Nyhedsanalysen

Et værktøj er et våben, hvis man holder det rigtigt

For tiden bliver der talt en del om de såkaldte fake news, der spredes som kræftceller for demokrati, sandhed og sund fornuft. Vi skal være de første til at fordømme dem og det, der følger med. Man kan vel lidt rundhåndet sige, at det nok er den vigtigste opgave overhovedet for Føljeton at klæde vores læsere på til at navigere uden om disse faldgruber ved i stedet at præsentere jer for reglementerede, stærke, dybe og interessante vinkler på den buldrende verden. Dels gennem kuratering af det dybe internets fantastiske skatkammer og dels gennem original journalistik og analyse. Såre simpelt er det – I kender det jo.

Vi kan uden at rødme kalde os både surrealister og postmodernister, og vi er ikke et øjeblik i tvivl om virkelighedens kompleksitet og tids elasticitet, men vi kan også uden at rødme sige, at vi tror på, at der findes én sandhed. Vi tror også på, at der findes én virkelighed. En rigtig og en hel del forkerte. Spørgsmålet er så naturligvis, hvorfra man ser på den virkelighed, og her prøver vi at finde det, vi tror mest på. Her gælder det om at holde sammen.

Én af de vigtigste forudsætninger for de falske nyheders udbredelse har været af teknisk karakter. Det er i dag muligt med din helt egen forældede computer eller telefon at skabe og distribuere nyheder, der til forveksling ligner dem, de store fine medier ellers havde patent på. I Facebooks algoritmer er vi alle bare ettaller og nuller. Det ser vi på Føljeton slet ikke som et problem. Tværtimod.

Det var noget i den retning, vi tænkte, da vi så isoleringsfirmaet KLH’s egen video fra deres medvirken i DR-nyheders konfronterende magasin Kontant. I kender konceptet: En hårdtslående journalist rejser rundt og buster krejlere, fusentastere og gemene svindlere. Men i denne video er rollerne vendt på hovedet.

Ethvert værktøj kan blive til et våben, hvis man holder det på den rigtige måde, synger gode gamle Ani DiFranco, og det er præcis, hvad en hurtig sjæl på KLH-isolering gjorde, da vedkommende valgte selv at optage optagelserne med sin grynede mobiltelefon. På optagelserne konfronterer DR’s ellers så kontante vært Jakob Illeborg (også kendt fra rockbandet Warwick Avenue) KLH-isolerings advokat med nogle påstande om snyd med regningen. Men de klip, vi ser, er formentlig nogle lidt andre end dem, der nåede bedste sendetid på DR1. På klippene ses en komplet forvirret Illeborg, der konstant må søge hjælp i kulissen hos en ”Christian”, han fryser, roder i papirerne, bliver småhidsig, irriteret og virker godt gammeldags uforberedt, som vi kender det fra gymnasietidens terminsprøver. Den rolige, fattede og noget bedre forberedte advokat fremstår som en regulær vinder og Illeborg og Kontant som tabere med en umanerlig dårlig sag. Det hele er dygtigt (nærmest professionelt) klippet sammen med komisk stumfilmsmusik som baggrund, et par skilte, der skal forklare sagen med et glimt i øjet. Til sidst beder KLH de af deres kunder, der har været tilfredse med dem selv kontakte Kontant. Det er effektivt.

Altså, nu ved vi ærlig talt ikke, hvordan resten af optagelserne er gået, og vi kan ikke på det grundlag, der ligger, dømme den stakkels Jakob Illeborg, for vi kender også journalistik godt nok til at vide, at selv den gode og professionelle del af den ikke altid ser sådan ud i skabelsen, men KLH’s video er virkelig overbevisende.

Og så er der det her med sendetiden. For når værktøjerne er brugt så kløgtigt, som de er her, så skyder vi også på, at KLH’s video får en væsentlig bedre ‘sendetid’ end Kontants flow-tv-slot lige efter 21’eren. KLH’s videoer kommer til at være overalt. Den er i skrivende stund blevet publiceret på Facebook for 12 timer siden og er foreløbig blevet delt 282 gange og set 24.000 gange – vi gætter på, at du kan gange det med ti, inden solen går ned og med lidt held med halvtreds inden næste Kontant-udsendelse. Det er det, der sker, når autoriteterne falder. For med KLH’s håndholdte telefonoptagelser virker alt det, vi tidligere opfattede som en stærk autoritet, pludselig underligt amatøragtigt. Det er den samme sandhed, den samme scene og de samme mennesker, som var med i DR-indslaget, og den samme virkelighed, de står i, det ser bare helt anderledes ud.

Det er den verden, vi (alle sammen) lever i. Og hvis vi bruger det rigtigt, kan våbnet også blive et værktøj til at få den verden tættere på virkeligheden, end den nogensinde har været.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12