Hesten i kunsten

Særligt den konstant flagrende nyhedsflade på Radio24syv er i disse dage meget optaget af, at det licensfinansierede DR på et tidspunkt har bekostet afsendelsen af en hest fra Danmark til Washington D.C., hovedstaden i De Forenede Stater. Det drejer sig om DR-korrespondenten Johannes Langkildes kones hest. Transporten af det pågældende kræ har kostet i nærheden af 70.000 kroner, og – af alle – er det Dansk Folkeparti, som er ude at lufte en forargelse. Partiets medieordfører, Morten Marinus, har udtalt til radiostationen, at det lyder ”som vanvittige beløb”, eftersom han forestiller sig, at korrespondentens kones hest bliver brugt i privat regi og således ikke skaber public service-tv. ”Jeg har i hvert fald ikke set Johannes Langkilde ride rundt på en hest i USA,” siger han.

Hos Føljeton har vi det lidt anderledes end Radio24syv og Dansk Folkeparti. Men kognitivt kan vi godt sætte os ind i, hvorfor de er forargede: Korrespondentens kones… hest? Kunne hun ikke bare lade nogle små hestepiger strigle dyret i Danmark og nøjes med at se den, når hun er hjemme på ferie? Hvis man spørger rundt omkring i heste-Danmark, vil man få svaret, at det ikke er en mulighed. Hvis du er hestemenneske, skal du se din hest hver dag.

Selv om det lyder hårdt, elsker Johannes Langkildes kone formentlig sin hest højere, end hun elsker ham – og hvad enten han ved det (eller hun ved, at han ved, at hun ved det) eller ej, er der intet fortænkt i det. Hesten går for at være et meget kløgtigt og sensitivt dyr. Og hvis det gør Johannes Langkilde til en bedre korrespondent, at hans kone er glad og har noget at rive i derovre, så er pengene givet godt ud af DR.

Sagen havde selvfølgelig været mere spiselig, hvis det var korrespondentens egen hest, der var tale om. Vi danskere kan godt lide, når vigtige stillinger er besat af excentrikere, og vi kan også lide tanken om heste, så hvis DR’s korrespondent var sådan en, der altid ankom til hest, når han skulle dække en eller anden begivenhed, så ville det være ret godt. Men sådan forholder det sig desværre ikke.

Hvorom alting er, så benytter Føljeton her lejligheden til at se på hesten i kunsten og populærkulturen. Her følger tre nedslag.

Maleriet

Alle ikke-onde hesteejere tænker på deres hest, når det tordner. For de ved, at den ikke kan lide det. Selv om hesten er et dyr med særdeles veludviklede instinkter – eller måske netop derfor? – tager den ikke lynnedslag i stiv arm som for eksempel bæveren eller grævlingen. Derfor havde Delacroix fat i noget, da han i 1824 malede et maleri med titlen ‘Hest skræmt af tordenvejr’.

For nogle år siden debuterede den islandske filminstruktør Benedikt Erlingsson med filmen Om heste og mænd. Den bestod af en række små historier, som alle havde det til fælles, at de undersøgte forholdet mellem hest og menneske. Erlingsson, der selv er hestemenneske, fandt egentlig opgaven ret taknemmelig, sagde han, fordi heste ikke er organiseret i en fagforening, ”og det gjorde producenten meget glad”. Nå, men i forbindelse med lanceringen af hans film viste vi ham et billede af Delacroix’ forskræmte hest for at høre hans vurdering som hestekender. Det var ret interessant, så her får du også svaret, som tidligere har været bragt i Politiken:

”Det er et smukt maleri. Det første, jeg tænker, når jeg ser det, er, at det er en hingst, for jeg kan se hans testikler dingle under ham. Og så minder billedet mig om, at heste er meget sensitive over for vejret, nogle af dem mere end andre. Heste er flugtdyr. Deres første reaktion er at stikke af, når de bliver bange, men denne hest er ikke ved at stikke af, han er ved at angribe. Han føler sig truet eller presset af et eller andet, man kan se det på, at han vender ansigtet til siden. Da jeg var teenager og arbejdede på en gård med heste, blev jeg sat op på en hest, der hed Veðra Skjóna (Vejr-pinto).”

”Det med at være forsvarsløs over for naturens elementer får mig også til at tænke på det berømte digt ‘Sonatorrek’ (‘Sønnetabet’), som vores islandske digter Egill Skallagrímsson skrev i det 9. århundrede. Han har mistet sin søn, der er druknet i havet, og han siger, at han vil hævne sig. Men hvordan kan han hævne sig på havet? Da han ikke kan det, skriver han dette digt, som er et rekviem over hans søn. Det digt har vi stadig og er meget taknemmelige for. Måske kæmper Delacroix’ hest også mod naturen, men da han ikke kan hævne sig, så indtager han denne poetiske positur for os i stedet.”

Kulturhistorien

Incitatus betyder opmuntret på latin (incitatus – som i C.V. Jørgensen-strofen ”en inciterende flamenco i min swimming-pool”). Men det er også navnet på en hest, der tilhørte den skøre romerske kejser Caligula. Caligula var så glad for den hest, at han ville gøre den til senator. Om det er sandt, er behæftet med en vis usikkerhed, men sikkert skulle det være, at Incitatus havde en stald af marmor og elfenben, og at den bar en krave bestående af ædelsten. Historikere har dog senere sagt: Hvis Caligula virkelig overvejede at gøre Incitatus til senator, var det formentlig som en joke over for senatet for at vise, hvor værdiløse medlemmerne var. Sikke et hesteliv.

Filmen

Af alle dyr er hesten nok det eksemplar, som optræder mest på film. Tænk på westerngenren. Vi kunne pege på en et væld af cowboyfilm – for eksempel True Grit med John Wayne – men vælger alligevel at slå ned på Hidalgo fra 2004 med den dansk-amerikanske skuespiller og hesteelsker Viggo Mortensen. Her er det nemlig hesten og hestens forhold til Viggo Mortensen, der er i centrum. Vi befinder os i 1890, og en velhavende sheikh spillet af Omar Sharif arrangerer et årligt væddeløb gennem Den Arabiske Halvøs Najd-ørken – et løb på 3.000 mil. Ad omveje bliver Viggo Mortensen (altså hans rolle) og hans hest, Hidalgo, der ellers opholder sig i Amerika, inviteret med, og minsandten om ikke de vinder til sidst. Folk, der ikke har hest eller ikke har forstået det særlige nære hestevenskab, vil måske finde filmen disneyficeret og sukkersød. Her på Føljeton kalder vi den imidlertid hjertevarm, og vi skal da helt sikkert snart gense den her 13 år efter premieren i biograferne.