være en hasteopgave,” siger forperson for Klimarådet Peter Møllgaard til Ritzau.
“At chance den” er en fin strategi for at gå om bord på et fly, men at gamble på klimakrisen er en selvmordsmission. /Emilie Ewald