Efter aborten
Den oversete abort-depression
Shani Pedersen er 25 år. I oktober sidste år fik hun en provokeret abort, og i januar i år havde hun det psykisk så dårligt, at hun måtte sygemeldes fra eksamen. I disse dage screenes hun for depression. Hun er en af de 1500 danske kvinder, der hvert år får en alvorlig psykisk nedtur i kølvandet på en provokeret abort.
Shani Pedersen holder for rødt lys på sin cykel i krydset mellem Dybbølsgade og Ingerslevsgade på Vesterbro i København. Hun er på vej hjem fra arbejde og en sjælden januarsol bader hendes ansigt i lys. Omkring hende er fortovene fyldt med mennesker, der småsnakkende nyder det gode vejr med en kop kaffe eller en kæreste i hånden. Shani ser dem, ligesom hun registrerer solens varme på kinderne, men indeni er hun tom. Ikke ligesom, hvis man er træt efter en lang dag. Men helt tom. Fuldstændig ligeglad med, hvad der sker omkring hende. Ligeglad med solen og med de opstemte mennesker. Med postkassen, hun ikke har tømt i uger. Med sin mor, der ringer og ringer uden svar. Hun er holdt op med at gå op i sit arbejde, sine kollegaer og sine venner. Ligesom det ikke længere betyder noget for hende at være en god roomie eller se godt ud. Hun stirrer ud i luften, mens hun venter på, der skal blive grønt, så hun kan komme hjem til sin seng og sine mørklægningsgardiner. Næste dag kontakter hun sin læge og beder om en opfølgende samtale på den provokerede abort, hun fik tre måneder forinden.
Hvorfor mig?
Shani Pedersen er 25 år. Hun bor på Vesterbro i København og arbejder til dagligt på DR Nyheder, hvor hun er journalistpraktikant. Derudover er hun en af de omkring 1500 danske kvinder, der hvert år rammes af en alvorlig psykisk nedtur efter at have fået foretaget en provokeret abort.
”Jeg var blevet oplyst om, at sådan noget her kunne ske, men jeg havde slet ikke regnet med, det ville ramme mig. Jeg ser og har altid set fri abort som en sindssygt vigtig rettighed og havde ikke tænkt, at de her følelser af skam og skyld kunne ramme mig,” fortæller hun.
Det rammer bredt
Tilbage i 2005 lavede Mødrehjælpen i Aarhus en stor undersøgelse, der viste, at ti procent af de kvinder, der får foretaget en provokeret abort, får alvorlige efterreaktioner. Selv om undersøgelsen er over ti år gammel, er den ifølge Ulla Krogager, der er rådgivningschef hos Mødrehjælpen ikke forældet:
”Vores undersøgelse samlede flere undersøgelser om kvinders reaktioner efter aborter. Samlet tegner de det billede, at det er omkring 10 procent af kvinder, der får en provokeret abort, som får en efterreaktion. Vi har ikke grund til at tro, der er sket den store udvikling der,” fortæller hun.
Er der nogle grupper af kvinder, der hyppigere rammes af efterreaktioner end andre?
”Nej, man kan ikke udpege en bestemt gruppe, der rammes hårdere end andre. Det kan være alle aldre og sociale lag,” fortæller hun.
Men hvis man tænker ud over de traditionelle bokse med alder, uddannelse og social baggrund, er der alligevel ting, der går igen:
”Nogle af de fællestræk, vi kan se, er, at kvinder, der føler sig presset af omgivelserne – det kan både være til at få en abort, fordi de er unge eller modsat gennemføre, fordi de ikke er så unge – er mere i tvivl, og dem, der er mere i tvivl, har større risiko for at få efterreaktioner. Det samme gælder, hvis man er psykisk sårbar eller i forvejen er i en sårbar periode eller tidligere har været udsat for belastende oplevelser i livet, så kan en krise, som det for nogle er at få en provokeret abort, gøre det endnu sværere at træffe valget,” fortæller hun.
Derudover nævner hun, at der findes personlighedstræk, der går igen hos nogle af de kvinder, der oplever efterreaktioner:
”Et eksempel kan være, hvis man er vant til at have totalt styr på sit liv, så kan man komme rigtig meget ud af kurs med sådan en omvæltning og også få en større efterreaktion,” fortæller hun.
Undersøgelsen fra 2005 viste desuden, at en stor del af de kvinder, der rammes af efterreaktioner, generelt er meget reflekterede.
Medicinsk eller kirugisk abort
I Danmark har alle kvinder over 18 år siden 1973 frit kunnet vælge at få en abort indtil til og med 12. svangerskabsuge. De kan vælge mellem den medicinske og den kirurgiske abort.
- Medicinsk abort kan udføres hjemme og tilbydes indtil 9. graviditetsuge. Det foregår ved, at man tager en stikpille, som stopper graviditetens udvikling og bidrager til, at livmoderen udstøder det befrugtede æg.
- Ved en kirurgisk abort bruger lægen et sug og en udskrabning for at tømme livmoderen. Det foregår oftest under fuld narkose.
I 2013 var 62 % af aborter medicinske og 38 % kirurgiske.
Den første måned
Shani Pedersen fik en medicinsk abort i slutningen af oktober, og første måned gik fint.
”Jeg følte mig stærk og var ekstremt lettet. Hele forløbet havde været så hårdt: dels var selve aborten ekstrem voldsom og smertefuld, og dels gik ham, jeg datede, fuldstændig under jorden meget tidligt i processen. Så jeg tænkte mest bare, at det var dejligt, det værste var overstået,” fortæller hun.
I tiden efter aborten var Shanis krop så mærket fysisk, at der ikke var plads til at tænke.
”I ugerne efter havde jeg det så fysisk dårligt, at alt min energi lå der. Jeg blødte helt vildt, faldt i søvn foran skærmen på arbejdet og var i det hele taget så afkræftet, at der slet ikke plads til at mærke, hvordan det stod til psykisk,” fortæller hun.
Nedtur på Istedgade
En nat i december godt en måned efter aborten er Shani på vej hjem fra fest og cykler på Istedgade mod sit hjem.
”Jeg kørte hurtigere, end jeg plejede, og pludselig brød jeg bare helt sammen og tudbrølede midt på gaden,” fortæller hun.
En gruppe mennesker stopper op og kigger på hende, da hun cykler forbi.
”Men jeg tudede bare. Jeg kan huske, jeg tænkte, det var ekstremt rart at græde. Igen oplevede jeg lettelse. Over at kunne tage til fest, gøre normale ting. Jeg tænkte, at det nok betød, jeg var ved at være rigtig tilbage,” fortæller hun.
Men det skulle vise sig blot at være den første af en række nedture med spontan gråd og total tomhed. De psykiske mén startede for alvor midt i december, halvanden måned efter aborten. Hun begyndte at blive trist og mistede den energi, der ellers lige var kommet tilbage efter hendes krop var kommet sig.
”Ting begyndte at miste deres betydning. Jeg var lidt ligeglad med, hvilken historie jeg skulle skrive på arbejdet. Normale ting blev ligegyldige, og små hverdagsting som at lave aftensmad og svare på sms’er blev helt uoverkommelige,” fortæller hun.
Alligevel holdt hun sammen på hverdagen.
”Jeg var nok lidt i benægtelse og undskyldte det hele med, at min krop bare stadig var smadret. Så jeg prøvede at fokusere på en normal hverdag med at stå op, gå på arbejde og lave mine ting. For det nytter jo ikke noget bare at ligge derhjemme, vel?”
Hun tænker lidt og siger så:
”Men jeg kunne godt mærke, at overskud til hverdagsting ikke var der. Men arbejde, det tvang jeg mig selv til.”
Faren gik under jorden
Shani havde kendt faren til barnet i nogle måneder, da hun blev gravid. De var ikke kærester, men havde datet i et stykke tid. Da hun fortalte ham, hun var gravid, tog han det først pænt.
”Han var meget pragmatisk og sagde, at det skulle vi nok komme igennem. Vi snakkede om måske ikke at fjerne det, men blev også enige om, det ikke ville være en god ide, fordi han ikke kunne være der, og jeg nok heller ikke føler mig helt klar til at være mor. Men jeg var i tvivl, så vi aftalte at tænke lidt over det. Vi mødtes igen på en café nogle dage efter. Jeg havde været til forsamtale ude på Hvidovre Hospital og havde taget abortpillerne med til ham, så jeg kunne forklare og illustrere, hvordan det ville komme til at fungere, hvis jeg gennemførte aborten, og der gik han helt kold,” fortæller hun.
Det var sidste gang hun så ham inden aborten.
”Han gik bare fuldstændig under jorden. Jeg var alene om det hele uden hans støtte. Det var virkelig ubehageligt og simpelthen så hårdt. Jeg kan huske, han på et tidspunkt sagde: ‘Det er da altid noget, du bare skal tage en pille.’ Det siger måske lidt om, hvor meget han havde sat sig ind i min situation,” fortæller hun.
”Set i bagklogskabens lys kan noget af nedturen nok skyldes processen op til. At jeg var i tvivl og slet ikke fik noget som helst støtte af ham. Det var meget ensomt,” fortæller Shani.
Jeg føler mig lidt trist
”Hvordan har du det?”
Det er Shanis mor, der spørger. Kort før jul er de to taget i sommerhus, og Shani har på det tidspunkt ikke fortalt nogen om det tungsind, hun har båret rundt på siden aborten.
”Jeg føler mig lidt trist,” svarer hun så.
På det tidspunkt havde det stået på i nogle uger: Morgenerne med gråd, der kom ud af ingenting og ikke ville stoppe. Kampen for at komme ud af sengen og gå på arbejde. Følelsen af at være ligeglad med alt. Isolationen. Tungsindet, hun ikke kunne forklare med andet, end at det havde ”noget med aborten at gøre”.
”Det med at være ligeglad med ting var det hårdeste. Fordi jeg ikke plejer at være ligeglad. Jeg plejer at have overskud, og så er det altså et kæmpe handicap ikke at føle sig i stand til at smutte ned med skraldet,” fortæller hun og uddyber:
”Samtidig kunne jeg ikke være det, jeg gerne ville være. Hverken for mig selv eller for de mennesker, jeg har omkring mig. Jeg præsterede 50 procent af det sædvanlige på arbejdet, og jeg kunne ikke være til stede i samtaler. På et tidspunkt talte jeg i telefon med min mor for første gang længe, og jeg kunne ikke forholde mig til ét ord, hun sagde. Jeg var bare ligeglad. Og det er virkelig hårdt.”
Kan I se det på mig?
Efter juleferien prøvede Shani at ignorere, hun havde det skidt og håbede, det gik i sig selv.
”Men i stedet begyndte jeg at blive angst for, om folk kunne se det på mig. Jeg var så overvældet af indestængte følelser, at det fyldte hele min krop med uro, så når jeg eksempelvis snakkede med en kollega på gangen, kunne jeg næsten ikke tro på, at personen ikke kunne se på mine øjne eller høre på min stemme, den var helt gal. Det er egentligt underligt, at jeg havde det sådan, for med min fornuft er jeg slet ikke flov over aborten eller over at have fået det psykisk dårligt, for den sags skyld. På den anden side er der en eller anden frygt for at blive sat i bås og blive dømt. Det føles skamfuldt. Og så bliver jeg sur på mig selv, for jeg skal sguda ikke skamme mig over at have gjort brug af min ret til at bestemme over min egen krop,” siger hun.
Så på en måde skammer du dig over at skamme dig?
”Ja, det kan man godt sige. Jeg prøvede at lade den del af mig, der gerne vil bryde tabuet, styre og begyndte lige så stille at fortælle om min situation til folk. De andre praktikanter på DR f.eks., men jeg kunne mærke, de syntes, det var en ubehagelig samtale. Det har ikke været for at være dømmende, men fordi det emne er så tabubelagt, at ingen ved, hvad de skal sige til det. Men jeg kom til at føle mig forkert, fordi jeg kunne mærke, jeg delte noget med dem, der ikke var helt passende ,” fortæller hun.
Akutte belastningsreaktioner
Erkendelsen af, hun var nødt til at søge professionel hjælp, kom til hende, da hun midt i januar ventede på grønt lys i krydset ved Ingerslevsgade og Dybbølsgade, men grunden til, Shani handlede så hurtigt, lå et andet sted:
”Jeg havde en mundtlig eksamen i slutningen af januar, og jeg begyndte ligesom at indse, at det ville blive et umuligt projekt for mig at gennemføre den – og sygemelding fra eksamen kræver lægeerklæring, så jeg var nødt til at handle på det med det samme, ellers kunne jeg sikkert være gået længe med den erkendelse, før der skete noget,” siger hun.
Shani behøvede ikke at sige ret mange ord til lægen, før hun fik papir på sin sygemelding. På lægeattesten står der, hun lider af akutte belastnings-/depressionsreaktioner som følge af provokeret abort. Derudover fik hun også nogle andre papirer med, der skal udfyldes derhjemme og afleveres ved næste konsultation.
Ingen fast procedure for læger
Alle kvinder får rutinemæssigt tilbudt to samtaler i forbindelse med uønsket graviditet. Først en støttesamtale hos deres praktiserende læge. Den følges af et tilbud om en opfølgende samtale efter aborten. Den første skal klæde kvinden på til at foretage valget om, hvorvidt hun vil beholde barnet eller ej. Her er det lægens opgave at oplyse om eventuelle fysiske og psykiske mén. Den anden samtale skal samle op på kvindens tilstand.
Men indholdet er der ingen retningslinjer for. Det fortæller Anders Beich, der er formand for Dansk Selskab for Almen Medicin og praktiserende læge.
”Det er meget individuelt, hvordan en kvinde reagerer, og det er derfor også meget individuelt, hvordan forløbene omkring aborter bliver. Nogle berøres stort set ikke, andre berøres meget stærkt, nogle har et stærkt netværk, som de kan bruge i sådan en situation, andre har mere brug for deres læge, så en egentlig procedure er der ikke for den slags,” forklarer han.
Nu sker der noget
‘Hvor stor en del af tiden har du følt dig trist til mode, ked af det? Sæt kryds ved hele tiden, det meste af tiden, lidt over halvdelen af tiden, lidt under halvdelen af tiden, lidt af tiden, på intet tidspunkt.’
Shani Pedersen kigger på de papirer, hun har fået af lægen, og som skal være med til at afgøre, om hun har en regulær depression, eller ”blot” en akut belastningsreaktion som følge af sin abort. Uanset udfaldet af de 12 spørgsmål i depressionstesten er hun en af de omkring 1500 kvinder, der ifølge Mødrehjælpens tal hvert år rammes af en alvorlig psykisk nedtur efter at have fået en provokeret abort.
”Det er helt vildt at tænkte på, jeg måske får en diagnose på grund af det her lort,” siger hun og stirrer ned på papirerne, mens hun holder en lille pause.
”Men hold kæft, hvor er det også lettende at tænke på, jeg for alvor kan tage hul på at komme videre nu.”
Shanis næste konsultation hos lægen er d. 21. februar.
/Renna Rose Agger