Nyhedsanalysen
"Mafiaprojektet" til milliarder
En ny kæmpekanal til fragtskibe skal drive det fattige Nicaragua mod en bedre fremtid. Det kan blive et af verdenshistoriens største byggerier, men tvangsflytninger og anklager om korruption kaster skygger over projektet. Vi er i ugens Føljeton taget til Mellemamerika for at gå i dybden med projektet, der kan blive altafgørende for regionen og ændre hele verdenshandlen, men som kun få har hørt om. Her kommer andet afsnit.
Nicaragua er Syd- og Mellemamerikas næstfattigste land, og i 2014 havde 65 procent af befolkningen ingen fast indkomst. I stedet lever de for eksempel som fiskere, landmænd eller gadesælgere.
Derfor blev planerne om den nye kæmpekanal tværs gennem landet også mødt med jubel i store dele af Nicaragua, da man først præsenterede ideen. Regeringen anslog ifølge den lokale avis La Prensa, at kanalen vil generere i omegnen af en million regulære arbejdspladser. Det var i 2013. Den ambition er senere sænket til 50.000 arbejdspladser ved byggeriet af kanalen. Halvdelen går til lokalbefolkningen, en fjerdedel til kinesiske arbejdere og den sidste fjerdedel til andre nationaliteter.
Hertil kommer adskillige jobs som afledt effekt af byggeriet. Foruden kanalen skal der blandt andet bygges to havne, en international lufthavn og en række andre underprojekter. I en meningsmåling fra marts 2016 lavet af analyseinstituttet M&R Consultores siger mere end to ud af tre nicaraguanere, at de stadig støtter byggeriet.
Alligevel har projektet fra begyndelsen mødt modstand fra dele af befolkningen. Modstandere af kanalprojektet mener, at det var i strid med landets forfatning, da den såkaldte kanallov blev vedtaget i juni 2013.
Med vedtagelsen af loven indgik regeringen en aftale med det netop stiftede kinesiske selskab HKND Group. Aftalen blev lavet bag lukkede døre, på få dage og uden skyggen af offentlig debat.
HKND Group fik lov at bygge og drive kanalen i 50 år med mulighed for 50 års forlængelse. Den samlede pris er anslået til 50 milliarder dollar, fire gange landets bruttonationalprodukt.
Med aftalen afgiver Nicaragua sin suverænitet til HKND Group. Selskabet ejer jorden langs kanalens rute, ligesom de under byggeriet hverken behøver at betale skat eller at følge landets love.
Når kanalen åbner for gennemsejling, skal selskabet betale 10 millioner dollar til Nicaragua om året i de første 10 år. Det er småpenge i forhold til, hvad de selv kommer til at tjene.
Aftalen mellem HKND Group og regeringen
Underskrevet 14. juni 2013 uden nogen forudgående offentlig debat.
Giver HKND Group retten til at planlægge, bygge og drive kanalen i 50 år med mulighed for 50 års forlængelse.
Nicaraguas stat har i begyndelsen ingen aktier i projektet, men de får 10 procent af aktierne hvert tiende år. Dermed lægger koncessionsaftalen op til, at projektet gradvist overdrages til staten Nicaragua.
Herudover skal HKND Group betale Nicaragua 10 millioner dollar om året, når kanalen åbner op for verdens største supertankere
Bag lukkede døre
Lige fra kanalloven blev underskrevet, har projektet været gennemsyret af hemmeligheder og aftaler indgået bag lukkede døre.
Projektets kritikere kalder regeringen korrupt og kanalen for et ”mafiaprojekt”.
Den officielle talsmand for HKND Group, Ronald Maclean, sagde i slutningen af 2014 sit job op, fordi Nicaraguas regering efter sigende nægtede at lytte til folkets bekymringer.
”Præsidenten og regeringen har været ekstremt lukkede om alt ved projektet. De tænker mere på at få penge i deres egne lommer end på deres ansvar for offentligheden,” siger han.
Utilfredsheden med regeringens projekt er blandt andet kommet til udtryk ved mere end 50 demonstrationer mod kanalen.
Her er titusindvis af nicaraguanere gået på gaden. Mange af dem med skilte og bannere med slagordene ‘Nej til kanalen’ og ‘Ud med kineserne’.
Myndighederne har reageret ved at lukke demonstrationerne, og indimellem har politiet både anholdt og tævet demonstranter. De har imidlertid aldrig fået fingrene i Sebastiana Amanda Pérez Moraga og familien fra Rio Grande.
Men i slutningen af 2014 var det tæt på.
Som at slås mod havet
En gryntende gris trasker rundt blandt høns, hunde og legende børn på gårdspladsen bag Sebastianas røde murstenshus.
Familien er vendt tilbage fra markerne, og Sebastiana står ved stenovnen i sit primitive udekøkken. Hun former småkager af majs.
Ved siden af hende sidder tanter, børn, børnebørn, venner og naboer i plastikstole under palmebladene på det hjemmebyggede halvtag.
De taler højt, hurtigt og i munden på hinanden.
Flere af dem var med til at demonstrere mod kanalen i den nærliggende by Rivas i december 2014. Her blokerede demonstranterne en motorvej, inden politiet troppede op med knipler, automatrifler og tåregas.
De arresterede mindst 28 af de fremmødte, og flere demonstranter fik ordensmagtens knipler at smage.
Sebastianas mand, Rufino Pastrano, sidder under den bagende centralamerikanske sol i klipklapper, grå lærredsbukser og med sit tunge sølvkors om halsen. Den dag i 2014 undgik han kun med nød og næppe at blive fanget af politiet.
”Jeg nåede heldigvis at flygte. Vi var alle sammen vildt bange. Det var en fredelig protest, men så kom politiet og bankede løs på os,” siger han.
Ifølge Rafael Garcia, en af Sebastiana og Rufinos naboer, er politiets brutalitet karakteristisk for den måde, regeringen tackler kritik fra befolkningen.
”Det er svært at gøre oprør. At gå mod regeringen svarer til at prøve at vinde en slåskamp mod havet,” siger han.
Sammenlagt har der været mere end 50 demonstrationer mod kanalen og de mange tvangsflytninger, den vil medføre. Her er det fra oktober 2015 i hovedstaden Managua.