Den danske liste

Det var jo sådan set bare en statistisk lille behændighed, Folketinget vedtog tidligere på ugen, da 55 stemmer mod 54 besluttede sig for, at ’danskere’ ikke længere må være i undertal i bestemte boligområder. 55 mod 54 havde så et lille problem med at forklare, hvad det at være dansk så egentlig er.

Det er blevet prøvet før, og igennem de seneste 10-15 år er der vel ikke noget tema, der har fyldt mere i den offentlige debat. Med få måneders mellemrum, og som regel med Dansk Folkeparti som facilitator, har temaet indfundet sig i dagsordenen i alle mulige afskygninger: ved EU-debatter, ved sikkerheds-debatter, i debatter om beklædninger i skolen, beklædninger i svømmerhaller, mad i børnehaver, juletræer i boligforeninger eller i direkte ministerielle dekreter og konkurrencer med litteraturkanon, musikkanon eller ja, danskhedskanon. Det har været et altoverskyggende tema at få slået fast, hvem ’vi’ egentlig var, så der ikke kom et ’de’ og ødelagde det ’vi’.

Der er virkelig blevet arbejdet hårdt på at definere danskheden uden at skulle tale om hudfarver eller religion, men i mandags blev man i Folketinget nødt til at definere det skriftligt for at kunne leve op til sit eget krav om, at mindst 50 procent i et boligområde skal være danske. Og da man ikke kunne tale om hudfarve, blev det til blod. Ikke kultur, religion, sprog, musik, litteratur, pas eller grænser, men udelukkende om dit blod, for kun hvis dine forfædre er fra vestlige lande, er du at betragte som dansker. Nu er det, der ligger ”vestligt”, jo bestemt af, hvor du står på kloden, men ifølge Udenrigsministeriet er vestlige lande EU-lande plus Andorra, Island, Lichtenstein, Monaco, Norge, San Marino, Schweiz, Vatikanstaten, Canada, USA, Australien og New Zealand. Resten er så ikke-vestlige. Det vil sige dem, der har forældre eller bedsteforældre, må man tro, i de lande, der ikke er nævnt, bliver aldrig rigtig danske og kan derfor ikke selv bestemme, hvor de må bo i Danmark. Teksten i Folketinget blev altså:

”Folketinget konstaterer med bekymring, at der i dag er områder i Danmark, hvor andelen af indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande er over 50 procent. Det er Folketingets opfattelse, at danskere ikke bør være i mindretal i boligområder i Danmark.”

Konkret og brutal

Det er en konkret definition. Meget konkret. Lidt brutal ganske vist, men konkret og håndgribelig, og det var også, som om at debatten herefter blev mere konkret og håndgribelig, end den havde været i mange år. For pludselig blev det tidligere så behændige begreb ’ikke-vestlig’ til en meget konkret liste af lande, der betød noget for en meget konkret gruppe mennesker. Ikke helt ulig den liste af lande med indrejseforbud i USA,  som Trump-administrationen har skabt kaos med.

Udlændingeordfører Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti kunne naturligvis godt overgå formuleringen, da han i Jyllands-Posten gentog en af sine gamle pointer, om at en rigtig dansker altså også var kristen eller i hvert fald fejrede de kristne højtider, og så kunne han jo også gentage, at det også handlede om fodbold.

”Altså, hvis Danmark spiller fodboldlandskamp mod Tyrkiet, og man holder med det tyrkiske landshold, så kan man ikke kalde sig dansker. Det er jo absurd. Loyalitetsforholdet må ubetinget ligge hos Danmark,” erklærer Martin Henriksen, som heller ikke mener, man kan være ortodoks muslim og dansker. Venstres udlændingeordfører, Jan E. Jørgensen, forsøgte at gå i partiets egne politiske strømninger med en manifestlignende kronik i Berlingske Tidende, hvor han ville gøre op med tidligere tiders ”unuancerede integrationsdebat” og ”ideologiske stråmænd” både fra højre og venstre. De Radikales Morten Østergaard fandt det direkte uhyggeligt, mens Enhedslisten Pernille Skipper kaldte det ”en af de mest voldsomme opdelinger i ’dem og os’, jeg har set.”

Ikke noget nyt

For en statistiker eller for mennesker, der arbejder med befolkningssammensætninger, er der nu ikke så meget nyt i formuleringen. Som professor i statskundskab ved Aalborg Universitet Christian Albrekt Larsen forklarede i Kristeligt Dagblad, har opdelingen mellem indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande på den ene side og såkaldte danskere på den anden været udbredt praksis inden for både statistik og politik længe:

”Man har fundet ud af, at når man laver statistik ud fra denne opdeling, så får man en overrepræsentation inden for nogle områder, som man kan lave politik ud fra, og så optræder den her ret arbitrære, statistiske kategori pludselig i lovforslag. Det er et stort system, der kører cirkulært rundt,” siger han og medgiver, at det er en mærkværdig opdeling:

”Det bedste, jeg kan sige om den, er, at det er en pænere kategori end muslimsk/ikke-muslimsk og hvid/ikke-hvid. Der har det en mere neutral klang over sig at opdele i ikke-vestlige indvandrere og efterkommere og danskere. Men spørgsmålet er jo, hvor mange generationer, man skal gå tilbage, før en person ikke længere kategoriseres som ’efterkommer’, men som ’dansker’ i statistikkerne? Når vi kommer ud i at kategorisere folk, hvis bedsteforældre kom til landet som efterkommere frem for danskere, bliver det jo nødt til at stoppe. Men hold da op en social konstruktion, vi har fået bygget op,” sagde han.

De rigtige indvandrere

Og det er netop det konkrete i formuleringen, der pludselig virkeliggør en lang række af de ord, vi går og slynger om os med. Det hele bliver pludselig meget konkret for en helt konkret gruppe mennesker. Én af dem har jeg for eksempel i mit eget Facebook-feed. Han hedder Alex Pedersen og er min gamle efterskoleven. Han er opvokset på en gård i Salling og lige som os andre fra den egn vel egentlig lidt af en bonderøv. Men Alex har nu altid være lidt længere fremme i bussen og læste tidligt både Kant og Schiller, filosofi, politologi og har i dag vist også en ph.d. i en af delene fra Aarhus Universitet. Jeg er ikke helt sikker, men det er også denne her sag mere eller mindre uvedkommende, for Alex er også et adoptivbarn, og selv om jeg ikke kender nogen, der har nævnt det eller set ham som andet end helt og aldeles dansk og Alex fra Salling, så betyder den nye formulering reelt, at han ikke længere kan kalde sig dansker. Alex er født i Korea, og de står altså ikke på listen af vestlige lande, og som en sammenslutning af de internationalt adopterede i Danmark udtaler, kan internationalt adopterede danskere ikke længere kalde sig danske.

Og så fik jeg gjort mig skyldig i en slags strukturel racisme, fordi jeg jo med Alex som eksempel antager, at vi alle sammen godt ved, at det i hvert fald ikke er ham, vi taler om. Det er ikke ham, vi vil ramme. Nej, vi vil ramme ’de rigtige’ indvandrere – de rigtige ikke-vestlige. Dem, som det ligegyldige og usympatiske parti Danskernes Parti mener, når de deler flyers ud i Brøndby Strand med en billet til Langtbortistan.

Det er og bliver akavet og underligt, når ting ikke bliver sagt lige ud. Lige så akavet og usympatisk, som når det gør.