Litteraturens rotter

1984

af George Orwell

Har man læst bogen, kan man ikke være i tvivl om, hvilken scene der er tale om. Det er en kernescene. Et definerende øjeblik, hvor den rebelske hovedperson Winston bryder sammen i Ministeriet for Kærlighed. Efter at have været stukket af med sin hjertenskær Julia er de begge blevet fanget af Tankepolitiet, og nu skal han ”helbredes” for sit had mod Partiet gennem tortur. Det sker ved en kombination af tortur og elektrochok, indtil hans bøddel mener, at han er ”helbredt”. Til sidst sendes Winston til værelse 101, det mest frygtede sted i Ministeriet for Kærlighed, hvor fangerne oplever det, de frygter mest i hele verden, som et sidste led i deres ”genopdragelse”. Da Winston er dødsensangst for rotter, får han et bur med to rotter placeret på sit ansigt, så rotterne kan æde hans ansigt, når buret åbnes. Winston skriger, at de skal gøre det mod Julia i stedet, og han bryder således sit løfte om at være trofast mod hende. Ikke så godt.

American Psycho

af Bret Easton Ellis

Åh ja – gode gamle American Psycho. Kan I huske det? Bateman har været i gang med at myrde og voldtage en kvinde som sædvanlig, men inden hun dør, lader han en udsultet rotte kravle op i skeden på hende. I mellemtiden skærer han hende i småstykke med en kædesav.

”Hun har kun en halv mund tilbage, og jeg knepper den én gang, så to gange, tre gange i alt. Ligeglad med om hun stadig trækker vejret graver jeg hendes øjne ud, og bruger til sidst fingrene. Rotten kommer ud med hovedet forrest – på en eller anden måde har den vendt sig om inde i hulrummet – og den er tilsølet af violet blod (jeg noterer mig også, hvor kædesaven tog halvdelen af dens hale), og jeg giver den mere brie, indtil jeg føler, jeg er nødt til at trampe den ihjel, hvilket jeg gør. Senere ligger pigens lårben og den venstre del af kæben og steges i ovnen, og totter af kønshår har fyldt et krystalaskebæger af Steuben, og da jeg sætter ild til dem, brænder de meget hurtigt.”

Nå nå da da.

Pesten

af Albert Camus

Det er noget af det første, vi møder i et af Nobelprisfornægterens hovedværker. De er ildevarslende, da de første kommer frem fra deres skjul for at dø en smertefuld død på åben gade, siden efterfulgt af de første mennesker, som bliver til døde i tusindvis.

Der er blevet spekuleret en del over, hvad rotterne skulle være metafor for, men bag fortællingen om den hærgende pest i Oran ligger fascismens fremkomst og bjerge af lig fra de europæiske slagmarker. Bacillen er den hærgende fascisme i Europa, og i mere konkret forstand den tyske besættelse af Frankrig.

Vinden i piletræerne

af Kenneth Grahame

Det gik op for mig, da jeg for nylig genlæste Vinden i piletræerne for min ældste søn, at Rotte – den godmodige, dybsindige og kloge ven til Muldvarp – åbenbart ikke længere hedder Rotte i den nye oversættelse, men Mosegris. Det kan da godt være, at det lyder lidt sødere, men det var altså én af de eneste venligsindede rotter i litteraturhistorien, så man kunne måske godt lige have givet arten den ene at være stolt af.

Walter – fortællingen om en rotte

af Barbara Wersba

Men hvad der er blevet taget fra børnene i oversættelsen af Vinden i piletræerne, bliver givet tilbage i den umanerligt fine børnebog Walter – fortællingen om en rotte, der faktisk tematiserer rotternes dårlige omdømme. For bogens hovedkarakter Walter skammer sig nemlig over sin egen bøvede og brutale art. For Walter er ingen almindelig rotte, han kan nemlig læse. Det er ikke så underligt, at han har taget navn efter Sir Walter Scott. Han bor i huset hos en ældre dame – Miss Pomeroy – som skriver børnebøger og har et herligt bibliotek, som Walter flittigt bruger. Der gør han en dag en rystende opdagelse: Helten i Miss Pomeroys egne børnebøger er en mus! Han er dybt krænket og beslutter sig for at skrive Miss Pomeroy et brev. Det bliver begyndelsen på et usædvanligt venskab.

Det er en meget, meget fin lille bog, der er vanvittigt velskrevet, så den er en ren fornøjelse at læse højt.