Det er vinterferie i det meste af landet, og det er altid en lidt underlig følelse for os, der stadig går på arbejde. Det er sådan et lille vindue af sommerferie og agurketid, en påskeferie uden højtider eller en juleferie uden årskavalkader og familiefester. Halvtomme morgentog, men smaskfyldte gågader og køer til seværdighederne. Alle synes at holde fri, være væk og ude at rejse, men ingen har overvejet, hvem der tager sig af verden i mellemtiden.
Så er det jo godt, du har Føljeton lige ved hånden, for vi har faktisk ikke tænkt os at holde ferie, men til gengæld tager vi ud og rejser. Ikke noget fesent Val Thorens, Åre eller overrendte Phuket, nej, vi tager ud i den fjerneste og hedeste jungle i et af verdens mest korrupte og fattige lande; Nicaragua. For imens du står og fryser i køen til Experimentarium, har tusindevis af kinesere indfundet sig i den mellemamerikanske regnskov, hvor de så småt er ved at tage hul på det, der bliver verdenshistoriens største bygningsværk, når det står færdigt. Nicaragua-kanalen skal ligesom Panama-kanalen sluse fragtskibe mellem de amerikanske kontinenter, og så skulle den også gerne vende den katastrofale økonomiske situation, landet har befundet sig i. Det lyder måske som en udmærket idé, men inden vi når der til, er miljøorganisationer nervøse for at byggeriet vil ødelægge regnskoven og økosystemet i den enorme Lake Nicaragua. Hele landsbyer skal flyttes med magt, og i et land, der i årtier har været præget af borgerkrig og politisk korruption, er der heller ingen garantier for, at pengene, byggeriet skal indbringe, havner i de rigtige lommer. Bag hele projektet står en mystisk kinesisk milliardær, Wang Jing, som er direktør for HKND Group, der fik lov at bygge og drive kanalen i 50 år med mulighed for 50 års forlængelse. Den samlede pris er anslået til 50 milliarder dollar, fire gange landets bruttonationalprodukt.
Med aftalen afgiver Nicaragua sin suverænitet til HKND Group. Selskabet ejer jorden langs kanalens rute, ligesom de under byggeriet hverken behøver at betale skat eller at følge landets love. Når kanalen åbner for gennemsejling, skal selskabet betale 10 millioner dollars til Nicaragua om året i de første 10 år. Det er småpenge i forhold til, hvad de selv kommer til at tjene. Byggeriet gik officielt i gang i december 2014. Siden har projektet stået stille, og kanalen er blevet udskudt gang på gang. Til gengæld ser der nu ud til at ske noget. Kinesiske arbejdere er rykket ind i området omkring Rio Grande for at måle jorden op, og den officielle melding lyder, at en hær af 50.000 mennesker begynder kanalbyggeriet i første halvdel af 2017. Journalist Niels Vedersø Østergaard og fotograf Simon Læssøe rejste til Nicaragua i en måned fra oktober til november i 2016 for at rapportere om byggeriet – flere udenlandske journalister og fotografer er tidligere blevet fængslet og/eller deporteret for at rapportere om kanalen. Hele den spændende, skræmmende, vilde og underbelyste historie kan du læse om gennem hele vinterferien her på Føljeton. Sådan kan man altså også bruge sin ferie.