Er du arkitekt? Det er et krævende gebet. Her på Føljetons redaktion har vi et medlem, som i tidernes morgen søgte ind på Arkitektskolen – to gange, endda – men heldigvis uden at blive optaget. Nogle tager uddannelsen, fordi de kan noget med deres hænder og føler sig kreative, men dog ikke så kreative, at de tør satse alt og gå kunstnervejen. Andre vil gerne være den nye Frank Lloyd Wright, Le Corbusier, Buckminster Fuller, Kay Fisker, Henning Larsen, Norman Foster eller Zaha Hadid. Tænk hvis man kunne blive en af de der starchitects. Mange ender på dagpenge, og langt, langt de fleste sidder bare år ud og år ind og laver dødssygt rugbrødsarbejde eller udfører det, som kunden vil have, mens de tænker ”lort, lort, lort”.
I Randers har en arkitekt, som åbenbart ikke er en af dem, der sidder og tænker ”lort, lort, lort”, tegnet en tilbygning til Randers Lille Skole. Bygningen, hvis proportioner ser ud til at være i overensstemmelse med god byggeskik, er til gengæld næsten samme farve som den lidt feberagtige off-grønne, som man kender fra den populære kajkage hos konditorier landet over. Murene er grønne, taget er grønt, skorstenen er grøn, vinduesrammerne er grønne, tagrenderne og nedløbsrørene er grønne.
Det er der naturligvis nogle i nabolaget, som er utilfredse med, og sådan en utilfredshed er gefundenes Fressen, hvis man vil producere godt stof om noget, der ”deler vandene” på den lokale tv-station. Det fantastiske ved TV 2 Østjyllands indslag om Randers Lille Skoles nye tilbygning, er sekvensen, hvor arkitekten, en Peter Krogh, stiller op til interview foran huset:
”Gør det ikke indtryk på dig, at der er nogle, der synes, at det, du har lavet, er grimt?” spørger journalisten.
”Nej, det gør det ikke, fordi jeg ved selv, at det er det ikke,” svarer Peter Krogh.
”Så deres mening betyder ikke noget?”
”Ikke det mindste.”
”Er det ikke lidt arrogant?”
”Jo da. Og det er også min gode ret at være arrogant. Med seks års videregående uddannelse og 30 års erfaring så har jeg lov til at stå vagt om min faglighed.”
Her på Føljeton må vi indrømme, at vi nærer en vis veneration for denne Peter Krogh (som vi aldrig har hørt om før). I en tid, hvor arkitekter kan få de mest absurde kæmpeordrer hjem alene ved hjælp af slogans, storytelling, store armbevægelser og talegaver, er det befriende at møde en af slagsen, der forsvarer sig ved udelukkende at henvise til sin faglighed og erfaring. Det skurrer dog lidt i ørerne, når han også nævner sine ”seks års videregående uddannelse”, da det jo som bekendt ikke er på skolebænken, man rigtigt lærer noget.
I indslaget omtaler en af naboerne arkitekten som ”højrøvet”. Hans hus kalder hun ”meget grønt” og ”meget bombastisk”. Flere borgerkommentarer læses op fra et ikke nærmere angivet sted på internettet: ”Ubeskrivelig smagløs farve at se på!”; ”dem, der har besluttet farven, skulle mentalundersøges.”
Noget tyder på, at det i høj grad er husets farve, som kritikerne har set sig blinde på. Føljeton foreslår, at tilbygningen males i en ny farve ved hver skolestart de næste mange år fremover. Pludselig en dag sidder den lige i øjet. Man kunne jo spørge Per Arnoldi, hvis man fik lyst til prøve kræfter med gul, rød eller blå.