En kamp mod dyret. En kamp mod os selv

For nogle år siden, da jeg lige var blevet skilt, lå jeg en nat og halvsov med lyset tændt alene i mit store hvide soveværelse. Klokken var fire om morgenen, og det var uklart, om jeg sov eller var vågen, men i en pinsom tilstand et sted midt imellem hørte jeg pludselig en aggressiv kradsende lyd fra det ene hjørne af rummet. Først var jeg usikker på, om det var noget, jeg havde drømt, men så kom det igen. Det lød som et kæmpe dyr få meter fra mit hoved, der fægtede for at komme igennem væggen. Hidsigt og intimiderende i hurtige små ryk, der kom og gik. Og så lige så pludseligt som det var kommet, holdt det op, og jeg kunne høre noget pile hen over loftet. Der var helt stille i rummet. Jeg var nu lysvågen og sad ret op og ned i sengen og rystede. Mit hjerte bankede mod mine trommehinder, og jeg følte trang til at kaste op og græde på én gang. Intuitivt vidste jeg, hvad der havde ramt mig. Det var ikke en mus, der lavede den slags kradselyde, det var ikke en fugl eller en syg byræv, der var ude efter føde. Det var rotter. Og der findes ikke noget mere modbydeligt dyr end rotter.

Det her er en føljeton om rotter. Om at have rotter, om at føle rotter, om at være en rotte, og om hvordan man kommer af med dem igen. Som jeg ser det, er rotter et slags djævelsk spejlbillede på selve civilisationen. Hvor vi er – er de. I skyggen af vores kultur. De lever af vores affald, urenheder og overforbrug. I vores kloakker under jorden, ved skraldespandene, i undergrunden, i hulmuren, på loftet og under gulvet. De er klodens mest udbredte pattedyr og har indtaget alle kontinenter, sejret overalt og fortrængt alle andre dyr, indtil de begynder at bekæmpe hinanden. De er ikke et stykke natur, de er et stykke civilisation. Hvis du ser en hjort eller en grævling, vil du kunne sige: ”Nej se, der er et stykke natur!”, men hvis du ser en rotte, ser du noget, civilisationen har kastet op – formentlig i gang med at fortære afføring, skrald eller ådsler. Den er det værste i os selv. Den bruger de ressourcer, der er omkring den, presser dem til det yderste, ødelægger alt og flytter videre. Rotter er naturens hooligans. Hærgende, ulækre og udstødte. Det er nærmest, som om dyret ikke er accepteret som et rigtigt dyr. Det er en dæmon.

Hvad er der at frygte?

Nøgternt set er der fysisk ikke meget at frygte eller at foragte ved en rotte. Det er en almindelige gnaver, og renser man sin hjerne for projektioner og alt, hvad man ved og har lært om rotter, kan den nærmest se lidt sød ud. Store runde sorte øjne, lange knurhår og en blød pels. Fortænderne er store og gullige med en emalje, der bogstavligt talt er hårdere end stål og aluminium. De voksne rotter topper i størrelsen efter en otte-ti måneder, hvor de kan veje op til et halvt kilo, og de største kan blive op til 25-30 centimeter fra næsen til haleroden, mens halen bliver lidt kortere. Og lige netop her starter én af de første årsager til dyrets problemer med popularitet: halen. Den er nøgen, tyk og underligt uproportioneret lang. På hver pote har den fire skarpe kløer, der gør den i stand til at bevæge sig på næsten lodrette flader – som vi kender det fra egernet – et dyr, de fleste mennesker har det noget bedre med. Men ok, et egern har ikke en lang nøgen hale og er bedre til at ligne et lille fint menneske på den måde, den bruger sine forben.

Der er en hel del rottearter, men den man typisk taler om – og den type, jeg fik – er den såkaldte brune rotte eller Rattus norvegicus, der i engelsktalende lande bliver kaldt Norwegian Rat, selv om den nu slet ikke fandtes i Norge, da den blev døbt af britiske zoologer tilbage i 1728. Russiske fragtskibe bragte den til både Danmark og England, hvor den fortrængte husrotten (Rattus rattus), der ellers havde fået lidt af et navn op gennem middelalderen som pestbringer og en generel pestilens. Men den brune rotte var lidt større end husrotten, lidt stærkere og mere adræt med en kortere hale, mindre ører og en længere krop. Den er mindre sky, mere territorial og så passede de nyanlagte kloaksystemer i Vesten perfekt til rottens habitus fra sit hjemland, ligesom den var bedre til at overleve vintrene end den sorte rotte. Den var simpelthen bedre til at tilpasse sig.

Og her når vi så ind til de egenskaber hos rotten, der formentlig betyder en hel del mere for dens dårlige rygte end den nøgne hale: Dens ufattelige evne til at tilpasse sig, grænseoverskride og formere sig. Dyret bliver kønsmodent allerede efter fire til seks uger og får seks til otte unger per kuld. Forsøg har vist, at ét rottepar skulle kunne blive til 900 rotter på ét år. Når den så først har bosat sig, er den en mester i at hærge, ødelægge og undgå at blive indfanget. Dyret er nemlig i sin natur en sjælden kobling mellem det, som forskerne betegner som neofob – angst for alt nyt – og så det ekstremt undersøgende og nysgerrige.

Det var vel noget af det, der gik igennem mit søvnunderskudsramte hoved i timerne, fra jeg havde hørt kradselyden og frem til solen stod op, og jeg endelig kunne ringe til kommunens skadedyrsafdeling. Ud over døden selv og enkelte sære angstaversioner er der næppe noget, jeg frygter så inderligt som de rotter, og jeg ved, at forbavsende mange har det som mig. Faktisk er jeg efter mange år som småmanisk rotte-historiefortæller ved større forsamlinger ret sikker på, at der stort set ikke findes mennesker, der ikke afskyr det dyr. Ret beset fik rotten gjort det af med en tredjedel af jordens befolkning under pesten, men det var trods alt i middelalderen, og der var sikkert andre end rotten, der havde hygiejneproblemer dengang, så det kan ikke kun være det, vi afskyr så absolut. Det er svært at tale sig ind til den afsky, for dybest set er der blot tale om en lille gnaver, men der er noget med dens måde at trænge sig ind på mennesker. Noget ved rottens størrelse og hurtighed. Noget ved det, den roder i, noget med de sygdomme, den bærer, noget ved den hast, den formerer sig med og så selvfølgelig dens skarpe kløer og tænder. Men frem for alt, må jeg nok indrømme, er der noget med mig.

Kapitel 2

Det viser sig, at Københavns Kommunes ’rottetelefon’ er døgnbemandet. Rotter er gudskelov et problem, de tager meget seriøst på kommunen, men alligevel blev jeg enig med vagtstuen om, at jeg ville ringe tilbage, når solen var stået op. Der var trods alt ikke nogen under angreb, og hvad end jeg havde hørt kradse, gnave og pile hen over mit loft, måtte hvile sig nu, for der var ikke en lyd at høre.

En halv time efter solopgang stod en lav lidt kraftig fyr foran mit hus med en lille vaks hund. Han var tydeligvis ikke selv overdrevet entusiastisk for projektet, men hans lille dansk-svenske gårdhund var fyr og flamme. Den logrede og gøede og fór rundt fra kælder til kvist. Lidt uengageret spurgte han, om jeg havde set nogen huller. Det havde jeg ikke. Om jeg havde set dyret. Det havde jeg ikke. Om den havde spist noget. Det havde den heller ikke.

”Du kan jo godt have drømt det,” sagde han til sidst.

”Det var ikke en drøm,” hviskede jeg fornærmet. Nærmest for mig selv.

”Nej ok, men ring, hvis du hører mere,” sagde han og gik igen efter skuffende få minutter. Den nat var det ikke kun lyset i soveværelset, der var tændt, men overalt i huset brændte lyset, og hele vejen var orienteret om mine observationer. Og så … Klokken 2.45 præcis. Jeg sov ganske let, men der var ingen tvivl – det var et stort dyr, følte jeg. Det lød som en mindre hund, den nærmest hoppede og kradsede sig vej henover loftet. Hvad ville den? Hvor var den? Og så var det væk.

Da solen stod op, stod en ny rottefænger foran mig. Jeg havde specifikt bedt om at få den bedste, de havde, og her var han så; Rotte-Charles, som han kaldte sig selv. Han var et hoved højere end mig, omkring de 50, havde et skæg rundt om munden og et par pilot-solbriller i guld. ‘Rottefri by 2016′ stod der hen over brystet på hans tætsiddende T-shirt.

”Er du bange for rotter?” spurgte han, inden han nåede at præsentere sig selv.

”Ja,” svarede jeg spagt.

”Så er det derfor, de er her. De kan mærke den slags.”

Han så hen over hovedet på mig og gik lige forbi mig ind i huset, mens jeg trippede efter ham galpende op om alle de mulige spor, jeg kunne give ham. Stadig tavs stod han kort efter på mit stuegulv og spejdede rundt i rummet. Han drejede rundt om sig selv, mens han lavede små smæld med tungen og sukkede så dybt.

”Har du haft en rottefænger ude tidligere?” spurgte han.

”Ja – en fyr, der havde sin hund med.”

Charles kiggede indforstået på mig og lod forstå, at han ikke var imponeret over sin kollegas arbejde.

”Man kan jo ikke så godt være rottefænger, når man er bange for rotter, vel?”

Fjenderne

Når der er problemer med rotter, er det altid et problem med mennesker, der går forud, forklarede Rotte-Charles og bad mig komme med alle de spor og oplysninger, jeg overhovedet kunne om huset, lydene, mig selv, mine vaner og mine observationer. Som en drabsefterforsker tog han imod mine oplysninger, mens han selvsikkert gik rundt med en lommelygte og en luftpistol og besigtigede huset fra kælder til kvist. Det ene øjeblik var han iført maske og en hvid heldragt, mens han råbende af rotterne møvede sig ind i krybekælderen, og det næste stod han med solbriller i bar overkrop ude på taget og havde hele armen nede i en udluftningsskorsten. Rotter har det med at søge opad forklarede han. Det er et instinkt, de har, for at søge væk fra rovdyrene og den udsatte placering på landjorden. Ugler, rovfugle, ræve, katte og hunde er de værste for rotten. De har en del naturlige fjender, og selv store fisk kan finde på at snappe rotter.

Jeg har engang selv set en gedde tage en rotte i en kanal i Dublin, hvor jeg boede en periode. Her boede en del rotter langs floderne, hvor de fandt føde fra frokostgæster, andeunger og skrald. De er formidable svømmere af gnavere at være, og der er eksempler på rotter, der har svømmet flere kilometer for at komme over på en ø eller for at flygte fra en synkende skude.

Menneskets værste ven

Nå, men fjender har de en del af, men ingen så farlige som mennesker, og af dem var Rotte-Charles nok en af de værste i hele Danmark. Han var lige kommet fra en opgave på Rigshospitalet, hvor en rotte havde bygget rede på 17. etage, og hver dag var den kravlet via udluftningskanalerne ned i kloakken og op igen med mad til sine unger. Charles var fuld af den slags historier om rotter. Det var tydeligt, at han havde en afgrundsdyb respekt for dyret, som han havde licens til at dræbe.

Rotter kan komme igennem sprækker på helt ned til 2 centimeter. Fuldfede rotter. Deres kranie er i stand til at kollapse og så følger kroppen let med. Dertil kommer en temmelig heftig muskelkraft særligt i bagbenene, der gør den i stand til at springe omkring 80 centimeter lodret op i luften uden tilløb. Hvad den ikke kan forcere i højde og gennem huller, kan den gnave sig igennem. Både i over- og undermund har den et sæt afsindigt stærke og skarpe tænder belagt med en emalje, som på geologernes såkaldte Mohs’ skala har en hårdhed på 5,5 – det svarer nogenlunde til stål. Tænderne er rodåbne, som det hedder, så de gror hele livet (15 cm om året) og holdes nede ved den konstante gnaven i alt. Rotten føler sig frem i verden ved at gnave. Det er sådan, den bestemmer materialer, føde og farer, og ved hjælp af en særlig lukkemekanisme, den kan lave med kæberne, og et lille stykke kød på det yderste af ganen er den i stand til at gnave i ting, uden at noget af det kommer ned i halsen eller maven og forårsager skade på den. Rotten har dog nogle særlige ting, som den elsker at gnave i. Ledninger, for eksempel, og man regner med, at op mod 25 procent af alle større strømnedbrud skyldes rotter, og at et ubestemmeligt antal brande hvert år er sat i gang af gennemgnavede strømkabler. Ingen ved helt, hvorfor rotter er så glade for ledninger, men nogle teorier går på, at det er et instinkt, den har med fra sine fætre i naturen, hvor vandrotter, mosegrise og muldvarpe lever af rødder.

Rotten ser ikke synderligt godt, men det gør også mindre, da den er et nataktivt dyr. Dens formidable tilpasningsevne, gør den dog i stand til at ændre på sin adfærd, hvis omgivelserne kræver det, så da en rotte som udgangspunkt kan lide at operere i fred, kan den godt finde på at gå på opdagelse i en bolig i dagtimerne, når beboerne er ude.

Superkræfter

Hvad det ikke har i øjnene, har den så eftertrykkeligt i lugte-, føle-, smags- og høresansen. Forsøg har vist, hvordan rotter kan dissekere tilsætningsstoffer i fødevarer, der er fortyndet 100.000 gange. Rotter kommunikerer internt med højfrekvente lyde, men de kan faktisk skrige – højere end en kat. Følesansen er vigtig for rotten, når den går på jagt efter føden i mulm og mørke, og den udnytter hele kroppen, mens den kryber langs læbælter eller paneler op til flere kilometer fra sin rede for at finde føde. De bor i større grupper – eller familier er det faktisk – men familierne kan let bo side om side, så de næsten blander sig med hinanden. Det betyder også, at der på et ret lille område kan bo flere hundrede rotter.

Rotte-Charles og jeg var ret tætte i de uger, jagten stod på. Jeg indviede ham i mine personlige skilsmisseproblemer og rotte-neuroser, og han fortalte mig om arbejdet som rottefænger og de problemer, han stod overfor. Sloganet på hans trøje havde en ”idiot af en djøf’er” fundet på og var fuldkommen sindssygt efter hans mening. Man havde lige fyret halvdelen af hans kolleger, og nu var tre af de resterende gået ned med stress. Kommunen ville gerne sige, de gjorde en masse, sagde han. ”Alle hader jo rotter, men ingen forstår, hvor umulige de er at blive fri for.”

Han var sat til at rydde op i vores affald.

I dag kan jeg med sikkerhed sige, at jeg ikke var kommet helskindet igennem den tid uden Rotte-Charles. Han var min klippe. Han troede på mig og stod ved min side, da vi hørte fælden klappe. Men det skulle vise sig ikke at være den eneste gang, jeg kom til at høre denne lyd.

Én rotte kommer desværre sjældent alene.

Kapitel 3

Rotten er kendt for at være et særligt intelligent dyr. En zoolog vil formentlig sige, at der blot er tale om instinkt, og at det er det, man forveksler med intelligens, men det kan være svært at se forskel, når man kæmper imod dem. Ikke alene har rotten et helt exceptionelt stærkt overlevelsesinstinkt og en unik tilpasningsevne, den har simpelthen et særligt gen, der gør den i stand til at mutere og gøre sig modstandsdygtig over for ændringer i sin habitus; den kan tilpasse sig særlige varme- eller kuldeforhold, fødekilder og døgnrytmer, men snedigst af alt kan den med lynets hast udvikle resistens over for stærkere og stærkere gift. Desuden er de ekstremt lærenemme, agtpågivende og husker virkelig godt. Og så har de en ret veludviklet og avanceret form for kommunikation hinanden imellem gennem lyde og lugte.

Det er særligt deres kommunikationsform, der blev et problem for mig, og den er årsagen til, den lidt flagrende sætning længere oppe ”Èn rotte kommer sjældent alene.” For selv om Rotte-Charles, min rolige klippe og jagtkammerat, og jeg jublede og gav high fives, da vi fandt den første krabat med hovedet kvast i en klapfælde, fik jeg hurtigt armene ned.

Fælden kunne ifølge Charles klippe en finger af, så rotten, der gik i den havde ikke en chance, men til gengæld mente han nu, at der ikke ville gå flere rotter i den fælde. Selv om han fjernede rotteliget og flyttede fælden, ville andre rotter huske, hvad der skete med den, der vovede sig til at eksperimentere. Han fortalte om en kamp, han netop havde været igennem med en rotte, som var den eneste tilbageværende i et hus, der ellers havde været besat af en håndfuld andre. Rotten havde voldt ham store problemer og søvnløse nætter. Fælderne han satte op blev ved med at smække, og maddingen blev spist. Giften han satte ud rørte den ikke. Det er almindeligt, at en rotte ikke går i fælden første gang eller anden gang, den støder på en den. Det er, som om den tænker, at det er for godt til at være sandt med sådan en gratis middag, men til sidst efter et par dage eller fem vil den som oftest gå i – specielt, hvis man ellers har fjernet alle andre fødekilder. Men denne rotte, som Charles havde kæmpet med, havde haft fælderne i ugevis, og de blev som sagt ved med at klappe, uden at fange rotten. Derfor besluttede han sig for at stille et overvågningskamera op, og til hans store forbløffelse viste det sig, at rotten havde lært sig selv at skubbe til fælden, indtil den klappede, hvorefter den i ro og mag kunne mæske sig i peanutbutter – det elsker rotter. Først da Charles satte gift i fælderne, fik han has på dyret.

”Det gælder om at tænke som dem,” forklarede han.

Gift er nu heller ikke uden problemer, for igen kommer rottens overlevelsesinstinkt og neofobi den til gode. Er den alene, vil den blot nippe en lille smule til mad, den ikke kender og så vurderer, om den får ondt i maven eller bliver dårlig tilpas, før den æder resten. Lever den i en familiegruppe, som man kalder det, når mange rotter lever sammen ét sted, vil de ofte sende ungerne eller de svage rotter foran sig og så observere deres adfærd efter at have indtaget giften. Derfor er den gift, man giver rotter i dag, baseret på antikoagulanter, der er en fællesbetegnelse for stoffer, der griber ind i dannelsen af det vigtige k-vitamin i leveren og forhindrer blodet i at størkne. Rotten dør derved af indre eller ydre blødninger, mange timer eller endda flere dage efter den har indtaget giften, og på den måde kan den ikke forbinde årsag og virkning. Den valker rundt og raller, og det er ofte dem, vi ser, hvis vi ser en på gaden eller oppe blandt mennesker, hvor rotter normalt ikke kan lide at være. Rottefængerne kalder dem for ”de levende døde”. Giften har desuden den fordel, at det er forholdsvist lidt at tage en modgift for den, hvis et mere uskyldigt dyr skulle komme for skade spise giften eller en inficeret rotte.

Til gengæld gør rottens særlige evne til at mutere dem i stand til at blive resistente over for giftene. I øjeblikket bruger vi den stærkeste dosis gift, men flere steder i England har rotterne nu også gjort sig resistente over for den, hvilket bekymrer forskerne på Reading University, der er nogen af dem, der har gjort mest ud af dette område.

Nå, men helt så vanskeligt blev vores jagt ikke, for ganske få dage efter det første klap begyndte en sødelig stank af død at brede sig i huset. En stank af sejr. Den blev fundet bag et panel på et børneværelse, og kradselydene forsvandt. Jeg sagde farvel til Charles med en flot kurv fra den lokale vinhandel og håbede så inderligt, at jeg aldrig ville se ham igen. Han var nervøs for, at det kun var begyndelsen på vores venskab, for som han sagde:

”Rotter kommunikerer med andet end lyd. Vennerne har det med at komme til begravelsen – nogle gange flere år efter.”

Som så mange gange før med Charles skulle han vise sig at få ret.

Kapitel 4

Det siges, at der er lige så mange rotter i København, som der er mennesker. Ingen har dog lavet et seriøst estimat, men eksperter (eller eksperten, må vi nok hellere sige, for der er reelt kun én, han hedder Jens Lodal) og skadedyrsbekæmperne mener ikke, det er et helt skævt tal. De er overalt, lige ved siden af os, og bevæger du dig rundt i byen, er du sjældent mere end få meter fra en rotte. Vi lever side om side med dyret. De lever i skyggen af vores civilisation og danner et underligt vrangbillede af vores kultur. Bor i vores affald, ernærer sig ved vores urenheder og overforbrug. Gemt væk i kloakken under jorden, i hulrum under fortovet, ved skraldespandene, i undergrunden, i hulmuren, på loftet og under gulvet, de er hele tiden med os.

Formentlig lægger du slet ikke mærke til dem, men hvis man som jeg først én gang har haft dem inde på livet, begynder man at se ting, ingen andre ser. Du ser små sprækker i husenes sokler med plamager af rottetis som indgangsløber. Du ser gennemgnavede skraldespande, huller ved kloakdæksler, ødelagte udluftningshuller, nedsunkne og underminerede fliser, og i byens parker vil du opdage huller på størrelse med en tennisbold i omkredsen gravet ned i blomsterbedene, ved søbredden eller langs hegnet til legepladsen. Og så begynder du også at se de små skinnende metalæsker ved supermarkeder, restauranter, torvehaller og grønsagsboder. Det er ikke glemte madpakker, elskabe eller noget andet uskyldigt. Det er giftdepoter placeret af en rottefænger, fordi nogen har set en rotte vralte omkring. Senere i denne føljeton skal jeg nok komme ind på, hvad det konkret betyder for sundhedsskadeligheden ved stedet, men lad mig til en start forsikre dig om, at du gør klogt i at finde et andet sted at spise, hvis du har dine organer og dit helbred kært.

Nervevrag

Jeg fik desværre ikke kun et skærpet syn af mit lille møde med rotterne, for når jeg afsluttede sidste afsnit med at meddele, at kradselydene i mit hjem forsvandt sammen med rotterne, er det kun delvist sandt. Dele af mig er helt sikre på, at det objektivt forholdt sig sådan, mens en anden og mindst lige så stor del af mig blev ved med at høre lyde overalt. På mit arbejde, i metroen, hos venner, på barer og hos min nye kæreste. Der var kradselyde, ”pile-lyde”, gnavelyde, en piben og en skrigen alle vegne. Jeg så skygger over gulvet og fór op, hvis jeg kom til at træde på et stykke legetøj. Jeg var blevet lidt af et nervevrag.

Tilstanden fortog sig heldigvis efter et års tid, vil jeg tro, og jeg begyndte at opbygge et almindeligt liv igen. Der blev roligere i mit hjem, min kæreste flyttede ind og fyldte lydene ud med nye, og lyde fra vaskemaskiner, vinden, kaffemaskiner og overboens yoga blev til det, de var. Men alligevel var det, som om rotterne ikke helt havde forladt mig. Sagen var den, at jeg aldrig rigtig var kommet til bunds i, hvor de egentlig var kommet fra, og jeg blev ved med at finde små mærkelig tegn på liv rundt omkring huset: En død og indtørret rotte lå pludselig under verandaen, et af børnene synes, de havde set noget, et eller andet løb hen over terrassetaget en sommeraften, og nedfaldsfrugt så underligt afgnavet ud. Små ting, som de fleste sikkert lever med hele tiden, men for mig forblev det en stressfaktor.

Projektion eller dæmon

Indledningsvist i det allerførste afsnit fik jeg vist nævnt, at jeg fik rotter stort set samtidig med, at jeg blev skilt, og selv om det lød virkelig mærkeligt, da Rotte-Charles i andet afsnit blev citeret for nonchalant at sige, at rotterne var der, fordi de kunne mærke det, er det svært for mig helt at afvise hans sammenblanding af New Age-filosofi og rottebiologi. Jeg ved, det lyder helt skørt, og normalt vil du aldrig høre mig hævde, at der skulle være ”mere mellem himmel og jord”, men næsten hver gang jeg har fortalt min rotte-historie, er den blevet overgået af nogen andres, der har været udsat for endnu mere tvistede møder. Jeg har talt med mennesker, der har fået rotter dagen efter, de var blevet fyret. En anden var netop blevet forladt af sin kone, da en rotte hoppede ned i skødet på ham fra parrets fælles reol. Jeg har sågar mødt et par, der var kommet hjem fra en tragisk dødfødsel for at opdage, at de havde fået rotter.

Altså som sagt påstår jeg ikke, at der er mere mellem himmel og jord, eller at rotterne skulle være i stand til at opfatte svagheder, men måske byder de sig til for projektioner. Jeg ved det ikke, men jeg kan i hvert fald sige, at min kæreste og jeg var få dage fra termin, da vi en tidlig morgen pludselig hørte en meget virkelig og meget mistænksom lyd i køkkenet. Der gik et lyn igennem min krop, og mit hjerte hamrede mod mine trommehinder. Det lød som en hund, der havde forvildet sig ind under min ovn, og jeg følte det et øjeblik, som om nogen var ude efter mig. Måske min ekskone eller måske bare en eller anden form for ond ånd, der huserede i huset. Jeg ville i hvert fald bare ud. Parat til at brænde huset ned til grunden og flytte op i et tårn i Budapest (verdens eneste rottefri storby). I løbet af få minutter fik jeg dog samlet mig sammen og sendt min kæreste ud af døren, jeg barrikaderede mig selv i et børneværelse med et håndklæde klemt ind under døren og ringede til ’skadedyrstelefonen’. Jeg måtte have fat i Charles. Egentlig havde han givet mig sit privatnummer, men det virkede ikke mere, og på skadedyrskontoret kunne de ikke love, at det blev ham, der kom. De lovede dog at være der inden for en time, og mens jeg ventede gik jeg i gang med at lede efter boliger på Airbnb og Boliga.

Rotter er meget sociale dyr, og selv om de egentlig lever i lukkede ”familiegrupper” med ét familieoverhoved, kan der leve mange grupper tæt på hinanden. Selve grundenheden i den sociale struktur er familien, der består af flere voksne hunner i varierende alder og mindre og yngre hanner. Territoriet i sig selv er ikke meget mere end ti meter i diameter og er afmærket af sekreter fra kirtlerne omkring kønsorganerne, men til gengæld kan de vandre flere kilometer efter føde til grupperne. I grupperne opretholdes en imponerende reproduktionsrate, og hvis de ikke lige spiser eller leder efter mad, har de sex. Der står ikke meget andet i hovedet på dem. Faktisk er der en meget stor sandsynlighed for, at du er mindre end ti meter væk fra to rotter, der kopulerer lige nu. I løbet af seks timer har en han parret sig med op til 20 forskellige hunner i velfungerende familiegrupper. Herfra går der 21 dage, indtil hunnen så nedkommer, og fra det minut den sidste af de op til 10 unger er kommet ud, er hun klar igen. De spilder ikke tiden, så det gælder om heller ikke at spilde tiden, hvis man får mistanke om rotter. Det gælder også dem, rottefængerne kalder strejfere – altså rotter, der er ude på egen hånd og tiltrækker andre rotter ved at udskille stoffet feromon via lugtkirtler, afføring og urin. Den kalder på sine venner så at sige. Derfor er det heller ikke ligegyldigt, hvordan man behandler sit hjem efter at der har været rotter – i hvert fald hvis man gerne vil undgå at se dem igen. Det var den dyrt købte erfaring, jeg var i gang med at få.

Ikke en mus

Jeg var lettet. Det var, som om jeg endelig havde fundet kilden til de mistænksomme hændelser, jeg havde oplevet igennem de sidste år. Som om jeg var kommet et væsentlig skridt videre forbi min fobi og tættere på at lukke sagen for stedse, selv om der nu stadig var en række ubesvarede spørgsmål. Hvis rotterne havde haft adgang til min grund, hvor var de så? Og hvis en mus kunne komme ind i mit køkken, hvad kunne så ellers komme ind?

Dagene gik. Barnet kom. Månederne gik. Sommeren kom, efteråret med og jeg fik en del andet at tænke på, så da jeg morgenen efter børnenes Halloween opdagede, at nogen havde taget en bid af en tomat og lidt af en agurk i køkkenet, skød jeg det hen ned den fuldkomne urealistiske forklaring, at børnene i deres slikorgie impulsivt havde fået lyst til et par grønsager. Om aftenen efter alle var gået i seng, tussede jeg rundt for mig selv og samlede legetøj op fra gulvet i stuen. Der var helt stille, så da jeg hørte noget bumpe rundt i køkkenet, kiggede jeg op for at se, hvad det kunne være. Og der sad den så. Lige der på gulvet. Frosset midt i det den var i gang med at fortære med sine to forpoter ved munden og kiggede mig lige i øjnene. Jeg frøs også. Små stjerner viste sig for mit blik. Vi stod der i mørket og så hinanden lige i øjnene. Det der var ikke en mus. Det der var ikke en mus. IKKE en mus.

Kapitel 6

Det ville være en underdrivelse at sige, at jeg gik i panik, da jeg stod ansigt til ansigt med rotten i mit køkken. Jeg gik i sort. Jeg skreg ikke, jeg råbte ikke, jeg bevægede mig ikke. Jeg stod bare helt stille og tavs, imens blodet forsvandt fra mit hoved og gjorde mig svimmel og verden en anelse psykedelisk. Tiden gik i stå. Det var første gang i mit liv, at jeg havde set en levende rotte så tæt på. Og så i mit eget køkken. Den så mere gnaver-agtig ud, end jeg havde regnet med, og det var i situationen en formildende omstændighed. Nærmest lidt sød. Det var ikke en kæmpe rotte, måske en ung rotte, men der kunne ikke være nogen tvivl. Det der var en rotte. I mit køkken. Lige foran mig. Og så kom frygten, hadet og rædslen tilbage i ét stød, og jeg sprang tilbage, da den pilede op under soklen ind mod ovnen.

Vi er forprogrammeret med en frygt for rotter. Det er ikke bare noget ‘første verdens’-hysteri, vi lige har fundet på, det er en antipati, der er nedarvet igennem generationer. Måske helt tilbage fra middelalderen og pesten, hvor rotterne altså også gjorde det af med 200 millioner mennesker, hvilket var en tredjedel af jordens befolkning dengang. Allerede dengang antog man rotter for at være dødens budbringere, baseret på en erfaring, man havde samlet op ved den første pest-epidemi hos filistrene 1300 f.v.t. Så langt tilbage, at der næsten skulle gå to årtusinder, før man anede, hvad bakterier og virus var, har man haft en intuitiv fornemmelse af, at dyret var til skade og udgjorde en sundhedsrisiko. De kunne finde på at angribe, de spiste forrådskamre, de bed mennesker, der sov (som tidligere nævnt undersøger de alt ved at gnave i det – også sovende mennesker), undergravede og ødelagde boliger, og de var næsten umulige at komme af med.

Det vidste man dengang, og med den viden, vi har om rotter i dag, er der ingen grund til at revurdere det billede. Rotter er på mange måder et farligt dyr. Jo, de er. Det antages, at de i løbet af det sidste århundrede har 10 millioner menneskers liv på samvittigheden i det, vi lidt bredt betegner ’den vestlige verden’. På én fod kan en byrotte bære på op mod 5.000 vira. De har stadig pest og parasitter, der nedbryder organer. De bærer dødelige blødersygdomme, der er i familie med ebola og Zika, de har hantavirus, borrelia, Weils-syge, harepest og trikin, der alle er dødelige sygdomme, eller så har de parasitter og er i øvrigt kendt som ”bakterie-elevatorer” fra kloakken til fødevarer i supermarkeder, restauranter, grønthandlere og ja – i dit eget køkken.

Med den viden er det altså ikke kun hysteri, der gjorde, at jeg der for en måneds tid siden nærmest vaklede ind til min sovende kæreste for dirrende, næsten grædende at fortælle hende om min opdagelse i vores køkken. Hun tog det pænt og er i situationer som den noget mere fattet end jeg. Hun stod op og gik ud i køkkenet, mens jeg kommunikerede med hende fra soveværelset via mobilen. Det var sent, så jeg måtte endnu en gang vente til solen stod op for at bede om assistance fra mine tro riddere hos kommunen. I mellemtiden guidede jeg min kæreste til at forsegle rummet hermetisk, så jeg kunne forsøge at få lidt søvn. Det lykkedes ikke.

Rottens have

Næste dag var babyens stol gnavet midt over. Ja, midt over. Det læderstykke, der havde holdt sammen på min lille søns sæde var spist. Jeg fik fat på rotte-Søren, og sammen listede vi rundt i køkkenet. Han vurderede, at den ikke havde været der længe baseret på rottens reaktion, da jeg mødte den. En rotte vænner sig ret hurtigt til at bo med mennesker, så efter et par dage i sådan et køkken ville rotten nærmest være ligeglad med mig. Den ville begynde at komme frem, mens jeg var der, og det ville ikke være muligt for mig skræmme den med bevægelser, sådan som det var sket aftenen før. Det var sådan set gode nyheder, mente Søren, der til gengæld var mere bekymret for, hvordan den var kommet ind. Vi gik en tur rundt om huset for at inspicere soklen og lede efter huller. I min egen have var der ikke umiddelbart aktivitet, men da vi kom til min overbos have stoppede Søren op. Mine overboer – som jeg sætter meget højt – er stærkt engagerede i den økologiske bevægelse og klimakampen og har et meget naturligt forhold til havens økologi og naturens cyklusser. Det betyder blandt andet, at de fodrer fuglene hele året og lader nedfaldsfrugt og planter deltage i naturens egen forrådnelsesproces. Det er der intet galt med, hvis man ikke lige havde haft et kloakbrud som det, vi havde fundet i dagene, inden min yngste søn blev født. Det lod til, at de rotter, der havde benyttet den smalle bro til overfladen, havde slået sig ned i det økologiske paradis og her havde levet et stille stabilt liv siden. Flere steder i haven fandt Søren små huller på størrelse med en tennisbold, der udgjorde nedgangen til et rottebo. Sådan et bo har en lille gang på en halv til en hel meter ned til et større ’værelse’, hvor rotten bygger sin rede af bløde ting, den finder og slæber med derned – plastik, blade, flamingokugler og den slags. Her nede laver den også et lille forrådskammer til hårde tider, og så har den altid en eller flere nødudgange. Rottefængerne smider ofte små røgbomber ned i hullerne for at ryge dyret ud, og så er det med at stå klar ved nødudgangene. Søren forklarede dog, at den taktik ikke altid virkede, da rotten kan finde på at kravle op i den lille forgang, vende halen til og puste sig op, så den lukker gangen for gennemtræk.

Der var tydelige tegn på aktivitet i haven, men chokket kom først for alvor, da vi nåede til min overbos forladte garage, der havde stået og ventet på at skulle rives ned. En ram stank af dyr mødte os, med det samme vi åbnede portene.

”Hvad satan,” hviskede Søren. ”Hold da kæft.” Han greb ud efter sit bat og bevægede sig langsomt og sidelæns ind i mørket med et tørklæde for munden. Jeg blev udenfor. ”Hold da kæft,” lød det igen derinde fra. ”Prøv engang at komme.”

”Øh, nej?” svarede jeg.

”Det er jo her, festen er.” Gennem de åbne porte kunne jeg se, at han lyste ned mod et hjørne.

”Helt frisk rottelort,” råbte han. Rotter lægger kun deres afføring ét sted. De har nærmest et slags toilet, og det var det, Søren havde fundet. Han kom til syne i porten igen.

”Her er ikke bare et par rotter. Her er virkelig mange rotter. Garagen her må ryddes eller rives ned og haven helt ryddes op.”

Og så gik han ellers i gang med fælder, gift, røgbomber og lommelygter. Han blev hos mig hele formiddagen og satte også en bunke fælder op i køkkenet. Nu var der ikke meget andet at gøre end at vente.

Renselse

I mellemtiden flyttede jeg ud til en ven, hvilket må siges at være en gæstfri operation, når man kommer med fire børn. Jeg besøgte kun hjemmet i dagtimerne for at jage rotter og finde brister. Min overbo blev involveret i kampen og klappede mindst 12 rotter i sin have plus et par af havens fugle. Skuret blev revet ned af folk i hvide heldragter, haven ryddet op, terrassedæk brækket op, og i det hele taget var det, som om jeg for første gang kom helt til bunds i mit rottehelvede. Søren kom og inspicerede fra tid til anden, og jeg fik hjælp fra venner og familie, der godt kunne se, at jeg havde det lidt svært. Desværre for hele processen stod det dog stadig stille indenfor. Rotten havde ikke vist sig siden den aften, hvor den åd min søns stol og dagene og ugerne gik. Hjemmet stod uberørt som en atomkatastrofezone med fælderne gabende tomme. Jeg gik i gang med at flå paneler ned og skære huller i køkkenskabene i håbet om at finde en død rotte, men til min store frustration forblev det et mysterium. Julen nærmede sig, og medmindre jeg havde tænkt mig at flytte, måtte jeg efterhånden indse, at den helt store forløsning ikke indfandt sig, og en sen eftermiddagstime under en lille ceremoni erklærede Søren rotten for død og området for ’rent’. Jeg følte mig som Gene Hackman i The Conversation fra 1974, hvor han splitter sit hjem til atomer i jagten på en mikrofon, som han er sikker på, befinder sig i lejligheden. Mit køkken var splittet til atomer. Soklen savet op, skabene boret ud, hvidevarerne stod afmonterede frit i rummet og gulvbrædderne var savet op. Jeg måtte slippe det her. Give det fred.

Nu var der bare rengøringen tilbage, og den var det vigtigste, forsikrede Søren mig. Ikke alene var der smittefaren, men det kunne være en af årsagerne til, at rotterne havde fundet tilbage – at de havde lugtet de foregående rotter. Jeg hyrede derfor et professionelt rengøringsteam fra Albertslund, der specialiserede sig i at gøre rent efter rotteangreb. Dagen efter stod to tætte muskuløse fyre i mit smadrede køkken. Den ene mælede ikke et ord, mens den anden, der hed Brian, var mere direkte.

”Rotter er så ulækre,” sagde han med væmmelse i stemmen som noget af det første. Han havde allerede et par blå plastikhandsker på. Fra deres bil havde de slæbt store maskiner ind, stærke kemikalier og et bundt store gule klistermærker med et symbol for biologisk affald og et ”adgang forbudt”. Det så voldsomt ud.

”Det er sgu voldsomt, ” sagde han. Han var kronraget og havde tatoveringer op af halsen med nogle arabesker og to pigenavne; Carmen og Janice. Han så lidt bister ud, men meget imødekommende og var ikke bange for at vise, at han nærmest var bange for rotter. Syv timer efter var rummet renset ned. Et gulvtæppe var smidt ud sammen med alle fødevarer og forskellige løse dele lå i gennemsigtige plastiksætte til en vurdering af, hvad jeg kunne undvære. Jeg kiggede på det og sagde:

”Det hele.”