Han skabte et lille håb. Ikke med ordene, som altid var dystre, kontante og tankevækkende. Den polske sociolog Zygmunt Bauman, som døde i går i en alder af 91 år, havde på sin vis allerede levet for længe; med sine ætsende bøger om livet i det postmoderne forbrugersamfund – og hvordan folk i stigende grad stavnsbindes lokalt, mens magten og pengene forsvinder globalt – fremstod han næsten som et levn fra en svunden tid – en svunden æra, hvor store samfundstænkere i Europa forsøgte at udvikle ubekvemme teorier om verdens tilstand.
Han voksede op med og midt i det 20. århundredes to værste rædselsregimer, først besat af nazisterne og dernæst sovjetkommunisterne. Efter den omgang er det ikke underligt, at Zygmunt Bauman havde mistet tiltroen til store, forkromede politiske løsninger – skønt han om nogen så behovet. Men i glimt og bag blikket fra den lille mand, der lignede en troldmand fra en fantasy-film med sit livsklogt rynkede ansigt og hvide hårkrans omkring det skaldede hoved, kunne man fornemme en usentimental optimisme; en tro på, at ærlig samfundsdebat alligevel kunne skabe lidt forandring.
Muntre var hans budskaber aldrig: Zygmunt Bauman – som fra Polen via Israel kom til England – hørte til en lille udsøgt skare af fritænkere, som på ruinerne af Europa efter Anden Verdenskrig har kæmpet med at forklare de destruktive sider i den europæiske civilisation. Hovedværket Modernitet og Holocaust fra 1989 udstiller, hvordan masseudryddelsen af bl.a. jøder ikke var et sammenbrud for den vestlige rationalitet og modernitet, men snarere det modsatte: Det effektive bureaukrati, accelereret fabriksproduktion og begæret efter masseforbrug er alle komponenter i et vanvidsridt, som hverken blev udviklet eller afviklet af nazisterne. Tværtimod.
Føljetons Lars Trier Mogensen interviewede for nogle år siden Zygmunt Bauman i et indkøbscenter i Bratislava. I en infernalsk larm fra den slovakiske popmuzak sagde han, stilfærdigt og karakteristisk: ”Ronald Reagan og Margaret Thatcher fik overbevist vælgerne om, at markedskræfternes usynlige hånd var et bedre svar. Samme logik tog over i Østeuropa efter Murens fald. Men da forbrugs- og finansboblen bristede i 2007, mistede folk også tilliden til markedet. Nu har folk ikke længere noget sted at rette deres frustrationer hen.”
En af grundideerne i Baumans tanker om forbrugersamfundet bygger på at vende Sigmund Freud på hovedet. Den oprindelige Simon, Sigmund, beskrev i slutningen af 1800-tallet, hvordan moderne mennesker veksler frihed for tryghed. I dag er byttehandlen vendt rundt ifølge den nye Simon, Zygmunt Bauman. Nu opgiver folk gerne deres sociale sikkerhed for at vinde større frihed til øget forbrug. Og dét fungerede – sådan nogenlunde – indtil de globale markeder blev åbnet op gennem 1990’erne, og arbejdspladser begyndte at blive flyttet væk fra Vesten, og middelklassen dermed begyndte at skrumpe.
At læse Zygmunt Bauman er som at gennemleve én lang, men koncentreret optakt til valget af Donald Trump. Symbolsk dør han nu, lige akkurat inden ejendomsmogulen i næste uge formelt indsættes som USA’s nye præsident. Som Zygmunt siger – vi er alle sammen blevet advaret. Af ham. Hvem skal vi nu lytte til? Kun få, hvis overhovedet nogen, har viddet og bidet til at tage over efter en af de senere årtiers største samfundstænkere.