Jørgen Leth kan ikke fordrage politiken.dk

Politiken er et dagblad, som vi principielt holder meget af her på Føljeton. Flere af os har ligefrem tilbragt en pæn del af vores arbejdsliv på avisen. Derfor holder vi øje med den og glæder os over dens små sejre og fremskridt. Tilsvarende ærgrer vi os, når nogen det ene eller det andet sted i Politiken-systemet begår brølere eller – hvad skal vi kalde det – underpræsterer.

Et eksempel kunne være, at bestyrelsen i JP/Politikens Hus fra 2017 har fået lønforhøjelse. Ja, ikke bare en forhøjelse, men simpelthen en fordobling af det nuværende honorar. Et menigt medlem modtager nu 250.000 kroner om året (mod tidligere 125.000 kroner), mens bestyrelsesformand Lars Munch stiger fra 375.000 til 750.000 kroner. Det står dem selvfølgelig frit for at give sig selv i kroner og øre, hvad de synes, de er værd, men timingen er bizar. Det er ikke meget mere end et halvt år siden, at Politiken foretog en større fyringsrunde for at spare 25 millioner kroner. Det skal vi ikke blande os i.

Leth ind i billedet

Men nu kommer digteren og filmmanden Jørgen Leth så ind i billedet. Inde på politiken.dk ligger der et lydklip på 2 minutter og 52 sekunder, hvor Leth løsner en ordentlig haglbyge mod netop politiken.dk, altså Politikens internetudgave, som han ikke bryder sig om. Han er ”meget vred” på politiken.dk og ”skælder tit ud over” det, siger han, fordi han ”synes, det er åndssvagt”. Det er han ked af, tilføjer han, for han føler, at han har et nært forhold til Politiken, han har læst avisen det meste af sit liv, og han også skrevet for avisen. Men alligevel: ”Jeg kan simpelthen ikke fordrage deres netavis,” hvis ”dårlige smag” han ærgrer sig over ”næsten dagligt”. Han finder politiken.dk ”vanvittigt poppet” og ”grimt layoutet”, og han er overbevist om, at det hele er blevet meget værre, efter at politiken.dk blev relanceret med et nyt layout før jul.

Og spørgsmålet er så, om der er noget om snakken. Det er ikke Politiken selv, der har spurgt Jørgen Leth, hvad han synes om politiken.dk. Hvorfor skulle de også det? Næ, han svarede bare på et spørgsmål fra en lytter i Radio24syv-programmet Spørge Jørgen, som bliver optaget løbende fra Haiti med producer Zissel Astrid Kjertum-Mohr som mikrofonholder.

Vi har omtalt programmet nogle gange her på Føljeton, for det lykkes på forunderlig vis altid Leth at formulere sine idiosynkrasier, så man bliver grebet af dem og tager sig i at blive siddende på parkeringspladsen med slukket motor for at få det hele med (hvis man altså har en bil og en motor og en parkeringsplads).

I Spørge Jørgen kan man spørge om alt. Enkelte gange nægter Leth at svare, fordi spørgsmålet lyder for tosset eller for dumt (for eksempel: ‘Hvad synes du om kattecaféer?’). Det er han også i sin gode ret til. På en mærkelig måde tager han også stikket hjem med sine ikke-svar.

Jørgen Leths eget politiken.dk

Hvorfor politiken.dk har valgt at bringe lydklippet fra Spørge Jørgen med Jørgen Leths sønderlemmende kritik, ved vi ikke. Måske er det, fordi det gør en lille smule ondt. Jørgen Leths hjerte banker for Politiken. Ellers ville han vel være ligeglad? Historisk set er den kulturradikale avis tilsvarende glad for at have læsere som Jørgen Leth (han siger i Spørge Jørgen, at han har netabonnement).

Og så er Jørgen Leth et æstetisk menneske. Han kan godt lide at tage lækkert tøj på. Lækre lædersko. I 1990’erne havde han en faible for modehuset Versace. Han har muligvis skiftet smag siden. Jørgen Leth sætter pris på kvalitet, men ikke på den intellektuelt hule gastroseksuelle levemandsfacon, hvor man sidder i dyb lænestol og kører et alt for stort glas med cognac rundt i cirkler med hånden. Jørgen Leth er Jørgen Leth helt ind i knoglerne.

Man kan så spørge, om der er noget om snakken. I kommentarfeltet under artiklen ‘Jørgen Leth: Jeg kan simpelthen ikke fordrage Politikens netavis’, som indeholder det omtalte lydklip, er der flere, som giver ham ret. Men ikke alle. En skriver, at hun er ”rigtig glad” for netavisen. ”Det er jo smag og behag, hvilken opsætning og antal billeder man kan lide, men jeg syntes, at Jørgen Leths kritik angående, at I er sensationslystne og kun ude efter at tjene penge, er tam.”

Hvis vi her på Føljeton skal forsøge at forstå Jørgen Leth, så tror vi, at han savner noget, der i højere grad ligner det, der stadig hos Politiken opfattes som ‘den rigtige avis’, nemlig papiravisen. Han vil formentlig gerne kunne klikke sig ind på politiken.dk og straks få et overblik over verdens gang set gennem et dansk prisme. Leth orienterer sig ganske givet også i New York Times og The Guardian på nettet, som i højere grad ligner gammeldags forsider med de vigtigste nyheder øverst.

Der har Politiken valgt en anden stil (for eksempel har den i den store sammenhæng ligegyldige artikel om Jørgen Leths mening om politiken.dk fået en ekstremt prominent placering helt øverst oppe til højre under logoet.)

Selv om vi for så vidt synes, at layoutet på mange måder er rent, kan man godt argumentere for, at det bliver lidt farvelade-agtigt, når Politiken bruger sin signaturfarve, rød, overalt. Selv Per Arnoldi ville muligvis sige: Hold lidt igen.

Her på Føljeton abonnerer vi ikke på specielt mange medier. Vi abonnerer dog på New York Times og The Guardian på nettet. Alligevel er vi da tit inde for at tjekke, om der nu skulle være noget af interesse på politiken.dk. Det er der skam tit. Men det undrer os ofte, at når vi så en gang imellem støder på papiravisen Politiken – typisk i weekenden – så er den fuld af stærke interviews og baggrundsartikler, som vi ikke anede eksisterede, fordi det ikke lige er til at finde på politiken.dk. Det er, som om avisen putter med meget af det bedste. Lad os kalde det en underlig strategi.

Vi kunne godt tænke os at se politiken.dk i en særlig Jørgen Leth-udgave. Det er meget muligt, at det ville være lige noget for os.