Nyhedsanalysen

Pige, træd varsomt

Det var en mindre sensation, der blev præsenteret i går, da det franske Vogues tidligere chefredaktør og modeverdens ukronede dronning Carine Roitfelds magasin CR offentliggjorde deres forside forud for modeugen i Paris, der starter i morgen. Som covergirl havde Roitfeld og stylistkongen over dem alle, Mario Sorrenti, nemlig valgt Halima Aden, der indtil for en uge siden var et helt ukendt navn, men efter modeugen i New York var på alles læber.

I januar blev Halima Aden den første hijab-klædte muslimske kvinde, der har landet en kontrakt hos et af verdens mest prestigefyldte modelbureauer IMG Models (Kate Moss, Miranda Kerr, Gisele Bündchen) og til New York Fashion Week var hun med på catwalken, da designeren og rapperen Kanye West præsenterede sin seneste kollektion, Yeezy 5 – med tørklæde, naturligvis. På samme måde var hun den første tørklædeklædte kvinde, da hun i efteråret stillede op til Miss USA i den nordlige midtvest-stat Minnesota. I den berømte bikinikonkurrence stod hun upåvirket i en burkini og blev pludselig landskendt for at vise, at man ikke behøver at gå på kompromis med sin tro og sine idealer for at tage del i verden, som hun sagde til Business of Fashion.

”Jeg ville sprede et positivt budskab om, hvad skønhed og diversitet kunne være. Jeg ville vise andre unge muslimske kvinder, at der også er en plads i verden til dem.”

Og til samme magasin sagde hendes senere patron Carine Roitfeld:

”Hun repræsenterer diversiteten i Paris, hvor et miks af globale kulturer mødes. Halima nedbryder grænser for og opfattelser af skønhed ved at være sig selv. Det er utroligt inspirerende, og jeg ved, at hun vil blive et ikon.”

Og når Roitfeld siger det, er det nok rigtigt, for i modeverden er det hende, der bestemmer.

Modeverdens forhold til frigørelse og diversitet er underligt komplekst. På den ene side har den altid være outreret, rock ’n roll og divers med sine fester, stoffer, hærg, rollelege, mærkelige modeller og nedbrydelsen af seksuelle normer, ligesom skønhedsidealet på catwalken ofte hylder det aparte og fremmedgørende. På den anden side har den et helt sygt og undertrykkende forhold til vægt, til rigtigt og forkert, kvinder og mænd.

Den er i sit udgangspunkt helt bogstaveligt overfladisk, men med sin magt og betydning for skønhedsidealerne er den dybere end Marianergraven. På den måde rammer Halima Aden rent ind i en verden, hvor der vitterligt er plads til avantgarden og en verden, der bevæger sig fremad, men på den anden side med den kompleksitet, der ligger i tørklædet. For det bør ikke være nødvendigt at nævne, at alle oplever det frigørende. På den anden side er der også kræfter, der ser Aden som alt for frigjort, for selv om det både er trist og trivielt, hører det også denne gang med, at Halima Aden er blevet truet på livet i online-debatter af mennesker, der mener, hun begår ”haram” og forbryder sig imod islam ved at ændre på sit udseende og stille sig op på en scene, som man trods alt gør, når der er tale om skønhedskonkurrencer.

Men Halima Aden er en frigører. Hun er en grænsenedbryder, og hun kan blive et ikon for både muslimer, hinduer, kristne og ateister, for mænd og for kvinder. Hun kan blive et ikon, der kan løsrive tørklædedebatten fra latterlige formørkede idioter, der taler om ’haram’. For ja, et tørklæde kan læses som et undertrykkende symbol – ligesom høje hæle, glatte armhuler, piercinger og stramme bukser. Men det kan også være en måde at vise et nyt skønhedsideal, en ny tid og en anden verden, hvor det ikke behøver at betyde så meget, om du har en kalot på hovedet, et kors om halsen eller en fadøl i hånden. En verden, der kan gøre os frie som mennesker og lade os leve, som vi vil. (Og skære vores fedt ned til det, der er i vand og kokain.) Som hun selv skriver på sin instagram-profil, hvor hun i går postede den kommende forside:

”Jeg troede aldrig, at jeg ville se den dag, hvor en kvinde klædt som mig ville pryde forsiden af et modemagasin. Mange, mange tak for at give mig muligheden for at føle mig repræsenteret på den smukkeste måde.”

Vi er pjattede med Halima Aden.

+ Læs interviewet med Halima Aden fra CR lavet af David Bowies enke, Iman, der selv er model og fra Somalia.

Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00Silicon Valley00:00Mexico City00:00New York00:00Sao Paulo00:00Nuuk00:00Bangui00:00Linköping00:00Kyjiv00:00Kabul00:00Mumbai00:00Hong Kong00:00Shanghai00:00Sydney00:00Fransk Polynesien00:00

1

2

3

4

5

6

7

8

9

10

11

12