Sporløs – bare med damer

De seneste 4-5 år er en bestemt type program poppet op på sendefladen på den ungdommelige og frække public service-kanal DR3. En type program, som trods en række kreative koncepter har ét mål til fælles: At give singler en hjælpende hånd med at navigere i en datingkultur, der er forurenet af kræsenhed, og hvor vi bilder os ind, at datingapps som Happn og Tinder efterhånden er den eneste vej til en at flette fingre med på sofaen.

I 2013 var det ’Gift ved første blik’, der løb over skærmen. Her blev to mennesker, som ikke kendte hinanden på forhånd, matchet af et hold eksperter til at indgå i et arrangeret ægteskab med alt, hvad det indebar af familiefest, bryllupsrejse og sammenflytning. Siden er programmer som ’Date mig på DR3’ og ’Billet til kærlighed’ kommet til. Programmerne har det til fælles, at de er rammesat som eksperimenter, hvor deltagerne med hjælp fra eksperter og programmets seere skal opnå selvindsigt og erfaring med, at kærlighed ikke bare er givet på forhånd. Næ, det kræver hårdt arbejde. Som en salig bedstefar ofte sagde til sit barnebarn her på Føljeton: ”Kærlighed er ikke en tanke, men en vilje. Den falder lige så godt på en lort som på en lilje.”

DR3’s seneste datingsatsning, ’Efterlyst kærlighed’, opererer med en lidt anden kærlighedsopfattelse.

”Få gange i dit liv møder du et menneske, der får alle andre til at blegne,” lyder det i programmets introducerende speak. ”Den uforklarlige kemi kan slå benene så kraftigt væk under dig, at du helt glemmer at gribe nuet og chancen.” Programmet begrænser sig måske ikke ligefrem til at påstå, at der kun findes én eneste ene, måske et par stykker, men heller ikke meget mere, så det gælder om at slå til, når lynet rammer.

”DR3 følger fem forskellige mennesker, der nu trodser usikkerhed og generthed og tager ud på en modig ekspedition for at finde det menneske, der fik deres hjerte til at slå lidt hurtigere.” Her er kærligheden ikke et eksperiment, men en ekspedition, forstår vi.

Pigen fra Nemoland

”Sporløs – bare med damer?” spørger et medlem af bandet Phlake den 19-årige William for at forstå programmets mission, da de mødes for at hjælpe William med at finde den pige, han betragtede på afstand til en Phlake-koncert på spillestedet Nemoland på Christiania i maj sidste år.

”Da jeg så hende til den koncert, følte jeg noget helt specielt indeni, som jeg ikke har følt før,” fortæller han til kameraet. ”Hendes udseende udstrålede på en måde hendes personlighed. Jeg følte, at jeg allerede kendte hende.”

Pigen er smuk med bølget hår, erindrer han, inden han mødes med de venner, han fulgtes med til koncerten, som alle husker hendes hår som glat. ”Det er ret vildt, at jeg kan huske hendes hår så forkert, når jeg har stået og kigget på hende næsten hele koncerten,” reflekterer William efterfølgende, men han sætter pris på oplysningen: ”Det er jo en ret vigtig information at have nu, når vi skal på jagt efter hende.”

Jagten begynder, da William bliver sat i forbindelse med fotografen på Nemoland. Med stor intensitet gennemgår de billederne fra koncerten. William kan udpege præcis, hvor uden for billedet pigen står. Hun er desværre ikke synlig på et eneste, det vil sige: ingen nye spor. Den unge mand er skuffet. Men så fortæller fotografen, at hun indtil videre har tilbageholdt information om, at der faktisk findes en video fra koncerten.

”Det er fandme vildt, at der er en video,” siger William. ”Der er jo ret stor sandsynlighed for, at hun er på.” Håbet er tændt, afsnittet slutter. Ugen efter: Vi begynder, hvor vi slap. Dramatisk underlægningsmusik. William kigger efter sin drømmepige på videoen. Intet spor.

Teologen i Berlin

I programmet møder vi også den 44-årige skolelærer Filip, som ikke kan få en ”køn ung dame”, som han førte en samtale med i metroen Berlin, da han var på studietur med sine elever, ud af hovedet. ”Vi faldt i snak,” fortæller han, men så skulle hun pludselig af. ”Vi var begge to ret kede af, at vi skulle skilles der.”

”Det var så kort et møde, og alligevel havde jeg interesse for hende. Hun må have appelleret til et eller andet i min sjæl,” konkluderer Filip og inviterer sine tidligere elever hjem til sig for at rekonstruere forløbet i metroen, så de kan finde ud af, hvor i Berlin han skal lede efter kvinden.

Kvinden skulle eftersigende have appelleret voldsomt til Filip, da hun irettesatte nogle børn i metroen, hvorefter Filip spurgte hende: ”Sind sie ein Schulelehren?” Og svaret: ”Nein. Teolog.” Ifølge et klip på Metroxpress, hvor Filip efterlyser kvinden, fulgte nu en samtale, som varede ”et minuts penge”. Så skulle kvinden af. Det er halvandet år siden.

At ligne sig selv

Hverken William eller Filip finder på noget tidspunkt anledning til at spørge sig selv, om den drømmekvinde, de eftersøger, i virkeligheden ikke er et resultat af netop det: drømme.

Da Filip opstøver et billede, som en af hans tidligere elever tog i metroen for halvandet år siden, hvor drømmeteologen tilfældigvis er på, er Filips umiddelbare reaktion: ”Hun ligner faktisk sig selv.” Hvem skulle hun ellers ligne? Virkelighedens tyske teolog er tilsyneladende op imod Filips forestilling i konkurrencen om, hvem der ligner hende mest.

Da William skal beskrive, hvad der var så særligt ved pigen fra Nemoland, lyder det således: ”Hendes veninder – jeg er sikker på, de havde drukket en masse – stod og dansede og gjorde opmærksom på sig selv, men hun stod bare stille og roligt og lyttede til musikken og nød øjeblikket.” Det er ikke første gang, at kvinder, som er glade, fjollede og udadvendte, bliver beskyldt for at ”gøre opmærksom på sig selv”, hvorimod forestillingen om den tilbageholdende, passive kvinde, der holder sig til at betragte verden, også ofte er blevet ophøjet til den ideelle kvinde. Hvis man virkelig vil være kritisk – og det vil vi – skriver den forelskelse, William oplever, sig direkte ind i en problematisk kønsdiskurs. Bum.

I programmet møder vi endvidere Louise, 29, som er på jagt efter John, som handlede i den Lidl, hun arbejdede i for 4 år siden; Signe, 21, som leder efter Frederik, som hun mødte som 11-årig på en ferie i Sydfrankrig, og som hun senere blev sms-kærester med, og Zenia, der blev forelsket i Fakta for fem måneder siden, da en mand foran hende i køen sagde: ”Jeg er ked af, jeg fylder så meget.” På parkeringspladsen tog hun hans nummerplade, og nu skal han findes.

Organiseret stalking

Udover det helt åbenlyst problematiske ved, at DR3 organiserer, romantiserer og bakker op om stalkinglignende adfærd – hvor bange ville du for eksempel blive, hvis en person, du havde talt med i et minut for halvandet år siden, rejste til et andet land for at finde dig? – er DR3 måske ovenikøbet med til at fremprovokere deltagernes creepy adfærd.

Der er jo sådan set ikke noget ualmindeligt ved at lægge mærke til en person, man synes, ser dejlig ud, og efterfølgende gøre sig visse tanker, lune sig lidt ved forestillingen om deres personlighed og om den usædvanligt gode kemi, man sikkert ville føle, hvis man fik lejlighed til at lære vedkommende at kende.

Én her på Føljeton havde i sine unge dage et studiejob på X Factor, hvor den ene helt almindelige person efter den anden i hænderne på en opmuntrende tv-tilrettelægger blev forvandlet til en regulær freak, der var villig til at gøre alt i benovelse over muligheden for at komme på tv. Og det er formentlig også det, der er sket for deltagerne i ’Efterlyst kærlighed’.

Som deltager i sådan et program bliver du mødt af et tv-hold, som behandler dig, som om du er det mest interessante i hele verden. Du er centrum, når du mødes med dine venner med et tv-hold i nakken. De psykologisk bekendende hjemmevideoer, du laver med dig selv i sengen med morgenhår og søvn i øjnene, bliver behandlet som guld – alle, der har prøvet at bekende noget på video, ved i øvrigt, at man hurtigt kan blive betaget af sin egen evne til sætte ord på sine følelser, sin egen lidelse og refleksion (det er fedt og kan anbefales, men bør ikke deles med andre end dig selv), og det bliver ikke bedre af, at en tv-tilrettelægger bekræfter dig i, at det virkelig er alment interessant. Pointen er, at det er klart, at det stiger deltagerne til hovedet. Det er klart, at deltagernes egen fornuft og eget etiske barometer bliver sat lidt ud af spil.

Sådan set spekulerer Filip over den etiske dimension i sit projekt. Som han siger: ”Jeg har det godt med at tale med journalister, for jeg kan jo godt lide at fortælle, men jeg kan heller ikke lade være med at tænke på den arme pige i Berlin, som ikke ved, at der er flere og flere, der leder efter hende.”

Og senere, da han læser om sig selv og sit projekt om at finde den store kærlighed i Metroxpress: ”Det er måske lige voldsomt nok.”

Ingen af deltagere i programmet har endnu fundet deres efterlyste kærlighed – man tør vel håbe, at det ikke lykkes. Jagten kan følges på DR3 hver mandag aften eller her.