Zoom ud fra appelsinhud og kønshår

Hannah vågner op nøgen i en køjeseng ved siden af en brun og veltrænet surf guy. Hun brækker sig ud over sengegærdet, kæmper sig ned ad stigen og ud på gulvet. Fyren betragter hendes nøgne krop, og da hun bukker sig forover, udbryder han: ”Hold kæft! Du har virkelig mange pubeshår.” Uden overhovedet at bemærke, hvor begejstret han lyder, kigger Hannah såret og afspiller det forsvar, hun har liggende parat: ”Til orientering kan jeg fortælle, at det er sådan voksne kvinder ser ud, når de har pubeshår, som Gud har skabt dem, og når de ellers passer på deres vagina.”

Scenen er fra første afsnit af sjette og sidste sæson af HBO-serien Girls, som havde sæsonpremiere mandag, og illustrerer på glimrende vis det, der ofte går galt i forsøget på at frigøre kroppen. Fyren synes, at det fedt med de kønshår, men det ligger så indlejret i Hannah, at kropshår er noget, kvinder skal forsvare deres ret til, at hun kun kan tolke hans kommentar som kritik.

Siden 2012, hvor serien havde premiere, har Hannah – spillet af Lena Dunham, som også står bag manuskriptet – gjort sig bemærket ved sin hyppige nøgenhed, både når der er en specifik anledning til det, i badet eller under sex, og når der ikke er, f.eks. når hun spiller bordtennis. Men ikke bare nøgenheden er blevet bemærket, hendes kropstype har også fået en del opmærksomhed. Hun er blevet hyldet for at vise appelsinhud og deller – og så altså kønshår – og blevet kaldt både ekshibitionistisk og befriende.

”I snart seks sæsoner har Lena Dunham vist det hele frem, både deller, appelsinhud og politisk ståsted,” står der f.eks. indledningsvis i et interview med Lena Dunham i Soundvenue og længere nede i artiklen: ”Hun har tabt sig. En observation, de fleste kvinder begejstret ville labbe i sig, men i tilfældet Lena Dunham er man i tvivl.”

Interviewet giver ikke svar på, om Lena Dunham er begejstret for sit vægttab, og man kan undre sig over, at det er vigtigt. Der er utvivlsomt behov for en mere mangfoldig repræsentation af mennesker i populærkulturen – også når det gælder kropsformer. Føljeton hilser enhver positiv forandring i den retning velkommen! Men pointen med en større mangfoldighed i populærkulturen må vel være, at flere forskellige mennesker får lov at optræde som hele, almindelige mennesker – og ikke skal defineres ud fra, hvordan de afviger fra den repræsentation, vi er vant til.

I omtalte interview udtaler Lena Dunham: ”Jeg havde aldrig forestillet mig, at serien ville blive opfattet som politisk. Hvad politisk er der ved at vise livet, som vi kender det? Det at fremstille kvinder som komplicerede og uperfekte væsener bør aldrig være politisk.” Det er det samme, der gør sig gældende, når vi taler om kroppen. Den slanke krop, den krop, der oftest repræsenteres i populærkulturen – i mange tilfælde ovenikøbet den retoucherede krop – bliver opfattet som den neutrale krop, mens de kroppe, der afviger, bliver opfattet som politiske, som et statement.

I sin anmeldelse af sæsonpremieren i Information bemærker Lone Nikolajsen, at serien tilsyneladende selv kommenterer på den opmærksomhed, Hannahs krop har fået, i en af de første scener:

”Hannah mødes med en magasinredaktør på en café for at tale forretninger. Hannah er nervøs og ivrig efter at sige det helt rigtige, så hun siger bare en helt masse, mens den potentielle arbejdsgiver læner sig tilbage og skyder en portion faglig og personlig anerkendelse af sted, når Hannah en gang i mellem lige skal trække vejret. Til sidst afbryder hun Hannah og siger, de vil ansætte hende på hendes udseende. De vil gerne have skrevet en reportage fra et fashionabelt surfingkursus på Rhode Island for rige, unge, sporty kvinder, og hvem kunne være bedre til at indtage outsiderens rolle end kvabsede Hannah? Det er dejligt at se, at Girls lægger ud med at gøre nar af den ros, serien har fået for at være progressiv i sin skildring af kvindekroppen. Lena Dunhams kropstype er atypisk for film- og tv-branchen (hun har deller), og hun er ikke ked af at vise den frem.”

Et frigørende kropsprojekt kan ikke reduceres til et spørgsmål om kønshår, deller og appelsinhud. Når vi på den måde zoomer ind på delelementer, reducerer vi det hele menneske. Vi fremhæver nogle træk, som alene ved at blive beskrevet som et udtryk for mod, bliver forbundet til noget forbudt og skamfuldt. Hvorfor skulle det ellers være modigt? Hvis sådan et projekt for alvor skal være frigørende, må målet være at gøre det mindre vigtigt, hvordan kroppen ser ud, så alle kropstyper får mulighed for at repræsentere et udgangspunkt, der kan danne rammen, om alt det et menneske eller en karakter ellers repræsenterer. På den måde kan en surf guys kommentar om kønshår måske blive mødt med andet end en indøvet forsvarstale og i stedet blive taget for det, det er: kropsfascination.