Åh Gud! Lad Lollike forestå apokalypsen

Ude på landet troner landsbykirken fallisk mod den grå himmel, husene putter sig små og skæve, mens menneskene bevæger sig rundt som bevidstløse dukker uden nogen særlig stillingtagen til hverken liv eller levned. De drikker som svin, slår deres koner og gør, som de plejer, derude på landet. Ingen kommer nogensinde hinanden for nær, man hverken ser eller rører ved hverandre. Så ligesom omsorg og kærtegn, der sendes retningsløst ud i den tomme luft, bliver volden heller aldrig rigtig brutal.

Sådan ser det ud i Christian Lollikes nyfortolkning af Ludvig Holbergs gamle klassiker Erasmus Montanus fra 1723, som er blevet til i samarbejde mellem teatret Sort/Hvid og Aarhus Teater, hvor den havde premiere i fredags. Det lille landsbysamfund har Ida Grarup og David Gehrts ladet opføre i virkningsfuld og vellykket sort-hvid-scenografi. Ind mellem de endimensionale bondehuse, som Montanus senere afslører som det rene pap, føres landsbyboerne rundt i tilværelsen, over scenen, på mekaniske transportbånd.

Da den determinerede depression er lige ved at opsluge sit publikum helt, viser den længe ventede søn, tidligere Rasmus Bjerg, nu monsieur Montanus, sig. Han har forladt studierne i København og opsøger sit flade, uoplyste ophav på landet, hvor Montanus udtales ”Mont-anus”, og diskuterer er noget frækt, man gør med damerne.

I Andreas Jebros overbevisende fortolkning bevæger Montanus sig dansende hen over scenen med cirkulerende håndled og enerverende latter, mens han først på latin, siden på dansk, belærer landsbyens sinker om sproglige konstruktioner, som selv kønnet og familien er et resultat af. Og da familien, som de plejer, sender deres kram ud i luften, stirrer han måbende, før han forsøger at få kontakt og en rigtig omfavnelse. Han må opgive. Som publikum har vi allerede ukritisk accepteret det som et greb, at vold, kram og ord sendes ud over scenekanten frem for i retning af sin modtager, vi har accepteret den illusion, som Montanus nu bryder og bruger til at demonstrere bondeknoldens usigelige dumhed.

Montanus ved vel, at latter er en herskerteknik

Men Montanus tager kampen op i det lille samfund. Til sin kommende svigerfar Jeronimus’ rædsel udbreder han sig om forskellen mellem kristne værdier og kristne traditioner. For nok er Jeronimus døbt og konfirmeret, men hverken forsamlings-, religions- eller ytringsfrihed er særligt kristent. Næ, det er værdier, som vi kan takke oplysningstidens radikale tænkere for, forklarer Montanus og sender en implicit hilsen til sin skaber Ludvig Holberg, som netop indførte mange af den tidlige oplysningstids tanker i både Danmark og Norge. Landsbysamfundet tager til genmæle ved at indsætte kirkekoret, som synger smukke kristne salmer, der giver gåsehud og burde kunne få selv den mest overbeviste ateist til at vakle lidt. Koret overdøver Montanus’ prædiken, men han er jo lærd, så han skruer op for sin egen mikrofon, og koret må give fortabt.

På en måde forstår man den jævne (voldelige og skråsikre) dansker, som så mange gange før er personificeret af Ole Thestrup, her i rollen som Jeronimus. Det ene øjeblik er han en agtet patriark, som kan nægte sin datter at gifte sig med den syge sjuft, som forsøger at tage troen fra ordentlige folk og påstår, at jorden er rund, og det andet øjeblik tager hans voldsramte kone til genmæle, kvinder sig op og siger fra, mens en én meter høj person springer over scenen i burka og en oppustelig moské hæver sig over kirketårnet, som pludselig ser beskedent ud under moskéens hvælving. Jeronimus er en presset mand. Vidste du i øvrigt, at ‘kusse’ betyder ‘hvælving’?

Gennem logiske slutninger gør Montanus sin mor til en sten og degnen til en hane, mens han i bogstaveligste forstand nedriver og forkaster alle det lille samfunds fælles illusioner, og da mor Nille og far Jeppe står knuste tilbage på den hærgede scene, påkalder han sig ytringsfriheden som sit forsvar.

Montanus mister grebet og fremstår snart som en socialkonstruktivistisk udgave af Jim Lyngvild, fabulerende og selvhøjtidelig med sårede øjne (en sammenligning, som sikkert også er et greb fra anmelderens side, der tjener det formål at afvise ethvert slægtskab mellem den nu anstrengende Montanus og netop anmelderen, som ligesom så mange andre aspiranter til den kreative klasse også er på flugt fra sit ophav på landet, og som også råber op om sproglige konstruktioner i tide og utide, og som måske føler sig bare en lille smule ramt). Han griner krampagtigt og skabet, når bønderne klamrer sig til deres tro og illusioner, og som Montanus garanteret har læst sig til på universitetet i København, er latterliggørelse en herskerteknik, en teknik til at tryne og ydmyge i forvejen undertrykte grupper i samfundet.

Eksplosivt og elegant

Lollike fører eksplosivt og elegant Holbergs drama ind i en kaotisk samtid, og det føles rimeligt og relevant at forfølge enhver association, at læse forestillingen ind i alverdens sammenhænge og perspektivere vidt og bredt. For Lollike trækker på, hvad der passer ham, når han skånselsløst lader en oppustelig dinosaurus og en pap-Puch Maxi med mælkekasse krydse scenen, mens hæren er en truttende pigegarde i Dannebrogs farver.

Og mens Montanus’ udkårne, den bedårende og liderlige Lisbed, spillet af dygtige Sofia Nolsøe, løber rundt på scenen og tager livet af sig, lader blodet sprøjte i iscenesat sorg over, at hendes elskede sætter sin faglige forfængelighed over forholdet til hende, bringer Montanus sit dilemma op i plenum. Altså det vil sige, som en quizdeltager i stolen hos Hans Pilgaard vælger han at bruge en livline: han spørger publikum: ”Findes der noget større end kærlighed?” En hurtig håndsoprækning og enighed i salen: Nej.

Forestillingen er en kaotisk helstøbt oplevelse med overbevisende skuespilpræstationer, som sammen med kostumer, scenografi og det saliggørende kor går op i en smuk, apokalyptisk højere enhed. Ja, man må kløjes i begejstrede brækfornemmelser, overgive sig til angstens krampagtige latter, klamre sig til sin egen sagte bøn: Åh Gud! Når det kommer dertil – lad Lollike forestå apokalypsen!

Erasmus Montanus kan opleves på Aarhus Teater frem til d. 11. marts.