Hvis du følger lidt med, er en ivrig tekst-tv-læser og hører radioavis i bilen på vej til arbejde eller sådan noget, er det slet ikke nyt for dig, at der blev begået en ikke ubetydelig brøler under uddelingen af årets Oscar-statuetter i Los Angeles i nat (dansk tid): De sagde, at La La Land havde vundet prisen som årets bedste film, men efter at hele filmholdet var kommet på scenen, og flere havde takket deres forældre og Gud og hvermand, viste det sig, at det var en fejl – en slags uforsætlig fake news. Den rigtige vinder var filmen Moonlight. Den redelighed har vi to kommentarer til.
For det første ønsker vi ikke, at der bliver placeret et ansvar. Vi håber ikke, at nogen mister deres arbejde på grund af fejlen. Det forholder sig jo sådan, at der altid er to identiske konvolutter pr. pris. Den ene er den, som bliver åbnet på scenen, og den anden er vel en backup i tilfælde af kaffepletter. Som bekendt sker der simpelthen det, at Warren Beatty på 79 får stukket en helt forkert konvolut i hånden, inden han skal overrække prisen i selskab med Faye Dunaway, som han var Bonnie & Clyde sammen med i filmen af samme navn fra 1967.
Her til morgen har vi brugt mange minutter på at sidde og spole frem og tilbage i videosekvensen fra sekunderne efter, at Beatty har åbnet den røde konvolut og læst, at der står Emma Stone (bedste kvindelige skuespiller). Man kan se, at han ved, at noget er galt, men fanget, som han er, i hele verdens spotlys, er han ikke i stand til formulere for sig selv, hvad der er forkert. Hans ansigtsudtryk minder faktisk om præsident George W. Bush’ fårede blik, da han 11. september 2001 sidder med i timen hos en 2. klasse, velvidende at en flyvemaskine er fløjet ind i World Trade Centers ene tårn.
Warren Beatty vælger den nemme løsning, som mange mænd sikkert kender fra sig selv: han tænker, at den nærmeste kvinde måske kan klare ærterne i stedet. Det bliver så Dunaway, som åbenbart er så meget mere til stede i øjeblikket, at hun ikke aner uråd. Og bang! – så indtræffer uheldet. Men hold nu blikket på Beatty. Det er, som om sandheden står mere og mere klart for ham, men det er ligesom forkert at stoppe verdens gang, tænker han. Uh, den følelse er vi mange, der kender.
Og så er der vores anden bemærkning. Her på Føljeton har vi et lidt anstrengt forhold til priser og udmærkelser. Der er da dejligt med anerkendelse, men der er også noget forlorent over det. For nogle år siden talte vi med en ret anerkendt dansk kunstner, som havde nogle moralske kvababbelser, fordi han stod til at få Eckersberg Medaillen, som er en udmærkelse, der hvert år uddeles af Det Kongelige Akademi for de Skønne Kunster. Han følte, at man ville give den til ham, fordi det var hans ”tur” – altså på en ret indspist måde. Vi sendte en liste til ham over prisens modtagere gennem tiderne med ordene: Læg mærke til dem, der ikke står på listen. For der var naturligvis prominente kunstnere, der ganske enkelt havde takket nej. Det var vel egentlig det bedste selskab at være i.
Måske takker man ikke nej til en Oscar. Men der var noget rart og menneskeligt ved at se en gruppe mennesker gå på scenen og takke af hjertet og med tårer i øjnene og bankende hjerte for en pris, der blev taget fra dem igen lige bagefter. De har jo lavet deres værk. I havet af film, hvoraf 95 procent er noget forglemmeligt skidt, står La La Land som noget, man husker. Og nu ved vi, hvor glade folkene bag ville være blevet. Er det ikke nok?