Nyhedsanalysen
Italien vil bruge kultur til at vinde over terror
Kultur skal besejre terror. Italien vil give en milliard ekstra til kulturlivet for at forebygge radikalisering.
Hvad skete der?
Mens den danske regering skærer hårdt på kulturområdet, ser det anderledes ud i Italien. Her vil den italienske premierminister Matteo Renzi – som et led i bekæmpelsen af terror og radikalisering – bruge en milliard ekstra euro til kulturinitiativer. Forslaget, som endnu ikke er vedtaget, sker som følge af terrorangrebene i Paris fredag 13. november, hvor mindst 132 mennesker mistede livet.
Hvad siger de?
Premierministeren, der er leder af centrum-ventre-partiet Partito Democratico, fremlagde i Rom forslaget med ordene: »Det, der skete i Paris, viser, at kulturkampen er blevet endnu vigtigerne. Når de siger, at terror er løsningen, svarer vi igen med kultur. De ødelægger statuer, men vi elsker kunst. De ødelægger bøger, men vi er bibliotekernes land.«
Med pengene, der svarer til 7,5 milliarder kroner, ønsker Renzi at styrke befolkningens forhold til den kulturarv, som landet er bygget på.
Hvad nu?
En del af beløbet skal bruges på at give alle 18-årige en check på 500 euro. Euro, som de kan bruge på teater, museumsbesøg eller andre kulturelle aktiviteter. Derudover skal et stort beløb gå til at styrke de kulturelle aktiviterer i udkanterne af Italiens store byer, hvor der ofte ses optøjer og sammenstød mellem emigranter, flygtninge og italienere.