Fire børn tumler rundt i en hastigt sammenflikket sandkasse. Uden sand. Børnene leger hver for sig. Med træklodser, tuscher og papir. Der sidder også en far. Han har sin datters ene fod i hånden. Han er ved at prøve sko. Til hende. Hun tegner videre i sin egen verden. De sko, der er for store eller for små, kaster faren retur til moren. Moren sidder med en papkasse fyldt med brugte børnesko.
Over højttaleren lyder det, at toget fra Hamburg er fem minutter forsinket. De cirka 150 ventende flygtninge lytter intenst, men denne meddelelse er ikke relevant. De har alle sammen lagt Hamburg bag sig. Nu venter enten Danmark, Sverige, Norge eller Finland. Moren og faren ved sandkassen prøver flere sko. Datteren skifter tusch. Med den ene, bare fod stadig strakt i luften, som om den til enhver tid kunne gå sig en tur på himlen.
Klokken er fem om eftermiddagen på Flensborg Banegård. Øverst på billetautomaten hænger et råd, sat fast med tape: »If you don’t want to be thrown of the train, buy a ticket directly to Malmø«. Pigen i sandkassen bærer nu et par brune drengesko. Hendes tegning er færdig. Et smilende ansigt.
På eget sprog
Sprogene krydsklippes i banegårdens heftige akustik. Arabisk, farsi, tysk, dansk. En god snes af de tilstedeværende bærer cyklamenfarvede veste. Det er de frivillige fra Refugees Welcome-gruppen. Cirka 50 kommer hver dag for at assistere så godt, de kan. Én af dem er 26-årige Reza Husseini. Han tilbyder sin hjælp, når togtider og andre meddelelser skal gives videre til de flygtninge, der deler hans modersmål, farsi. Reza er fra Herat i Afghanistan. Han kender selv den lange rejse. For fire et halvt år siden var det ham, der krydsede ørkenen og Middelhavet for at skabe sig et nyt liv. Det har han fået. Han er netop nu ved at færdiggøre 9. klasse.
Når han har fri, hjælper han til på banegården. »Det er først og fremmest familierne med børn, der har brug for en hånd. De er udmattede, men samtidig bange for at falde i søvn. Hvad nu hvis deres børn pludselig bliver væk? Vi kan hjælpe dem med at få ro på. Bare at møde én, der taler dit eget sprog, kan være en befrielse. Det ved jeg alt om,« siger Reza Husseini, inden han går over for at få sig en kop kaffe.
Gratis starthjælp
Refugees Welcome-folkene har fået lov til at overtage halvdelen af ventesalen. Ved siden af pasfotoautomaten står tre babysenge. Så kommer sandwichbaren. Dagens menu er toast med ost og æbler. Samt vand på flaske eller kaffe. Alt er gratis, også hygiejneartiklerne og babymosen.
Til højre for madsektionen ligger et væld af strømstik, så flygtningene kan genoplade deres mobiltelefoner. Det er her, vi møder 44-årige Kirsten Roth. Hun bor i Flensborg, men arbejder på fabrik i Aabenraa. Hun krydser hver dag grænsen for at producere bleer til inkontinente. Hun har været en del af Refugees Welcome siden 9. september, da flygtningestrømmen for alvor tog til. »Jeg bruger snildt 30 timer om ugen hernede. Jeg er med i den gruppe, der har ansvaret for tøj og sko,« siger Kirsten Roth og viser vej ind til lageret.
Bag en branddør gemmer sig alenlange rækker af skjorter, frakker, sko, støvler, kjoler, bamser, krykker og sågar et afskærmet soveværelse til de flygtninge, der mere end noget andet trænger til ro. Kirsten Roth har ikke tænkt sig at skrue ned. »Jeg troede, det bare skulle vare et par uger, men jeg kan ikke holde op. Det her giver mening for mig«.
Som lygter i mørket
Der bliver råbt på arabisk henne fra udgangen. Tempoet forvandles på et splitsekund, fra døsigt til hektisk. Børn og habengut samles op i en fart. Alle styrter ud af banegården og ud i den kølige novemberaften. DSB har sat ekstra busser ind. For at imødekomme det store pres. Også her har Refugees Welcome lavet deres egen korridor. Med brædder og søm har de bygget et primitivt indelukke, der sikrer at busserne ikke bare bliver bestormet.
Gamle, børn, enlige og familier stiller sig i kø, presser sig fremad som om det er vejen til befrielse, der lige er åbnet. De frivillige i cyklamenfarvede veste toner frem som lygter i mørket. Busserne kører kun til Danmark, råber de på adskillige sprog. Der opstår tumult. Tre politibetjente hjælper med at dæmpe gemytterne.
Bagerst i køen står 26-årige Abduljalil Raoufi. Han er fra Afghanistan og har krydset otte landegrænser på sin vej mod nord. »Jeg vil til Sverige. Jeg har familie deroppe,« siger han med ørerne på sned for at fange de informationer, der brøles ud over køen. Da det går op for Abduljalil Raoufi, at busserne kun kører til Danmark, vælger han at gå tilbage til banegårdens ventesal.
Nej til almisser
Roen har atter indfundet sig. Folk ligger spredt på gulvet med bagagen som underlag. En lille dreng kaster en mør bamse gennem ventesalen. Han tager bestik af distancen. Godt kast? Han vender sig mod sin mor. Moren sidder i skrædderstilling. Hun sover. Drengen tager en rask beslutning. Sætter i løb og kurrer på knæene hen til den ventende bamse. Jubelscenen vækker et smil i banegårdens traditionelle kaffebar. Med aviser, magasiner og kaffe til to Euro.
Her regerer 45-årige Sandra Gyarmati. Hun har rødder i Ungarn og oplever hver dag, hvordan banegården er blevet et menneskehav, der kommer i store bølger. »Den største forskel er larmen. Hver aften, når jeg kommer hjem, går jeg en tur med hunden for at falde ned … og så råber jeg lidt ad min mand for lige at komme af med det sidste,« siger hun og ler.
Det generer ikke Sandra Gyarmati, at Refugees Welcome serverer gratis mad og drikke blot tyve meter fra hendes levebrød. »Mange af flygtningene vil ikke modtage almisser, så de handler stadig her. Tit kan jeg ikke forstå, hvad de siger, men så henter jeg én af dem i vestene og får dem til at tolke. Det går fint.«
Massage til flygtninge
Lidt i otte holdes det ugentlige møde for de frivillige. Det sker ude på lageret. Ni kvinder og fem mænd har for en stund forladt deres ansvarsområder og diskuterer nu den seneste uges oplevelser. Aftenens tumult vendes også. Det evindelige flaskehalsproblem. Når alt for mange mennesker på samme tid vil ombord på bussen eller toget. Mens mødet går sin gang, kommer der hele tiden personbiler og bakker hen til lagerets bagindgang. Med nye forsyninger af tøj, sko og drikkevarer. Byens stolthed, håndboldholdet Flensborg Handewitt, har netop i dag sponsoreret vandflasker.
Pludselig kommer en ung kvinde listende med en massagebænk, efterfulgt af fire flygtninge. De forsvinder bag det sorte tæppe, der omkranser det alternative soveværelse. Kvinden er 41-årige Hilke Hinrichsen, til daglig tandtekniker og smykkedesigner, men nu altså også massør på Flensborg Banegård. »Du kan byde mennesker velkommen på mange måder, det her er så min måde,« siger hun og breder et lagen ud over bænken og byder den første at tage plads. Tilbage ved mødet kommenterer én af de mandlige deltagere tørt: »Super, nu rygtes det ned gennem Europa, at vi i Flensborg giver massage til flygtningene. Det skal nok holde os beskæftiget.«
Her vil jeg bo
Kl. 21 er der ikke flere afgange mod nord. Ventesalen koger stadig af liv. Reza Husseini står med en omtumlet 15-årig dreng fra Afghanistan. Drengen er kommet alene til Tyskland, men har først opdaget det nu. At han har nået sit mål. »Så er det her, jeg gerne vil bo,« siger han. Reza Husseini tager sin mobil og ringer til politiet. Få minutter senere føres drengen væk af to betjente. De tilbageværende flygtninge får nu tilbud om overnatning i én af de tre idrætshaller, der for tiden fungerer som sovecentraler i Flensborg. Vi kører til Real Schule West små femten minutter fra banegården. 50 liter suppe er under forberedelse.
Tre medarbejdere fra Røde Kors er på vagt. »Jeg er her hver anden nat,« fortæller 69-årige Uwe Knutzen og viser os ind i sovesalene. 500 feltsenge kysser hinanden. Røde Kors arbejder tæt sammen med Refugees Welcome. De frivillige på banegården registrerer, hvor mange der skal bruge en seng for natten og sender tallet videre til Uwe Knutzen. »Vi bliver nødt til at vide, hvor mange der kommer. Toget fra Neumünster rammer Flensborg senere i nat. Hvis vi har plads, tager vi alle sammen. Hvis ikke må de to andre sportshaller i brug.«
Vejen til Sverige
06.30 vækkes eksakt 500 flygtninge. En time til toiletbesøg og så ud i busserne og tilbage til banegården. Uwe Knutzen og hans to kolleger går nu i gang med at desinficere samtlige feltsenge, så de er klar til en ny nat. Ved bussen møder vi igen 26-årige Abduljalil Raoufi. Han har kun ét for øje: At finde en vej, der fører ham til Sverige. Selv om han har en bachelorgrad i landbrug, ved han godt, at hans fremtid bliver en anden. »Det handler bare om at få et job, et hvilket som helst job. Mine slægtninge i Sverige er også uddannede, men de arbejder som taxichauffører eller kører lastbil. Det er fint med mig,« siger han. Abduljalil Raoufi besluttede sig for at flygte, da universitetet i Kabul ikke kunne skaffe en ko.
»Vi var nået til koens anatomi, men vi kunne ikke få lov til at se den indefra, kun gennem en bog. Jeg ved ikke helt hvorfor, men der var bare ét eller andet ved den oplevelse, der ramte mig. Håbet om en fremtid i mit hjemland døde lige der,« fortæller Abduljalil Raoufi, inden han går ind for at orientere sig om mulige togtider.
Lukket land
Ved pasfotoautomaten står Reza Husseini, klatøjet men ved godt mod. Han har været på banegården hele natten. Toget fra Neumünster havde 300 flygtninge med. »Der var nok at se til. Mange af dem ville ikke med bussen ud til sportshallen. De var bange for at miste et tog, selv om der ikke gik nogen,« siger Reza Husseini.
I det samme træder en anden af de cyklamenfarvede veste frem og stiller sig i hjertet af ventesalen. Med en megafon. På arabisk fortæller han, at Sverige har besluttet at indføre grænsekontrol. En ældre kvinde bryder ud i gråd. En kakofoni af stemmer rejser sig. Mobiltelefoner flås op til ørerne, så akut rådslagning kan gå i gang. Med familiemedlemmer i hjemlandet eller ventende slægtninge i Sverige måske.
Abduljalil Raoufi modtager budskabet med stilfærdig accept. »Så må jeg søge asyl i Danmark. Og nøjes med at skrive postkort til Sverige,« siger den 26-årige afghaner og sætter sig ned ved et bord, der har en enkelt plads i overskud. En kvinde sover med ansigtet i sine korslagte arme. En lille pige bruger sin mors mobiltelefon. Pigen tager billeder af sig selv. Udtryksløs.
